Midt i Brabrand, mellem Silkeborgvej og Brabrand Skovvej, ligger Brabrand Skov. Masser af mennesker benytter skoven til at lufte hund eller bare passere igennem. Men for ornitolog og zoolog Jørgen Terp Laursen er skoven fuld af interessant flora og fauna.
De kalder træet ”den gamle dame”. Et kæmpestort egetræ, der pludselig står dér foran dig, mægtigt og alligevel beskedent i et hjørne af skoven.
4,20 meter måler egetræet i omkredsen. Det betyder, at det nok er omkring 200 år gammelt, vurderer ornitolog og zoolog Jørgen Terp Laursen. I 200 år har træet haft sin plads i den lille Brabrand Skov, mens hestevogne blev afløst af biler, murstens-villaer og rækkehuse tog over efter stråtækte gårde, og Brabrand gik fra landsby til forstad.
Den gamle dame er sammen med resten af den lille skov et lidt kuriøst eksempel på et lille naturområde, der nærmest er blevet glemt, mens udviklingen forandrede stort set alt på den anden side af skovgrænsen.
Og hvad kan sådan en lille byskov så overhovedet byde på af liv? Det har Jørgen Terp Laursen gennem det seneste år undersøgt nøje. Selvom han for længst er pensioneret, lever og ånder han stadig for naturen og oplever med alle sanser på en almindelig gå-tur gennem skoven.
”Hov! Hør lige godt efter nu,” afbryder han sig selv, mens vi går ad stierne i den lille skov. Det er hulduen, der kurrer uimodståeligt et sted i trætoppene – en af skovens sjældenheder.
Med en smittende entusiasme og nysgerrighed oplever han med alle sanser, mens vi bevæger os gennem skoven…
Kirkestien har eksisteret i århundreder
Mens den gamle dame nok er en klar alderspræsident i skoven, følger mange andre træer den pænt til dørs. En del af de mange bøgetræer i skoven vurderer Jørgen Terp Laursen til at være cirka 80-100 år.
Længere tilbage i tiden bestod Brabrand nærmest kun af sammenhængende skov – fra Gellerup Egekrat og helt ud til Årslev og Lyngbygaard. Men så kom bønderne og efter dem gartnerierne.
Jorden i Brabrand har altid været rigtig fin, og der var gode muligheder for at skabe sig en tilværelse som bonde ude vest for Aarhus.
Men Brabrand Skov bestod. Den ældste kilde til skovens eksistens har Jørgen Terp Laursen fundet i starten af 1700-tallet. Tidligere blev den kaldt Nøjsomhedsskoven, opkaldt efter Nøjsomhedsgården, der lå op mod Silkeborgvej.
I dag er skoven fortsat opdelt i 11 matrikler, hvoraf Aarhus Kommune ejer de otte, mens de tre sidste er privatejede. Jørgen Terp Laursen mener at opdelingen har rod flere hundrede år tilbage i tiden.
”Det er sjovt, at skoven er delt op i så mange parceller. Det fortæller noget om, hvor vigtig skoven har været for folk. Man udnyttede skovens og jordens ressourcer, samlede træ i skoven og lod dyrene, især grise, gå rundt herude,” fortæller han.
Ned gennem skoven går stadig en snoet sti, som mange bruger til at gå eller cykle den direkte vej fra Silkeborgvej til tunnelen ved Brabrand Skovvej. Den har ligeledes eksisteret i århundreder.
”Den hed Kirkestien i gammel tid. Bønderne nord for Silkeborgvej gik den vej, når de skulle i kirke. Stien var nok en form for ingenmandsland. Alle kunne gå der.”
”Det er sørgeligt”
Det var lidt af en tilfældighed, at Jørgen Terp Laursen kastede al sin opmærksomhed på Brabrand Skov.
”Jeg var egentlig i gang med noget andet, men så fik jeg en sygdom i låret, så jeg næsten ikke kunne gå. Og så tænkte jeg, hvad mon der er ovre i den skov? Nu er jeg kommet så mange steder i verden, men jeg kendte ikke den skov, der ligger så tæt på, hvor jeg bor,” siger Jørgen Terp Laursen, som i masser af år har boet på Engdalsvej.
”Så begyndte jeg at se nærmere på skoven og var dybt fascineret af alle de gamle træer af forskelige sorter. 98 procent af skoven er løvskov, og to procent er nåletræer.”
Og så peger han på et særligt problem, han hurtigt opdagede, da han begyndte at interessere sig for skoven: De store mængder haveaffald, der ligger i kanten af skoven.
