
En ægte legende! Det er de ord, der går igen, når man nævner holdets nummer 12 – og anfører gennem en årrække – 34-årige Michael Kærgaard Pedersen. Lørdag eftermiddag tog holdkammerater, stab og holdets fans afsked med den dygtige forsvarsspiller, som siden 2015 har været en del af Brabrands divisionshold i fodbold.
Hvad er det med det dér Brabrand-dna, som folk ofte nævner, når snakken falder på Brabrands fodboldhold. I langt over 20 år har Brabrand IF, imod al traditionel fodboldfornuft, været en del af dansk fodbolds fine selskab.
Man arbejder altid stenhårdt og giver alt, hvad man har til holdet!
Sådan har svaret fra Michael K. Pedersen lydt, når man har spurgt ind til begrebet “Brabrand-dna”. Og han har selv ofte brugt begrebet, når han har skullet forklare, hvordan det gik til, at Brabrand-holdet – endnu en gang – fik vendt et truende nederlag på fodboldbanen.
Og i de sidste fem-seks år har han selv været med til at vise dna´et frem til nye, unge spillere, som skulle finde ud af, om klubben i vestbyen var noget for dem.
”Når man kommer som ny, suger man til sig og lærer af de mere erfarne spillere. Jeg har altid forsøgt at gå forrest med hårdt arbejde, og som årene er gået, var det naturligt, at jeg også tog et større ansvar på og uden for banen. Nu er min opgave at være med til at give Brabrand-dyderne videre til de unge spillere på holdet,” har Michael K. Pedersen tidligere forklaret.
Både på træningsbanen og midt i kampene har man ofte kunnet høre anfører Pedersens stemme skære igennem luften – både når et vundet indkast skulle fejres, eller når en medspiller skulle have præcis besked om opgaverne på holdet.
Men efter sommerferien er det med al sandsynlighed slut. Michael K. Pedersen har mod den netop afsluttede sæsons slutning meddelt, at han nu trapper ned, og det betyder sandsynligvis også, at han har spillet sin sidste divisionskamp for Brabrand.
Har været med til at forme klubben
Lørdag eftermiddag blev han hædret med blomster og rosende ord, inden kampen mod Fremad Amager gik i gang.
“Vi tager afsked med en ægte klublegende,” lyder det fra sportschef Andreas Rasch-Christensen.
For nylig blev 34-årige Michael K. Pedersen hædret, i forbindelse med at han spillede kamp nummer 300 for Brabrand IF, siden han kom til klubben i 2015.

Men Andreas Rasch-Christensen fremhæver ham for langt mere, end det han har leveret på fodboldbanen:
“Han er meget mere end “bare” en fodboldspiller. Han har været med til at forme klubben gennem arbejdsomhed og disciplin og ved at tage ansvar for alt fra bestyrelsesarbejde til fodboldskole,” forklarer han.
“Hans indsats og passion har gjort Michael til et forbillede for nye såvel som gamle spillere.”
Sportschefen tilføjer, at det er med sorg i sindet, at holdet nu tager afsked med anføreren, men der er stor forståelse for hans valg.
Indsats måles i respekt
I en personlig hilsen til Michael K. Pedersen tilføjer målmandstræner og holdleder Brian Gade, at de over 300 kampe i Brabrand IF’s farver er langt mere end bare et tal – det er flere år med hårdt arbejde, dedikation, sammenhold og utallige oplevelser, som har været med til at forme klubben:
“Du har altid været en spiller, der gik forrest. En vinder, som aldrig gav mindre end 100 procent – hverken til træning eller kamp. Din indsats, din vilje og din passion har været et forbillede for holdkammerater, trænere og de mange unge spillere som har været forbi.”
“Du har kæmpet for logoet på brystet, for holdet ved din side og for klubben, vi alle holder af. Den slags kan ikke måles i mål, assists eller statistikker. Det måles i respekt – og den har du fortjent i stor stil,” lyder det fra Brian Gade.
“Du forlader banen som spiller, men du vil for altid være en del af Brabrand IF’s historie. Stort tillykke med en fantastisk karriere – og tusind tak for alt.”
Michael K. Pedersens afsked med Brabrand IF Fodbold er i øvrigt blevet bemærket flere steder i den danske fodbold-verden.
Fodbold-sitet Liga Manager har i den anledning interviewet Michael K. Pedersen og bl.a. bedt ham om at sætte sit favorit-fodboldhold ud af de mange spillere, han gennem årene har spillet sammen med. Det kan du læse om her.
Læs også:
Kulturbærer, indpisker og direktør: Et unikt sammenhold i Brabrand



