Brabrand har fået sit mødested på Hovegaden 51. Det er næsten to år siden, Iben Legaard Benjaminsen indleverede ansøgningen til Aarhus Kommune, og forleden dukkede godkendelsen op. I sidste uge kunne hun åbne Ibens Kaffehus, der først og fremmest har friskbrygget kaffe og nybagt økologisk brød og kager på menuen.
Hun har været selvstændig i 27 år med egen tøjbutik i Badstuegade, men havde lukket butikken i 2017. Og hun var egentlig ikke på udkig efter nye projekter, da hun en morgen gik en tur i Hovedgaden og så, at nummer 51 var til salg.
”Så begyndte min selvstændige hjerne straks at snurre. Jeg havde faktisk ikke forestillet mig, at jeg skulle i gang igen, men der manglede lidt liv i Hovedgaden, og jeg så straks for mig, hvordan stedet kunne blive til et kaffehus,” siger 60-årige Iben Legaard Benjaminsen.
Hun overtog ejendommen i 2019 og indleverede senere på året en ansøgning til Aarhus Kommune. Efter næsten to års ventetid fik hun for knap to uger siden omsider tilladelse til at gå i gang.
”Jeg har ret længe været klar til åbne. Det har været en lang sej proces med den ansøgning, men nu er jeg på den anden side og er bare glad for at kunne åbne. Og jeg er blevet taget rigtig fint imod med mange glade og søde besøgende,” siger hun.
Navnet Ibens Kaffehus er valgt med vilje: Det er netop ikke en café, hvor man ofte vil forvente et bredt udvalg af retter. Kaffehuset vil først og fremmest byde på god kaffe og andre varme drikke samt friskbagt brød og kager leveret af HM Bakery. Det hele er økologisk.
”For mig skal det først og fremmest være et hyggeligt sted, hvor man bare lige kan komme forbi og sætte sig. Derfor har jeg også fravalgt det store køkken. Der kan måske godt komme lidt hen ad vejen, men det vil være i den lette afdeling som for eksempel sandwiches.”
Sandsynligvis bliver det også muligt at købe et glas vin og nogle snacks og måske tapas. Åbningstiderne er ind til videre 10-17 seks af ugens dage og lukket om mandagen.
Hun har desuden planer om at holde længe åbent fredag eller lørdag og byde på musik i haven eller forskellige andre arrangementer. Hun har masser af ideer, og hendes gæster kommer også med mange forslag.
”Det er rigtig dejligt, at folk engagerer sig. Jeg håber, man vil tage stedet til sig og bruge det, som man har lyst. Det er derfor, jeg er her.”
Hun har ansat flere medarbejdere, først og fremmest baristaer som har erfaring med at brygge god kaffe.
Du kan følge Ibens Kaffehus via denne side på Facebook.