”Det er sørgeligt, at 25-28 procent er invasive arter, altså arter der er tilført udefra og kan påvirke de hjemmehørende arter negativt. De kommer fra haverne omkring skoven. Når du smider blade og grene i skoven, smider du også tusindvis af frø,” forklarer han.
Da han sidste år skrev om problemet på Facebook, fik han ikke mindre end 90 positive henvendelser fra lokale beboere.
”Det er altså noget, der berører folk. Vi vil jo helst ha´ den oprindelige skov, men det er åbenbart svært midt i en by. Det er synd, at naboerne smider haveaffald derud. Men når naboen gør det, gør man det sikkert også selv.”
Måske en bog på vej
Jørgen Terp Laursen har i mange år været ansat på Naturhistorisk Museum som kuraterings-assistent. Han er formand for Østjysk Biologisk Forening og driver firmaet JTL Fauna Consult.
Han er en anerkendt specialist i undersøgelse af Europas små pattedyr. Blandt andet har han arbejdet meget med rovfugle, og særligt ugler har han været optaget af siden 1967 og har samlet sin viden i bogen ”Danmarks Ugler”.
Desuden har han netop publiceret en videnskabelig artikel: ”Status, bestandsudvikling og fødevalg for Danmarks Ugler ca. 1960-2021”.
Blandt Jørgen Terp Laursens andre udgivelser er bogen ”Aarhus Ådal til Brabrand Sø”.
Det seneste år har han brugt i hundredevis af timer på at registrere planter, smådyr, fugle og pattedyr i Brabrand Skov. Desuden har han samlet al den historiske viden om skoven, han har kunnet finde.
I øjeblikket samler han al sin viden om skoven på computeren. Måske kan det blive til en bog. Under alle omstændigheder vil han overdrage al materialet til Aarhus Kommune og Brabrand-Årslev Lokalhistorisk Arkiv.
Ynglende natugler
Som nævnt er Brabrand Skov en rigtig byskov. Det betyder blandt andet, at der færdes mange mennesker i skoven – og det påvirker dyrelivet.
Ingen, Jørgen Terp Laursen har snakket med, kan huske at der har været rådyr i skoven, og han har heller ikke selv set tegn på, at de kommer i skoven. Det samme gælder ræve. Han har fundet en gammel rævegrav, men ikke set spor efter dem.
Til gengæld er der egern, der godt nok elsker nåletræer, men alligevel tilsyneladende trives i skoven. Og flagermus har det ligeledes fint i skoven. Det samme gælder den førnævnte huldue samt spætter, spætmejser og rødstjert.
Og så er der natuglen, som Jørgen Terp Laursen har et svagt punkt for. Der bor og yngler et par i skoven, og om aftenen udsender de deres bemærkelsesværdige skrig over lokalområdet – hannen tuder og hunnen siger ki-vik.
Dertil kommer masser af småkravl. Skrubtudser og vandsalamander trives tilsyneladende fint under de mange gamle træstammer og grene, der ligger i skovbunden, sammen med sommerfugle og alskens insekter og biller med skægge navne som skolopendre og kratløbere.
Steffensurt og kostfuglemælk
Som tætbevokset løvskov er Brabrand Skov selv på solrige sommerdage en ret tusmørk oplevelse, og det præger antallet af planter, som lykkes med at klare sig i skovbunden.
”Der er ikke mange store og prægtige blomster her – formentlig fordi der ikke er lysåbent ret mange steder,” siger Jørgen Terp Laursen, som dog har fundet ganske mange arter.
”Skovbunden er domineret af hvid anemone og især af vorterod, der som helhed foretrækker et skyggefuldt sted i en gammel løvskov. Og så er der den ret sjældne skælrod, der er en meget besynderlig plante. Det er et af vores klenodier, der især trives i gamle skove. De lever i tæt symbiose med svampe i skovbunden ligesom orkidéer.
Han har ligeledes noteret sig karakterplanter som steffensurt, kostfuglemælk, feber-nellikerod og smalbladet mangeløv. De har det alle godt i halvmørket under de brede løvfang.
Alt i alt har Jørgen Terp Laursen dannet sig et solidt indtryk af den lille byskov, der – mens livet anno 2024 farer forbi lige i nærheden – lever og har det godt under de givne betingelser.
Det fascinerer ham, og han har ét godt samlende råd til grundejere, kommune og andre, som kunne fristes til at ville noget andet med naturområdet:
”Lad skoven være – og pas godt på den.”
Jørgen Terp Laursen modtager fortsat gerne oplysning om flora og fauna i Brabrand Skov, men også beretninger der har relation til stedet, på email jtl@kirkeugle.dk
