
Næsten uanset hvor du bor i Brabrand, har du kort afstand til naturen. Det gælder også Brabrand Fysioterapi, der ligger på J.P. Larsens Vej – få meter fra Brabrand Bakker. Her tilbyder fysioterapeut Christina Faartoft, 28, nu hver onsdag træning for kvinder i det fri.
Bakkerne ligger der jo i forvejen. Og måske ligger der nogle træstammer og stubbe, der egner sig perfekt som træningsredskaber.
Så Christina Faartoft går og glæder sig. Hun elsker selv at bevæge sig ud i naturen, og nu har hun fået mulighed for starte et nyt træningshold for kvinder i Brabrand Bakker, kun en kort gåtur fra Brabrand Fysioterapi for enden af J.P. Larsens vej.
“Jeg opholder mig selv så meget i naturen, som jeg har mulighed for. At være ude i naturen gør virkelig noget godt for vores sundhed,” siger den 28-årige fysioterapeut, som skrev bachelor-opgave på sit studie om hvad udeliv kan gøre for vores sundhed.
Derfor var det oplagt for hende at starte et udendørs træningshold i Brabrand Fysioterapi, hvor hun har været ansat siden februar.
Hun fik hurtigt øje på Brabrand Bakker, der i forvejen tilbyder smukke og perfekte rammer for at få pulsen op og komme i gang med styrketræning.
“Jeg formoder, at en del mennesker går med ønske om at komme i gang med at træne. Men det kan måske være svært helt at vide, hvor man skal starte og finde motivationen til at komme i gang. Men nu er muligheden der,” siger hun.
Det bliver klassisk styrketræning og øvelser, hvor man får pulsen op. Alle mulige slags bevægelse, hvor der også er god plads til et godt grin undervejs.
Så sjovt som muligt
Hun har valgt at oprette holdet kun for kvinder, som har et ønske om at komme i gang med at træne. Hun medbringer nogle forskellige redskaber fra Brabrand Fysioterapi, men derudover handler det om at bruge de muligheder, som naturen selv tilbyder.
“Det blive på mange måder klassisk træning, bare udendørs, hvor vi bruger de redskaber der findes i forvejen. Og måske flytter vi lidt på nogle træstammer og træstubbe.”

Hun anbefaler deltagerne at møde op i “praktisk tøj”, som hun kalder det – og advarer samtidig om, at der godt kan komme lidt jord under neglene. Men ellers skal man bare komme, som man er.
“Min største overvejelse, før vi går i gang, er at jeg skal forsøge at gøre træningen så sjov som muligt: Hvis det bare er sjovt nok, har man også meget lettere ved at få det gjort,” siger hun.
“Og der vil naturligvis være plads til at sige fra, hvis der er nogle af øvelserne, man ikke kan overskue. Så finder vi andre løsninger.”
Ud over at være fysioterapeut er er Christina Faartoft også personlig træner og kostvejleder. Hvis nogle af deltagerne ønsker at gå i gang med målrettet vægttab, kan hun også hjælpe med det.
I begyndelsen vil træningen være en enkelt gang om ugen. Senere kan tilbuddet udvides til to-tre gange om ugen, hvis der er interesse for det.
“Vi starter stille og roligt, så ser vi lige, hvad folk har lyst til.”
Træningen foregår onsdage kl. 16.30-17.30, første gang onsdag d. 27. maj. Den første gang er gratis. Derefter er prisen 599,- for fire gange. Tilmelding på tlf. 8626 0030. Du får nærmere info om mødestedet, når du melder dig til.



