
Lørdag og søndag vil lokale børn og voksne strømme til Brabrandstien for at deltage i det årlige motions-arrangement Giv 24 Timer til Syge Børn. Men et par super-motionister har også meldt deres ankomst. Blandt andet har Brian Mogensen sat sig som mål at runde 600 kørte kilometer i løbet af det døgn, løbet varer.
I 2024 holdt Brian Mogensen sig i sadlen i de fleste af de 24 timer fra lørdag middag til søndag middag, og han trampede hele 508 kilometer i sadlen, hvilket var årets rekord.
Da han samtidig havde sørget for en masse sponsorer, lykkedes det ham ene mand at køre mere end 27.000 kroner hjem til Akut Børnemodtagelse på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Samlet set gav løbet det år et overskud på over 100.000 kr.
“Målet var at gøre en forskel, og sammen med familie, venner, kolleger, naboer og bekendte lykkedes det at samle hele 27.762 kr. ind til det gode formål. Samtidig cyklede jeg 508 km på 24 timer,” skriver Brian Mogensen på Facebook, før det går løs på lørdag.
Siden sidste års løb har han brugt utallige timer på træning, planlægning og forberedelse, og på lørdag vil han igen presse sig selv til det yderste.
“Målet er at cykle mere end 600 km på 24 timer. Det betyder et helt døgn på cyklen med ømme ben, træthed, nattekørsel og forhåbentlig ikke alt for meget modvind. Men helt ærligt… Mens jeg frivilligt vælger at presse mig selv i 24 timer, er der børn og familier, som ikke selv har valgt deres kamp,” skriver han.
“Når jeg får det hårdt undervejs, kan jeg altid stå af cyklen og tage hjem. Det kan de ikke. Det er derfor, jeg stiller op. For at bidrage til, at børn på Skejby Sygehus kan få lidt mere glæde, støtte og omsorg i en svær tid. For at gøre en lille forskel.”

Vil løbe ultra marathon
Han har allerede fået opbakning fra 22 sponsorer, som tilsammen har lovet: 24,10 kr. pr. kørt kilometer. Desuden har han 3.175 kr. i faste sponsorater.
“Det betyder, at vi allerede er godt på vej – men jeg håber, at endnu flere vil være med. Ingen bidrag er for små. Hver eneste krone gør en forskel,” skriver han. Interesserede sponsorer kan kontakte ham på hans Facebook-profil.
Endnu en idrætsmand benytter anledningen til at udfordre sig selv i løbet af 24 timers-arrangementet.
Marcus Dueholm har tænkt sig at forsøge at løbe et ultra marathon på Brabrandstien. Det defineres som alt over 50 kilometer.
“Målet er minimum 50km, men jeg fortsætter indtil jeg ikke kan mere. Hvis jeg rammer dagen og har gode ben, så går jeg efter 80km,” lyder hans udmelding inden arrangementet.
Giv 24 Timer til Syge Børn: Lørdag d. 20. juni kl. 12.00 til søndag den 21. juni kl. 12.00 med udgangspunkt ved Brabrand Rostadion. Deltagergebyr: Børn (op til 13 år): 50 kr., Voksne: 150 kr. Man kan tilmelde sig via MobilePay Box 8523AN. Man kan også tilmelde sig ved rostation, hvor udlevering af startnumre også foregår.



