Tirsdag d. 9. november inviterer Vores Brabrand til debatmøde om byudviklingen på Årslev Mark ned mod Årslev Engsø. Formålet med mødet er at diskutere, hvordan inddragelsen af borgerne i beslutningerne kan være bedre. Her får du lige en gennemgang af hele forløbet.
”Vi er stadig i en meget tidlig fase af en langvarig proces. Målt i procent er vi måske tre-fire procent inde i forløbet.”
Sådan sagde rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, tidligere på efteråret om udviklingen af en helhedsplan for Årslev.
Men der er dog allerede sket en del siden foråret 2020, hvor arbejdet gik i gang. Her følger en gennemgang af forløbet indtil videre.
I april 2020 igangsatte Aarhus Kommune debatten med et oplæg, der beskrev det kommende arbejde med udvikling af en helhedsplan for hele Årslev. Oplægget blev sendt i en såkaldt forhøring, hvor der indkom 40 høringssvar fra borgere og organisationer.
En gennemgang af svarene viser, at mange allerede da ønskede at friholde området syd for Skibbyvej helt for byggeri, mens andre bad om, at der kun vil blive bygget i et bælte langs Skibbyvej.
”Jeg vil foreslå, at eventuel ny bebyggelse holdes nord for Skibbyvej, så området omkring Årslev Engsø fortsat kan være et grønt åndehul uden bymæssig bebyggelse,” lyder et typisk svar.
Naturfredningsforening: Beskyt området!
Danmarks Naturfredningsforening skrev i sit svar, at det ikke var uventet, at der planlægges byudvikling i området, da det allerede i Kommuneplan 2017 blev udpeget som perspektivareal. Men naturfredningsforeningen gjorde opmærksom på, at ”Årslev Engsø siden etableringen i 2003 har udviklet sig til én af Østjyllands fineste fuglelokaliteter.”
”Det er selvfølgelig afgørende for DN at bevare engsøen med omgivelser som et regulært naturområde, som skal bevares og beskyttes på naturens præmisser,” skrev Sebastian Jonshøj på foreningens vegne i høringssvaret.
Du kan selv se nærmere på høringssvarene her.
Aarhus Kommune har ikke efterfølgende samlet op på høringsrunden, så det vides ikke, hvilke tanker og ideer, der er taget med i det videre arbejde.
Borgermøde og samling af en følgegruppe
Undervejs i løbet af høringsperioden inviterede Aarhus Kommune til digitalt borgermøde, hvor man kunne stille spørgsmål til processen. Her kan du se, hvad der især blev snakket om.
Desuden inviterede byplanarkitekt Randi Sandholm interesserede borgere til at melde sig til en følgegruppe.
I løbet af efteråret mødtes følgegruppen nogle gange og diskuterede bærende ideer og principper for arbejdet med helhedsplanen. Medlemmer af følgegruppen har senere kritiseret Aarhus Kommune for kun at ville snakke om området mellem Silkeborgvej og Skibbyvej – men ikke om området syd for Skibbyvej.
Heftig debat og indsamling af underskrifter
Men ellers var der forholdsvis stille om arbejdet med helhedsplanen – lige indtil Vores Brabrand i februar 2021 kunne offentliggøre denne historie om et oplæg til byggeri på Årslev Mark – udviklet af LYTT Architecture for nogle af grundejerne syd for Skibbyvej – og denne historie, der beskriver planer om at omdanne de gamle drivhuse på Skibbyvej 15 til nye boliger.
Det blev starten på en heftig debat, hvor blandt andet repræsentanter for Årslev Fælled og for Brabrand-Årslev Fællesråd kommenterede på udspillene. Årslev Fælled er kun ét af flere udviklingsprojekter omkring Årslev. De meget omtalte projekter på Årslev Mark er to andre projekter.
Desuden gik beboere i Årslev sammen om en underskriftsindsamling mod byggeri på Årslev Mark. Det lykkedes senere at indsamle 1754 underskrifter mod byggeri i området. De blev i efteråret 2021 afleveret til Teknisk Udvalg.
Rådmanden ændrede afgrænsningen
I april 2021 reagerede rådmand Bünyamin Simsek og ændrede personligt på både afgrænsningen af helhedsplan-området og byggehøjden, som han fastsatte til højst tre etager.
Han sagde i den forbindelse, at den nye afgrænsning ikke er ”hugget ud i granit”, men at forvaltningen er nødt til at have noget at arbejde ud fra. ”Der kan sagtens ske ændringer i det videre forløb”, sagde han.
Nu venter alle på Aarhus Kommunes oplæg til helhedsplan. Arkitekt Randi Sandholm gennemgik for nylig nogle af principperne i planen, der ventes at komme ud i offentlig høring til foråret.
På mødet arrangeret af Brabrand Erhvervsforening fortalte hun blandt andet, at planen stadig er, at der må bygges boliger på Årslev Mark inden for den afgrænsning, rådmanden fastsatte i foråret.
Så der står vi nu.
Debatmødet: Kan Aarhus Kommune gøre det bedre?
Formålet med debatmødet på tirsdag er at få en konstruktiv debat om:
- Hvordan kan begge parter – grundejerne på den ene side og naboer, brugere af naturen ved Årslev Engsø og øvrige borgere i området på den anden side – føle sig informeret, hørt og ordentligt behandlet gennem hele processen?
- Hvordan finder Aarhus Kommune den rigtige balance mellem, hvad jordejerne ønsker, og hvad det omgivende samfund ønsker? Hvad betyder for eksempel de 1754 indsamlede underskrifter? Kan borgerne være med til at bestemme, hvor meget der skal bygges på Årslev Mark?
Desuden kan det konkrete forløb i Årslev måske være med til at vise vej i retning af, hvordan Aarhus Kommune i fremtiden endnu bedre kan inddrage borgerne i arbejdet med helhedsplaner og lokalplaner:
- I hvilke dele af det hidtidige forløb kunne naboer, brugere af naturen og øvrige borgere være inddraget bedre?
- Hvilke forventninger kan man som henholdsvis grundejere og som brugere af naturområdet have til det resterende forløb frem mod vedtagelse af en helhedsplan for Årslev-området?
Bemærk at debatmødet er flyttet til Gasværket, Byleddet 2C. Det foregår tirsdag d. 9. november kl. 17.00-18.30. Du kan stadig nå at deltage i mødet. Send en tilmelding til voresbrabrand@gmail.com