Læserbrevet er skrevet af bestyrelsen for Brabrand-Årslev Fællesråd
Vores Brabrand har i den seneste tid offentliggjort nogle projekter i Årslev, som private udviklere har sendt ind til Aarhus Kommunes helhedsplan-arbejde for Årslev. Og selvom dette jo blot er private udvikleres ønske for deres jord, der ikke er accepteret af hverken kommune eller politikere endnu, så finder vi i Brabrand/Årslev Fællesråd anledning til at kommentere på sagen.
Særlig forslaget, der er tegnet af Lytt Architecture på vegne af syv jordejere på Skibbyvej – med titlen Helheds- og bebyggelsesplan for Årslev – har vakt folks opmærksomhed. Det giver en heftig debat for tiden. Dels fordi det er meget fremmed for mange lokale folks ønske om et uspoleret engsøområde ved Årslev, dels fordi der har været så mange høringsforslag der netop omhandlede respekten for naturen, og dels fordi det er så massivt et forslag. Lytt Architecture præsenterer boliger langt ned mod søen og i 3-5 etagers højde.
Et forslag af arkitekt Niels Christoffersen – med titlen Årslev Enge – er også blevet præsenteret i Vores Brabrand for nylig. Dette projekt vil ligeledes bebygge området fra Skibbyvej og mere end 200 meter ned mod søen med store længehuse i 1-3 etagers højde.
Fælles for begge projekter er, at det vil ændre væsentligt på oplevelsen af området omkring Årslev Engsø, da det bliver meget synligt fra stien omkring søen.
Vores håb at Aarhus Kommune vil lytte
Aarhus Kommune har igangsat et helhedsplanarbejde for udviklingen i og af Årslev. Og det er denne proces, der har afstedkommet disse og andre udviklingsforslag fra private lodsejere og udviklere. Fællesrådet har tidligere indsendt et høringssvar til helhedsplanen (i april 2020), hvori vi præsenterer vores fokusområder og anbefalinger til de respektive områder for udviklingen.
Det er vores håb, at Aarhus Kommune i helhedsplanarbejdet vil lytte til dette, og til de talrige andre høringsforslag, der omhandler det samme; nemlig respekten for naturen ved Årslev Engsø, dens kvaliteter ved at være væsentligt mindre bebygget end arealerne ved Brabrand Sø.
Vi håber også, de lytter til debatten, der verserer disse dage på opslag fra Vores Brabrand og en nyopstået side på Facebook, der hedder Bevar Naturen ved Årslev Ensgsø samt de mange hundrede kommentarer og meningstilkendegivelser det har afstedkommet.
Lokale folk fra Årslev Markvej har også lavet en underskriftsindsamling, der i skrivende stund har 677 underskrifter. Denne indsamling omhandler et forslag om ikke at bebygge arealer syd for Skibbyvej (mellem landsby og sø) i Årslev.
Tre generelle anbefalinger når der skal udvikles
Som vi for et år siden skrev i vores høringssvar til Helhedsplanen for Årslev (der altså stadig er under udarbejdelse), så hilser vi generelt udviklingen i Årslev velkommen. Fællesrådet har tidligere udarbejdet nogle helt gængse udviklingsanbefalinger til hele Brabrand/Årslev-området, som er:
1. I BAAF mener vi generelt, at projekter i 8220 bør have en strategi for at give tilbage til området. Projekter skal stile imod ikke bare at skabe en god bolig på deres matrikel men mod at være med til at gøre området som helhed bedre. Give noget tilbage som bydelen har brug for og kan få glæde af på lang sigt.
2. Hvert projekt skal give mere natur, end det tager. Det grønne (og blå) er et særkende ved Brabrand/Årslev og det bør stimuleres og videreudvikles.
3. Projekterne skal bidrage med forbindelser, sammenhængskraft og gerne forbedre muligheder for fællesskaber på tværs af diverse skel: veje, boligtyper og -størrelser, forskellige kvarterer osv.
På alle tre punkter og særligt punkt 1 og 2 er de ovennævnte to forslag til projekter i Årslev svage – i særdeleshed forslaget fra Lytt Architecture og lodsejerne fra Skibbyvej.
Unikke naturrammer omkring søerne
Fællesrådet skrev endvidere i vores høringssvar sidste år:
”Områderne omkring søerne er selvfølgelig værd at passe på. Det er nogle af de helt store kvaliteter ved vores bydel. Hvor Brabrand Sø er kendetegnet ved, at mange boliger ligger tæt på søen, og at der er aktiviteter på vandet, så er Årslev Engsø kendetegnet ved at have reservat-karakter. Her er det mere på naturens egne præmisser. Det, mener vi, bør fortsætte. Årslev Engsø og området omkring den giver en fantastisk rekreativ kvalitet til både 8220 og resten af Aarhus. Det er unikke naturrammer at have med kun 8 km til Aarhus Centrum. Det skal vi holde fast i – og gerne gøre endnu bedre og mere tilgængeligt.”
Gør det gode bedre
Vi støtter op om det, der er blevet foreslået i flere af de andre høringssvar, at grænsen for byggeri på søsiden af Skibbyvej flyttes væk fra søen og op ad mod Skibbyvej. Der er blevet foreslået en byggegrænse mellem 60-90 meter fra Skibbyvej i høringssvarene, hvilket vil stille lodsejerne ensartet, hvilket vi støtter op om. Det vil vise hensyn til søen, engområdet, dyrelivet og de mange mennesker, der sætter pris på at færdes der, at oplade der, at søge “væk fra byen” der og ikke mindst nyde livet der.
Byggeriet længere væk fra søen
Lodsejerne på sydsiden af Skibbyvej skal således ikke bruge perspektivarealet som byggeareal, men nærmere som et “mulighedareal”. Hvis der bygges f.eks. max 70 meter fra Skibbyvej og ned mod Engsø-området, kan den resterende del af arealerne bruges til at gøre Engsø-området endnu mere attraktivt, til at skabe større biodiversitet, og ikke mindst til at skabe større glæde for mennesker og dyr.”
Lyt og stå nu fast, Aarhus Kommune
VI står naturligvis stadig fast ved vores forslag og fremfører dem igen, da vi finder anledning til at gentage og accenture, da vi nu ser konkrete forslag i netop området syd for Skibbyvej (mellem landsby og sø) komme ind.
Vi håber, at politikerne i byrådet, inden helhedsplanen for Årslev bliver vedtaget, vil genlæse de mange høringssvar fra maj 2020 og tage dette og de mange andre aktuelle indlæg til efterretning.