Nogle løb, andre luntede, mens mange af de mindste børn travede lige så stille med en voksen i hånden, mens de stoppede jævnligt op og kiggede sig omkring og snakkede om blomsterne, og alt det andet, de så på vejen. Der var masser af smil og hygge i Gellerups bypark, da Idrætsbørnehuset v/Globus 1 og Bevægelsesbørnehuset tirsdag arrangerede Royal Side Run for institutionernes børn.
Undervejs på ruten havde børnene fået en særlig tilladelse til at løbe gennem Gellerup Bibliotek, hvor medarbejderne heppede og klappede dem videre. Også beboere og personale fra Aarhus Friplejehjem Helheden var mødt op og var med til at skabe god stemning. Det var igen et samarbejde mellem de to daginstitutioner, Folkesundhed Aarhus, Gellerup Bibliotek og FGU som ligeledes stillede op som heppere på dagen.
Lørdag eftermiddag bliver den sidste hjemmekamp på Middelfart Stadion for to spillere, der i de seneste år har været med til at løfte Middelfart Boldklub, Malthe Boesen og Jacob Linnet, der efter sæsonen stopper på divisionsplan. I denne artikel hyldes de to spillere, der dog også i en årrække spillede en stor rolle på Brabrand IF´s divisionshold. I syv år var 31-årige Jacob Linnet (billedet) i Brabrand IF, hvor han undervejs var anfører for holdet, inden han skiftede til Middelfart i 2021. Også 29-årige Malthe Boesen spillede i nogle år i Brabrand og scorede mange mål for holdet i 2. division.
Brabrand Boligforenings ledelse er bekymret for en fremtid, hvor letbanen ikke som forventet vil køre gennem Gellerup. Uden en letbanen er formand Keld Albrechtsen bekymret for, at bydelen bliver mindre attraktiv. Og det kan få negativ betydning for både boligforeningens egne boliger og de mange nye private boliger, der opføres i disse år i Gellerup, forudser formanden. “Renovering og nybyggerier i Gellerup har i årevis taget udgangspunkt i, at vi skal have en letbane. Det betyder også, at her etableres færre parkeringspladser end i andre forstadsbydele,” siger Keld Albrechtsen til Stiften i denne artikel.
De sidste par dage har medarbejderne i Cirkus Tværs arbejdet hårdt for at få rejst cirkusteltet i Haveforeningen Søvang. På lørdag danner det rammen om årets telt-forestilling, hvor du kan opleve både aller yngste artister, som optræder i teltet for første gang, og nogle af de erfarne og meget dygtige artister, som har fået deres opvækst i Cirkus Tværs. Forestillingen starter kl. 14.00, men kom i god tid for at få en god plads – og for at handle i boden, hvor der både sælges popcorn og candifloss.
Fodboldklubben Vatanspor var tirsdag aften en tur i Nordjylland for at møde serie 4-holdet SMIFF 09 i pokalturneringen. Det blev til en sikker 5-1-sejr til Vatanspor, som til kampen valgte at spare nogle af holdets bærende spillere. Alligevel kom sejren ikke i fare i det, der for hjemmeholdet var blevet døbt som “den største kamp i årtier”.
Torsdag d. 28. maj kl. 15-17 inviterer Brabrand Boligforening til et arrangement om affald. Det foregår midt i Skovgårdsparken ved afdelingens boldbane. Kredsløb kommer og tømmer en affaldsbeholder, og så kan vi alle se, hvad sådan en typisk indeholde – og hører om, hvordan man sorterer korrekt. Du kan også høre om, hvordan du kan få en gratis sorteringsløsning opsat i dit eget hjem – også hvis du bor i Gellerupparken. I løbet af eftermiddagen er der sjove aktiviteter og konkurrencer med præmier, drikkevarer og popcorn.



