
Sol sommer og cirkus! Lørdag d. 23. maj skulle alle ingredienser være til stede hos Haveforeningen Søvang tæt på Brabrand Sø. Cirkus Tværs har hele ugen knoklet for at rejse det imponerende cirkustelt midt i haveforeningen og forberede lørdagens forestilling, hvor der er gratis adgang.
Der er mange opgaver, når man er cirkusdirektør i Cirkus Tværs. I løbet af ugen har Søren Stockmar sammen med de øvrige medarbejdere arbejdet hårdt for at rejse cirkusteltet, som Cirkus Tværs for få år siden købte – blandt andet via en donation fra Roskilde Festival.
De fleste af cirkus-artisterne har i de seneste dage været forbi for at øve deres numre i teltet. For mange af dem er det lørdag første gang, de prøver at optræde i et telt. Kl. 14.00 vil teltet være proppet med cirkusglade folk fra lokalområdet.
“De går nok lidt i chok, når de kommer herned næste gang, for så er der fyldt med mennesker, og der er fuldt lys på manegen,” smiler cirkusdirektøren.
Det er kun denne ene gang om året, Cirkus Tværs rejser cirkusteltet. Når der ellers er forestillinger, foregår det typisk udendørs eller hjemme i træningssalen i Sports- og Kulturcampus i Gellerup.
“Vi synes jo, at cirkus også hører til i et cirkustelt. For nylig havde vi alle børnene med inde og besøge Cirkus Arena, og for de fleste var det første gang, de var inde i et cirkustelt – og det var en stor oplevelse. Derfor gør vi det, selvom det er mange timers arbejde for en enkelt forestilling,” siger Søren Stockmar.
“Børnene glæder sig virkelig meget til at se teltet. Mange af dem har ikke været i cirkustelt før. Og det skal jo bruges,” siger cirkusdirektøren, mens han sammen med de andre medarbejdere er i gang med nogle af de mange detaljer, der hører med til at rejse et cirkustelt.
“Når teltet først er rejst, er det jo bare fantastisk. Det kan noget helt specielt!”
Cirkus Tværs havde overvejet at tilbyde en forestilling mere, men det blev for dyrt og besværligt med billetbestilling osv. Så er det lettere, at folk bare dukker op til den ene forestilling.
“Vejrudsigten lover sommervejr, så der kommer sikkert mange mennesker. Men vi laver en opsætning med lys osv. ud fra, at der ikke er sider på teltet. Så sætter vi et podie bagved, hvor man kan kigge hen over hovedet på de andre tilskuere,” forklarer cirkusdirektøren.

“Men vi håber, at folk kommer i god tid. Kom bare en time før, der er virkelig dejligt her på pladsen, og Søvang tager rigtig godt imod os. Vi sælger popcorn og candyfloss, og haveforeningen sælger is.”
Kan godt li´ at optræde
“I Cirkus Tværs kan man komme ind fra gaden og lære cirkus. Det kræver kun at man opfører sig ordentligt, behandler vores udstyr med respekt og overholder de regler vi har på stedet.”
Med de ord inviterer Cirkus Tværs lokalområdets børn og unge indenfor, og børn fra hele Brabrand og Åbyhøj udgør i dag den primære målgruppe.
Det er gratis at være med, og mange starter i 3.-4. klasse, hvor man lærer de første tricks og numre – og at bukke ordentligt, når tilskuerne klapper. Nogle er med i få år, mens andre går hele vejen og bliver professionelle artister.
“Så længe man overholder de aftaler man har lavet, er man artist i Cirkus Tværs, og det kan man ikke blive for gammel til,” lyder beskeden på hjemmesiden.
Hvis du dukker op til telt-forestillingen lørdag kan du opleve nogle af de yngste cirkus-artister i samme forestilling som deres noget ældre kolleger, som har været med i mange år og leverer numre på højt niveau.
“Vores børn kan rigtig godt li´ at optræde. Og det kan vi også. Det er bare sjovere for alle at øve, når man skal ud og optræde,” siger Søren Stockmar.
Noget andet at lave cirkus i et telt!
Haveforeningen Søvang har været faste værter for den årlige teltforestilling efter coronaen. Det var i året inden, at alt lukkede ned, at beskeden tikkede ind fra Roskilde Festival:
“De skrev uopfordret til os, at de havde set vores lille cirkus, og de ville tilbyde os den årlige foreningsdonation på 100.000 kr. Så søgte vi 100.000,- af Ungdomsringen, og dem fik vi også. Og så kunne vi køre til Østrig og købe et cirkustelt,” fortæller Søren Stockmar.
Det havde nærmest aldrig været brugt og skulle bare ha´ nogle nye aluminiumsmaster.
“Det er dejligt, at vi nu har et telt, der overholder alle regler. Så kan man jo drømme om at sætte det op alle mulige andre steder. Vi kan jo se på børnene, at det er noget helt andet at lave cirkus i et telt end i en sal. Og det er det jo!”
Der venter i øvrigt flere spændende opgaver for de unge cirkus-talenter. Søndag d. 7. juni optræder de på Fredspladsen i Gellerup til Gellerup Kirkes 50 års jubilæumsfest.
Og få uger senere er de engageret til at stå for en markedsplads ved Tall Ships Races på havnen i Aarhus, hvor der også vil være boder og forskellige forestillinger.
Endelig venter Cirkus Tværs´ egen jubilæumsfest midt i september. Cirkus Tværs blev etableret i 1986, og kan i år fejre 40 års jubilæum.
Lørdag d. 23. maj kl. 14.00: Cirkusforestilling i Haveforeningen Søvang, Sylbækvej 38. Der sælges popcorn og candyfloss. Der er gratis adgang og ingen tilmelding.



