
Igen i år skaber Valhalla-spejderne på Stadepladsen ved Brabrand Sø rammerne for en dejlig Sankt Hans aften for store dele af bydelen. Ud over hyggelige aktiviteter som tombola, fiskedam og spejder-aktiviteter kan du møde borgmester Anders Winnerskjold, som er årets båltaler.
Som altid fejrer store dele af Brabrand midsommer på Stadepladsen ved Brabrand Sø. Sankt Hans-festen arrangeres af de lokale Valhalla-spejdere og har hvert år omkring 1000 besøgende.
Sankt Hans er en fest for midsommeren, og langt tilbage i tiden samledes folk på torve eller marker for at brænde bål, danse og synge skæmteviser.
Om det også kommer til at ske på Stadepladsen tirsdag d. 23. juni, ved vi endnu ikke. Men Valhalla-spejderne har som altid lagt kræfterne i for at skabe en hyggelig aften.
Allerede fra kl. 17.00 er pladsen åben, og du kan bage snobrød, prøve lykken i fiskedammen eller være en del af de andre forskellige aktiviteter arrangeret af spejderne.
Aftenens højdepunkt og finale venter for de fleste kl. 21, hvor bålet tændes, og alle samles om at synge Midsommervisen og for at høre båltalen.
I år har borgmester Anders Winnerskjold sagt ja til at komme og holde båltalen. Han var også før, han blev borgmester et kendt ansigt i bydelen, da han i en periode stillede op for den socialdemokratiske kreds i Brabrand, Årslev og Gellerup.
Vigtig indtægtskilde for Valhalla-spejderne
Sct. Hans-arrangementet er en af gruppens væsentligste indtægtskilder og bidrager til, at de mange ledere i Valhalla Gruppe kan skabe masser af sjovt og inspirerende spejderarbejde for børn og unge i Brabrand-området.
Det arbejde kan du støtte på mange måder, blandt andet ved at handle i tombolaen , hvor der er mulighed for at vinde store og små præmier. Du kan få et overblik over de mange andre fine aktiviteter via event-siden her.
”Vi opfordrer desuden alle til at støtte vores spejdergruppe ved at købe kaffe, kage, pølser, øl, vand og vin hos os under arrangementet,” skriver Valhalla Gruppe i invitationen.
Aftenens program:
17.00 Pladsen åbner – kom og find en god plads
17.30 Boder og aktiviteter åbner – fiskedam, tombola, banko, snobrød og mad
18.00 Velkomst ved Valhalla Gruppe
18.10 Trylleri og ballondyr for de mindste
18.30 Børnebålet tændes – perfekt til at riste snobrød
20.50 Sankt Hans-tale ved borgmester Anders Winnerskjold
21.00 Sankt Hans-bålet tændes – vi synger med på Midsommervisen
22.00 Pladsen lukker – tak fordi I kom
Også i Brabrands østlige ende kan du møde op til en hyggelig Sankt Hans aften. Det er Æblehaven, som igen i år inviterer til “Danmarks (måske) mindste Sankt Hans-bål”.
Desuden byder Æblehaven på mulighed for at riste skumfiduser, spille havespil, og der er naturligvis også adgang til caféens sædvanlige udvalg.



