JYSK investerer i vedvarende energi gennem en femårig aftale med energiselskaberne Norlys og Eurowind Energy, der skal føre til etableringen af vindmøller i en ny energipark ved Ammitsbøl Skov i Vejle Kommune. Med projektet vil JYSK få dækket 80 % af sit nationale strømforbrug i boligindretningskædens 118 butikker, hovedkontoret i Brabrand og distributionscenteret ved Vejle. “Med denne aftale får vi adgang til vedvarende energi, som vil dække en stor del af vores strømforbrug i Danmark, og samtidig nedbringer vi vores drivhusgasudledninger,” siger direktør i JYSK, Rami Jensen.
Brabrand Boligforening er i gang med at udvikle Natur mellem Husene – et nyt formidlingsinitiativ med støtte fra Friluftsrådet. I løbet af efteråret opsætter boligforeningen 18 skilte rundt i byparken i Gellerup, som gør det nemmere for både børn og voksne at gå på opdagelse i naturen i Gellerup og Toveshøj. Undervejs kan man blandt andet blive klogere på dyr, planter og biodiversitet, små levesteder og deres betydning for naturen og hvorfor døde træer, kvashegn og vild natur er vigtige.
På Kløverskolen er eleverne i fuld gang med et fem-ugers forløb med den fælles overskrift “Bosæt Mars”. I formiddag kl. 10-12 inviterer skolen kommende skoleforældre, lokalområdet og andre nysgerrige til et åbent hus-arrangement, hvor du kan høre mere om projektbaseret læring.
Energiselskabet AURA markerer 116-års jubilæet for Brabrand Elektricitetsværk. “Historien begyndte den 25. april 1910, hvor en gruppe fremsynede borgere i Brabrand besluttede at etablere et lokalt elektricitetsværk. Det, der startede med 57 forbrugere, blev gennem mere end 100 år en vigtig del af udviklingen i Brabrand og omegn og sikrede strøm til både hjem og virksomheder,” skriver AURA. I 2014 tog historien en ny drejning, da Brabrand Elselskab sammen med tre andre østjyske energiselskaber fusionerede og dannede det, vi i dag kender som AURA. “Vi er stolte af vores rødder og vores mere end 100 år lange historie som lokalt elselskab,” skriver AURA på Facebook.



