Sognegården var fyldt til sidste plads, da Brabrand søndag tog afsked med sognepræst Kirsten Stejner. Efter 23 års meget engageret indsats slutter hun som præst for at gå på pension.
”Lykkeligst at hvile på er fuldendt gerning”, citerede provst Esben Andersen fra B.S. Ingemann´s ”Dagen går med raske fjed” og takkede Kirsten Stejner for de mange aktiviteter, hun i løbet af de 23 år har været med til at føre i mål.
Han og flere andre talere nævnte især Skole-Kirke-Samarbejdet, som Kirsten Stejner i de første år af tiden i Brabrand-Aarslev var med til at organisere. Det blev i sin tid planlagt og struktureret så godt, at samarbejdet med skolerne siden har fungeret rigtig godt. Og tusindvis af børn har i løbet af årene fået et indblik i kristendommen.
Både Esben Andersen og den tredje præst i Brabrand, Inger Birgitte Bruhn, nævnte i deres taler kollega Kirsten Stejners ”blandt præster helt usædvanlige organisatoriske evne”. Hendes struktur og ordenssans har ofte været en gevinst, når de selv havde rod i papirerne, lagde Inger Birgitte Bruhn ikke skjul på.
Den evne har Kirsten Stejner også bragt i spil i en række andre sammenhænge, blandt andet i Projekt ”Lokal Kirkeudvikling” og i en række andre projekter, der gør Brabrand-Aarslev til et af de mest aktive sogne i Aarhus-området.
Mere tid til de seks børnebørn
64-årige Kirsten Stejner regner med, at hun nu får tid til at følge forelæsninger på Folkeuniversitetet om emner som kunst og musik. Desuden regner hun med at melde sig til engelsk-undervisning, har hun fortalt til Jens Kaiser, som i Sognebladet har skrevet et meget læseværdigt interview med den afgående præst.
”Så har jeg seks børnebørn, jeg også skal passe. I det hele taget får jeg mere tid til familie og venner”, siger hun i interviewet.
Citat af John Lennon
Også formand for menighedsrådet i Aarslev, Niels Holm-Nielsen, nævnte i sin tale Kirsten Stejners vedholdenhed og evne til at følge projekter til dørs – kombineret med et stort engagement.
Også han nævnte Skole-Kirke-Samarbejdet, men også hendes indsats som formand for kunstudvalget.
”Jeg kan forstå, at du også ser fodbold ind i mellem, og der kan du jo nu nyde alle kampene ved VM – også dem der ligger lidt uheldigt for alle os, der er i arbejde”, sagde Niels Holm-Nielsen, ikke uden en vis misundelse i stemmen.
Også han havde et citat med til lejligheden, denne gang ikke fra B.S Ingemann men fra John Lennon:
”Life is what happens to you while you are busy making other plans” fra sangen ”Beautiful Boy”.