Planerne om boligbyggeri på arealerne syd for Skibbyvej ned mod Årslev Engsø møder stor modstand i lokalområdet. Beboere på Årslev Markvej og Skibbyvej har taget initiativ til en underskrifts-indsamling mod planerne. I skrivende stund har 640 skrevet under.
For nylig præsenterede Vores Brabrand et omfattende projekt for boligbyggeri på engene ned mod Årslev Engsø – og mandag dukkede endnu et projekt op: Selskabet Think A/S vil rive de gamle drivhuse på Skibbyvej 15 ned og opføre rækkehuse på grunden.
Men grundejerne møder modstand fra et stort antal beboere i lokalområdet: De har igangsat en indsamling af underskrifter imod alt nybyggeri på sydsiden af Skibbyvej.
”Især i corona-tiden har området bare været et sted hvor man kunne få en helt særlig naturoplevelse. Der er en helt særlig stemning her. Man får virkelig en oplevelse af de åbne vidder. Der er noget uberørt over engene og kigget ned over engsøen,” siger Anne Strandridder, som er en af initiativtagerne til indsamlingen af underskrifter:
”Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvis man vil tillade byggeri i det her område. Jeg bliver virkelig vred over, at man på den måde vil kaste alt det her over styr. Det er bestemt ikke, fordi vi ønsker en nationalpark eller lignende, men det her område er nok det tætteste, vi kommer på åbne vidder så tæt på byen.”
Den bynære natur har en helt særlig værdi og sikrer en afbalanceret byudvikling, hvor der fortsat er gode, rekreative muligheder for århusianerne (citat fra underskrift-indsamlingen)
Indsamlingen under overskriften ”Bevar naturen ved Årslev Engsø” har siden i fredags resulteret i, at 532 har afleveret deres underskrift.
En anden oplevelse end på Brabrandstien
Hun fortæller om en konkret oplevelse forleden formiddag, hvor familien gik en tur ned mod engsøen – og så stod der pludselig en rådyrs-familie henne på marken ikke langt derfra.
”Det var så fantastisk at opleve. Men der vil ikke være plads til rådyrene, harerne og de andre arter, vi oplever her, hvis vi inddrager naturen til mere byggeri. Den er så presset allerede, for eksempel af motorvejen lige derovre.”
Hun flyttede sammen med familien for nogle år siden flyttet fra Hougårdsvej i Brabrand til Årslev og sammenligner turene på Brabrandstien med familiens mange gå- og cykelture langs Årslev Engsø.
”Brabrandstien er også fantastisk, men det her område langs engsøen er på en helt anden måde uforstyrret natur,” siger hun og spejder ind mod Aarhus, hvor kun højhusene i Viby kan skimtes.
”Aarhus Kommune burde være mere modige”
Beboerne ønsker de bedst mulige betingelser for naturen ved Engsøen, og det betyder, at bebyggelse ikke opleves ved søen, og at dyrene ikke generes af bebyggelse og trafik. Det gælder også Skibbyvej 15, hvor de gamle drivhuse nu ligger.
”Det er enormt trist at se de gamle, forfaldne drivhuse. De skæmmer landskabet og er farlige at færdes omkring. Det bedste ville være, at de blev fjernet, så der var bedre plads til naturen,” siger hun, mens vi går ned ad stien langs de slidte drivhuse, hvor Fællesgartneriet nu holder til.
”Aarhus Kommune burde være mere modige og sørge for at få fredet hele det her område. Når man først er begyndt at bygge, så kommer naturen aldrig tilbage igen. Den her natur giver meget mere tilbage til lokalområdet, end nye rækkehuse nogensinde vil kunne gøre.”
Håber på opbakning
De havde ikke set det komme. De fleste af beboerne kendte i forvejen til planerne for Årslev Fælled, men den byudvikling skal foregå på nordsiden af Skibbyvej op mod Silkeborgvej. Den har Anne Strandridder og mange andre det fint med. Men det chokerede alle, at der er så massive byggeplaner syd for Skibbyvej.
”Det er ikke de mange nye boliger ud mod Harlev, der bekymrer os. Der er masser af plads til byudvikling. Det, vi er optaget af, er at få bevaret det her område ned mod søen.”
Der er masser af plads til byudvikling omkring Årslev uden at ødelægge det mest værdifulde i området.
Hun fortæller, at beboerne først er ved at samle sig nu, men at der i gruppen er mange gode ideer til, hvordan de kan arbejde imod planerne om byggeri langs engsøen.
”Vi er en meget blandet gruppe mennesker herude – men vi er alle sammen enige om, at det her er en sag, der er værd at kæmpe for. ”
Hun håber, at mange fra hele Brabrand vil bakke op om at forhindre nybyggeri langs engsøen:
”Vi er ikke så mange herude, at vi kan gøre det alene. Vi har brug for, at folk inde fra Brabrand og andre steder også bakker op.”
Du finder underskriftsindsamlingen via dette link.
Læs også: