Hvis du er glad for at læse men lige mangler det helt rigtige, så bør du smutte forbi J. P. Larsens Vej 17. Her kan du gøre et kup i en af landets nok største bogkasser, hvor indehaver af Jydsk Antikvariat, Finn Varberg, løbende har op mod 8000 bøger til salg for 15 kr. stykket.
Containeren ser en smule slidt ud – men den har til gengæld åbent døgnet rundt alle ugens dage. Den står placeret ud til J.P. Larsens Vej og rummer en guldgrube af både skønlitteratur og fagbøger.
Faktisk er containeren sidste stop, før bøgerne ender som papiraffald. Alligevel kan du finde masser af kvalitet, lover Finn Varberg som nu i 10 år har drevet Jydsk Antikvariat på adressen med i alt cirka 150.000 bøger på lager.
Cirka 65.000 af dem er registreret og sælges på online-platformen Budstedet.dk. Yderligere i tusindvis af bøger har Finn Varberg samlet på reolerne i den tidligere fabriksbygning på J.P. Larsens Vej.
”Jeg har mindst 80.000 på hylderne – hvis ikke 100.000. Dertil kommer de cirka 50 paller med 1000 bøger på hver, der endnu ikke er registreret. Her gemmer sig masser af gode antikvariske ting, som jegbare ikke har registreret endnu,” fortæller Finn Varberg.
Jydsk Antikvariat er ikke en almindelig boghandel, hvor folk smutter ind og køber bøger. Finn Varberg satser først og fremmest på sit online-salg af de mange tusind bøger, han har registreret.
Registreringen baserer sig på hans erfaring med, hvilke bøger der kan sælges online. Alle de bøger, han ikke kan få en rimelig betaling for, er i princippet på vej mod bog-kirkegården. Men Finn Varberg har besluttet, at han vil give dem en ekstra chance, inden de ender dér.
Det er her, containeren ved vejen kommer ind i billedet.
”Der er masser af gode ting. De fleste er helt fejlfrie, og der står også spritnye bøger,” fortæller han.
Intet galt med indholdet
Det er bøger, han med en hurtig beslutning har besluttet ikke at registrere eller gemme. Måske har han nogle stykker af dem i forvejen. Måske er det en kategori, der normalt ikke er ret meget salg i. Enten fordi der formentlig ikke er kunder til dem – eller fordi de omvendt er alt for populære.
”Jussi Adler Olsen for eksempel, behøver jeg jo i princippet ikke at ha´ eksemplarer af – det har jeg så alligevel – men han sælger jo ingenting. Hans bøger kan du bare gå ind til naboen og låne.”
Han nævner et andet eksempel. En lidt slidt men fint skind-indbundet bog skrevet af Selma Lagerlöf. Han har i forvejen en del udgaver af bogen, så den må også lade livet.
”Der er ikke noget galt med indholdet eller bogen som sådan, og nogle vil måske gerne ha´ den på reolen. Men jeg kan ikke umiddelbart finde kunder til den.”
Altid fyldte reoler
Bogcontaineren på J.P. Larsens Vej er altid åben. Måske har Finn Varberg lukket døren på grund af regn, men du kan altid komme ind og gå på jagt efter gode tilbud. Fagbøgerne står til venstre og skønlitteraturen til høje – med børnebøgerne i midten.
Priserne er enkle: 15 kroner pr. styk. 10 for 100 kr.
”Der bliver hele tiden fyldte reoler. Det er der ingen tvivl om,” lover Finn Varberg. Han kan også garantere, at der er tale om kvalitetsbøger, som han bare ikke har online-kunder til.
Han forklarer i øvrigt, at man efter hans system typisk vil kunne finde de bedste køb på de øverste hylder:
”Når jeg i løbet af et par uger har fyldt alle reoler op, går jeg løbende hylderne igennem og kasserer dem, jeg ikke tror, bliver solgt. Så rykker jeg op nedefra, så de bøger, jeg mener er det bedste, kommer gradvist højere og højere op.”
På de nederste tomme hylder sætter han derefter løbende ”nyt” materiale ind.
”Det her er den sidste station. Hvis bøgerne ikke bliver solgt i containeren, bliver de til papiraffald. Der findes jo mange bøger i verden. Nogle af dem må desværre dø,” siger han med et vist vemod i stemmen.
Om det går sådan med de smukt indbundne udgaver af dansk litteraturhistorie og dansk kunsthistorie, som containeren også rummer, må tiden vise.
Finn Varberg er spændt på, om salget i den gigantiske bogkasse slår an. Han har tidligere forsøgt sig med en auto-trailer fyldt med bøger, og her gik salget faktisk fint. Nu kan han tilbyde lidt finere rammer.
”Der er i hvert fald noget at vælge imellem!”
Du finder bogcontaineren ved Jydsk Antikvariat/Budstedet.dk, J.P. Larsens Vej 17.