
Brabrand-Årslev Fællesråd har genoptaget Karma Prisen, der siden 2019 er blevet uddelt til en lokal ildsjæl, som har gjort en forskel i lokalområdet. I år har fællesrådet indstillet en række handlende i og omkring Hovedgaden. Du kan være med til at afgøre, hvem der skal have prisen.
“I 2025 vil vi gerne hylde personer og ildsjæle bag små erhverv i bydelen. Det skyldes især, at vi i fællesrådet har mærket en lokal vilje til at revitalisere den gamle Hovedgade og skabe nyt og blomstrende liv i bydelen.”
Sådan introducerer Brabrand-Årslev Fællesråd afstemningen om, hvem der skal have årets Karma Pris.
Som tidligere år har fællesrådet udvalgt nogle kandidater, men opfordrer samtidig de lokale borgere til at komme med yderligere nomineringer. Det eneste krav er, at det skal være personer, der står bag en forretning eller et erhverv med base i og omkring Hovedgaden i Brabrand, og som ikke tidligere har modtaget prisen.
Her kan du læse om de nominerede personer.

Charlotte og Lars Hartmeier, Bager Hartmeier
På Hovedgaden i Brabrand ligger et af de få tilbageværende klassiske bagerier i Aarhus. Alt brød på hylderne er friskbagt, inden butikken åbner kl. 5.30. Charlotte og Lars Hartmeier er vant til en døgnrytme og et antal arbejdstimer, de færreste nok kunne leve med.
Mens de fleste andre mennesker sover, går Lars Hartmeier kl. 1.00 i gang i bageriet, mens Charlotte Hartmeier møder kl. 5.00 for at åbne butikken kl. 5.30.
”Vi arbejder nok lidt atypisk i forhold til så mange andre bagerier. Vi bager hovedsagelig fra dag til dag og bruger vores fryser så lidt som mulig. Kvalitetsmæssigt er det bare så markant bedre med friskbagt brød”.
En stor del af brødet er baseret på naturlig surdej, der kræver mere arbejde og planlægning end de færdige brødblandinger.
”Den vigtigste ingrediens er vores tid. 80% af de store brød er blevet til over minimum 24 timer. Det giver en anden smag og dybde.”
I artiklen her fra 2020 fortæller parret om deres usædvanlige hverdag.

Iben og Sten Benjaminsen, Vinkælderen, Den Flyvende Hane og Ibens Kaffehus
I foråret 2020 etablerede Sten Benjaminsen Vinkælderen på Hovedgaden. I den lille butik leverer Kamilla Sigh og det øvrige personale god gammeldags købmands-stemning: Her får kunden et lille glas vin, en hyggelig snak og lidt ekstra med i posen.
Der er proppet med vin, øl og spiritus på de få kvadratmetre, og man må bevæge sig forsigtigt rundt. Trods den stærkt begrænsede plads er Vinkælderen i løbet af få år blevet stedet for mange lokale beboere, som kan li´ et godt glas vin og en god snak.
Og kort tid efter tog Sten Benjaminsen fat på det næste projekt og åbnede sammen med en god ven, Thomas Bech, en franskinspireret bistro, Den Flyvende Hane, med hovedvægt på sandwiches og mad ud af huset.
De tidligere ejere af ejendommen Hovedgaden 53-55 havde et ønske om at rive bygningen ned og bygge boliger, men det lykkedes ikke at realisere planerne, og så overtog Iben og Sten Benjaminsen den.
”Vi skal finde et prisniveau, hvor alle kan være med. Kunderne skal kunne komme forbi og købe kvalitetsmad til en overkommelig pris, men hvor både sundhed og smag er i top,” lovede han ved åbningen.
Året efter, i 2021, fik Brabrand på Hovegaden 51 endnu et mødested. Efter næsten to års kamp fik Iben Legaard Benjaminsen endelig tilladelse af Aarhus Kommune til at åbne Ibens Kaffehus, der først og fremmest har friskbrygget kaffe og nybagt økologisk brød og kager på menuen.
Hun havde været selvstændig i 27 år med egen tøjbutik i Badstuegade, men lukkede butikken i 2017. Og hun var egentlig ikke på udkig efter nye projekter, da hun en morgen gik en tur i Hovedgaden og så, at nummer 51 var til salg.
”Så begyndte min selvstændige hjerne straks at snurre. Jeg havde faktisk ikke forestillet mig, at jeg skulle i gang igen, men der manglede lidt liv i Hovedgaden, og jeg så straks for mig, hvordan stedet kunne blive til et kaffehus,” fortalte Iben Legaard Benjaminsen til Vores Brabrand ved åbningen i juni 2021.

