
Den mest ægte divisionsklub i Danmark! Sådan beskriver forfatter og fodboldfan Agnes Holst “de blå brasilianere”, alias Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold. I bogen “Mens Aarhus venter på miraklet” skriver hun om sit møde med klubben og kærligheden til holdet med hjemsted ved Brabrand Sø.
De blå brasilianere! Alene tilnavnet, som Brabrands fodboldhold for nogle år siden fik af de mest inkarnerede tilhængere…
Agnes Holst og de øvrige fodboldfans i AGF´s stemningsfraktion Galehuset elsker humor og kritisk distance til det, de kalder moderne fodbold: Investorer, tv-penge, fodboldfusioner og flerklubsejere.

Hun har netop udgivet bogen “Mens Aarhus venter på miraklet” med førstehåndsfortællinger fra en AGF-fan med mangeårige rødder i det århusianske fanmiljø. En bog om fællesskab, frustration og forelskelse.
Naturligvis handler bogen mest om AGF. Men Brabrand IF har fået en vigtig birolle – som modsætningen til alt det, hun som fodboldfan er træt af ved fodboldens udvikling.
“Bogen handler i virkeligheden ikke om AGF – men om fodboldkulturen, der er ved at blive spist af kapitalfonde og alt muligt andet, der slår sjælen ihjel,” fortæller hun.
“Men Brabrand IF er alt det, moderne fodbold ikke er. Det er bredde, det er ægte lokal forankring ned gennem rækkerne, det er en klub og ikke en virksomhed,” siger hun.
Fællesskab og passion
Det var under coronaen, at Agnes Holst og nogle af de andre fodboldfans i Galehuset kastede deres kærlighed på “de blå brasilianere”.
Forsamlingsforbuddet gjorde det umuligt at komme til superliga-fodbold. Hvad gør man så? I 2. division tillod man op til 500 tilskuere. Aarhus Fremad var udelukket – men hvad med 2. divisionsklubben ude i vestbyen?
Jo mere hun undersøgte om Brabrand IF, jo mere blev hun tiltrukket af fortællingen om “de blå brasilianere”. Den eneste amatørklub i 2. division. Og et tilnavn, hun betegner som “utrolig morsomt for en elevatorklub mellem 2. og 3. division, der spiller i en veritabel mudderpøl halvdelen af året”.
“En iskold lørdag i 2021 tog vi en flok ud til en kamp i Brabrand og forelskede os i alt det småtossede, der omgiver sådan en amatørklub, hvor ungdomsspillerne står og sælger kaffe, og hvor man i det hele taget bare kan mærke at det her er en fodboldklub. Stik modsat superliga-bold.”
I Brabrand var alt det, som fodbold egentlig handler om. Fællesskab og masser af passion… Og så solgte de øl i kander!
“Vi er ikke enige dommer!”
De var antropologiske opdagelsesrejsende på opdagelse uden for ringvejen og sugede til sig af de utallige indtryk, der omgærder en divisionskamp i bydelens “forsamlingshus” en lørdag eftermiddag.
“På et tidspunkt var der en herre bag os, som brølede “det er kraftedme Holbæk om igen”. Vi googlede løs for at finde ud af, hvad det handlede om, men det lykkedes os ikke at finde svaret. Senere er det blevet lidt af et slagord for nogle af os i Galehuset,” griner Agnes Holst.
Hun husker også en anden herlig kommentar, da dommeren på et tidspunkt dømte i den modsatte retning af, hvad stort set alle de tilstedeværende ønskede: “Vi er ikke helt enige dommer!” Den slags hører man sjældent på de store stadioner.
Efter dén oplevelse vendte de ellers trofaste AGF-tilhængere tilbage til Engdalsvej nogle gange, og Agnes Holst har ligeledes erhvervet sig flere blå Brabrand-trøjer – blandt andet også den, hvor der på maven står “Vestbyens Stolthed”.
Hun husker blandt andet en situation fra en kamp mod AB, hvor Brabrands sportdirektør, som også kampens speaker, kommer i problemer. Han opdager ikke, hvilken af udeholdets spillere, som netop har fået en advarsel.
“Han trasker så ned til de fire unge medrejsende AB-fans, der står ved rækværket og kæderyger og prøver at se smarte ud. “Så I lige, hvem der fik gult dér,” spørger han. Og det ku´ de heldigvis godt huske! Det er simpelthen så lækkert – det ville man aldrig se til de store kampe,” fortæller hun fornøjet.
Det er det, hun elsker. Dét at man ikke tager sig selv alt for højtideligt. At man kan grine af sig og lave sjov med hinanden, uden at nogen bliver sure eller stødte.
For eksempel at man sagtens kan kalde sit hold for “de blå brasilianere”.
Agnes Holst var på AURA Park i lørdags, hvor Brabrand IF spillede 1-1 mod lokalrivalerne, VSK Aarhus. Og hun dukker op igen til kampen mod Skive fredag d. 22. maj kl. 19, hvor du kan købe bogen “Mens Aarhus venter på miraklet” for 249,-.



