
Frederik Sparvath glæder sig. Forude venter det vildeste eventyr, når han i juli sammen med sin bror Morten skal deltage i verdens længste og hårdeste kapløb på floden Yukon fra Canada til Alaska. Forberedelserne er i fuld gang. Hård træning og minutiøs planlægning skal sikre, at de kan gennemføre løbet.
Måske har du i løbet af vinteren og foråret set en enlig mand i gang med intens træning på SUP board på Brabrand Sø? Så kan det meget vel have været 42-årige Frederik Sparvath.
Brabrand Sø ligger kun få hundrede meter fra, hvor han bor, og padling på SUP board minder I nogen grad om bevægelserne i en kano. Derfor har den form for træning været ideel i en travl hverdag, hvor de to brødre ikke altid kan nå at mødes og træne sammen.
Kanoen har dog også været i vandet mange gange i de seneste måneder på Brabrand Sø, Solbjerg Sø, Norsminde Fjord, eller hvor det nu passer at mødes.
Brødrene Morten og Frederik, 37 og 42 år, er i gang med de sidste forberedelser, inden starten d. 10. juli går til verdens længste og hårdeste kapløb på en flod.
Blandt over 6.000 ansøgere er de udvalgt som ét af blot 30 tomandshold, der skal padle 1.600 kilometer ad Yukon-floden fra Canada til Alaska i kajak eller kano – uden støtte undervejs og kun med det udstyr, de selv kan have med i båden.
Ruten følger den legendariske Yukonflod gennem øde vildmark og stiller ekstreme krav til både udholdenhed, navigationsfærdigheder og psykisk styrke: Deltagerne ror i op mod 18 timer i døgnet, sover i korte intervaller på flodbredden og skal kunne klare sig selv i op til ti dage ad gangen.
“Yukon 1000 handler ikke kun om fysisk styrke, det handler mindst lige så meget om det mentale. Om at presse sig selv forbi det punkt, hvor man tror man ikke kan mere,” siger Frederik Sparvath, som bor med sin familie midt i Brabrand og er med-indehaver af virksomheden Blue Room Production på Langdalsvej.

Små eventyr
Lange træningsture og afprøvning af det udstyr og grej, de skal have med i kanoen på de 1600 km ad Yukon-floden. Det er planerne de kommende uger op til afgangen fra Danmark i begyndelsen af juli.

Og det kan egentlig være svært nok i en travl hverdag med familieliv og fuldtidsjob – og med bopæle i henholdsvis Brabrand og Odder. Men for Frederik Sparvath er det en del af udfordringen at få alt til at spille bedst muligt sammen.
“Vi bor jo lidt væk fra hinanden, så vi træner meget hver for sig og sammen med andre. Men om onsdagen mødes vi og træner sammen. Og vi prøver altid at skabe nogle små eventyr ud af trænings-sessionerne,” fortæller han.
De har blandt andet haft en weekendtur på Gudenåen sammen med deres to drenge. Og forude venter en sej weekendtur gennem Limfjorden på tværs af Jylland. Her vil de teste arbejdsdagen, der venter på Yuconfloden: To 18-timers dage i kanoen.
Varme måltider i kanoen uden ild
Frederik Sparvath lægger ikke skjul på, at der er mange overvejelser og planlægning forbundet turen. Det gælder blandt andet mad og drikke undervejs.
“Vi skal jo medbringe alle forsyninger til 10 dage. Og når vi er på vandet 18 timer i døgnet, er det vigtigt at kunne optimere den tid, vi er på land. Hvis vi først skal i gang med at lave mad, har vi måske kun fire timer til at sove i.”
I samarbejde med sponsoren GrejFreak.dk afprøver de en form for heat packs, hvor de uden brug af ild kan lave tre gange varme måltider om dagen, mens de er på vandet.
Det vil frigøre tid til at sove, når de endelig går på land. Og så er der også en anden grund til ikke at gå i gang med madlavning inden sengetid: I de områder, de sejler igennem, lever mange bjørne, der kunne blive lækkersultne.
Derfor ser de frem til at skulle tilberede frysetørret mad i båden med vand fra floden. Og her ligger endnu en udfordring:
Det meste af vejen er floden så fyldt med sand, jord og pigmenter fra gletchernes smeltevand, at der er brug for at rense det før brug.
For at spare energi bruger de passiv vand filtrering, hvor en 8 liter sæk hænges op i et træ eller padlerne og nagen over løber igennem et filter, så det er klar til drikke næste morgen.
Hård afslutning nord for polarcirklen
Når det går løs fra Whitehorse i Canada, har brødrene og de andre 29 hold ni dage til at klare de 1600 km og nå frem til Dalton Highway Bridge i Alaska.
De har sat sig som mål at klare turen på otte dage. Det svarer til en distance på 200 km om dagen.
“En ting, vi har snakket rigtig meget om, er vores døgnflow. Jo mere, vi kan udnytte den tid vi er i land, jo større mulighed er der for at forbedre vores dagsdistance.”

Cirka halvdelen af holdene vælger at tilbagelægge turen i kajak, mens de øvrige foretrækker kano. Frederik og Morten har valgt den sidste løsning.

“Fartmæssigt er kajakken hurtigere, men på en ekspedition som denne her er kanoen bedre. Nogen siger, at kanoen energimæssigt er bedre, fordi man tager mere fremadrettede tag. Og så har kajakken den ulempe, at man sidder meget mere fastlåst. 18 timer i samme stilling ville være hårdt.”
På den første del af turen skal de krydse en stor sø, hvor vinden kan blive en ekstra modstander. Og så er der efter tre dage en særlig forhindring ved løbets første og eneste by, Dawson City: Her kan løbsledelsen vælge at pille dem ud af løbet, hvis de ikke når frem i tide.
De sidste to dage før målet i Alaska er en helt særlig historie. De er nu nord for polarcirklen, og Yucon spredes ud i et floddelta, der kan være op til 10 km bredt. En kæmpe navigationsmæssig udfordring!
“Der findes ingen ordentlige kort over flodområdet, der konstant ændrer sig. Vi har i vinter lavet vores egen forventede rute i deltaet ud fra spot trackers, der lå online fra tidligere år. Det har været både sjovt og spændende,” siger Frederik med et stort smil.
At der også er betydelig risiko for modvind på den sidste del af strækningen, når kroppen i forvejen er slidt, gør kun udfordringen endnu større.
“Det vil være en kæmpe succes, hvis vi kan komme i mål inden for tidsgrænsen. De andre år er det kun lykkedes lidt over halvdelen af holdene at gennemføre. Så der jo er en vis risiko for, at man ikke klarer den.”
Læs også:
Brødre bliver de første skandinaver i verdens mest ekstreme kapløb på flod