Sara Maria Brockelmann, Genuina Garn & Håndværk
Corona-nedlukningen i foråret 2020 var paradoksalt nok også tiden, hvor Sara Maria Brockelmann åbnede Genuina Garn & Håndværk på Hovedgaden 52A.
Hun har altid været god til at samle folk og få alle til at føle sig godt tilpas, og det er også hovedformålet med Genuina Garn & Håndværk: At skabe et miljø, hvor mange har lyst til at komme forbi – også hvis man ikke er bidt af strikning, som hun selv er.
Ordet genuin betyder ifølge ordbogen ”ærlig” eller ”ægte”. Og det er netop det udtryk, hun søger – understreget af butikkens slogan ”ægte varer til ægte mennesker”.
”Det med at skabe fællesskaber er bare noget, jeg er drevet meget af. Jeg har tænkt meget over det – og føler egentlig også, at jeg er god til at skabe et miljø, hvor man kan være ærlig og ægte over for hinanden.”

Idris Nezam, Købmand Brabrand
Siden 2008 har Idris Nezam drevet købmandsbutikken Købmand Brabrand på Hougårdsvej. Omsætningen er gennem årene faldet, og det er blevet stadig sværere at leve af butikken. Men han holder fast og lever blandt andet af at være udleveringssted for pakker. Desuden fortsætter en trofast skare af stamkunder med at gøre deres daglige indkøb i butikken.
“Jeg vil gerne støtte, at butikken kan overleve, og jeg vil gerne opfordre andre til at gøre det samme. Man får en god vane med at gå hen og hente sine ting her,” sagde en af stamkunderne, Henrik Ræder Clausen i artiklen her fra 2022.
Idris Nezam kom til Danmark i 1989 fra Afghanistan, men det var svært at få arbejde, og da det på et tidspunkt så sværest ud, sagde hans onkel Najib, som har været som en far for ham: Så må du åbne din egen købmandsbutik.
Han kan mærke, at den større tilstrømning af kunder, som skal hente pakker, også giver ham en øget omsætning i butikken.
”Nogle kunder køber lidt, og det betyder faktisk meget for sådan en lille købmand som mig. Hvis bare halvdelen køber noget, så giver det mig mulighed for at få lidt smør på brødet,” siger han i denne artikel.
Hverdagen som købmand giver lange arbejdsdage. Han kører fra hjemmet 7.30 om morgenen for at åbne butikken 8.30. De fleste dage er han der til lukketid kl. 21. Når han har haft varer at bringe ud, har han gjort det på hjemvejen og er så hjemme ved 22-tiden.
Easy Fit og Brabrand Kiosk
Ud over de nævnte fire nominerede af Brabrand-Årslev Fællesråd er yderligere to aktører på Hovedgaden nomineret af lokale borgere.
Det drejer sig om fitness-centret Easy Fit i den tidligere bankbygning på Hovedgaden 59 og om Brabrand Kiosk på Hovedgaden 55.
Easy Fit beskrives I nomineringen som et fremragende fitness center, der altid er pænt og roligt. Alting fungerer, og betjeningen er god og venlig.
Brabrand Kiosk får også pæne ord med på vejen: “Har længe støtte velgørende initiativer, herunder donationer til økonomisk trængte lande og andre relevante formå,” skriver en bruger.
Sådan kan du stemme
Karma Prisen blev første gang uddelt i 2019, hvor en initiativgruppe i Brabrand IF modtog prisen for at have etableret en kunstgræsbane ved Brabrandhallen. Senere har lokal ildsjæl Per Bredgaard Falk, tidligere hovedformand i Brabrand IF, Jens Jensen, og Vores Brabrand modtaget prisen.
Du kan frem til d. 27. februar være med til at bestemme, hvem der skal have Karma Prisen i år. Du kan afgive din stemme på Brabrand-Årslev Fællesråds Facebook-side, som du finder her.
Desuden kan alle stemme igen ved at møde op til fællesrådets generalforsamling på Gasværket, Byleddet 2c, torsdag d. 27. februar, hvor prisen også vil blive overrakt.