
Der var trængsel i køkkenet hos Folkehuset Gellerup forleden. Her var ildsjæle i foreningen Aarhus Afro værter for 18 studerende fra Social og Sundhedsskolen i Østjylland. På programmet var et somalisk festmåltid – og en god snak om madkultur og samvær på tværs af forskellige baggrunde.
Lydniveauet er højt i folkehusets køkken. Der snakkes, grines og uddeles opgaver hen over bordene. Imens har de erfarne kvinder fra Aarhus Afro rutineret fat i mindst én gryde eller skål ad gangen. Alle processer er vigtige, når slutresultatet helst skulle ende med en lækker lamme- ris- og grøntsagsret til dagens mange gæster fra Sosu Østjylland.
De kommende social- og sundheds-assistenter prøver, så godt de kan, at forstå hvilke opgaver der skal udføres, gå til hånde – og i det mindste kun gå en smule i vejen, mens arbejdet er i gang.
Interkulturelle kompetencer hedder deres valgfagsuge på Social- og Sundhedsskolen Østjylland. Som kommende sosu-assistenter skal de kunne begå sig hos folk med mange forskellige kultur-baggrunde.
Det har bragt dem til Gellerup, hvor foreningen Aarhus Afro havde sagt ja til at gå i køkkenet sammen med de studerende, så de på nærmeste hold kunne blive klogere på forskellige måder at lave mad sammen på.
“Det er fedt at komme ud og opleve en anden kultur end den danske, der naturligvis fylder meget på uddannelsen. Det er super brugbart for os, der går på sosu-uddannelsen og kommer fra mange forskellige kulturer,” siger Ikra og Farah, som begge betragter sig selv som danske men hvis forældre har rødder i Somalia og Irak/Kuwait.
“I dag er vi her for at opleve somalisk mad. Man tænker nok tit især på etnicitet, når man snakker om kultur. Men vi ved også, at mange andre ting kan være afgørende.”
Anderledes stemning i køkkenet
De forklarer, at det i sosu-uddannelsen er vigtigt at forsøge ikke at være fordomsfuld, men i stedet at forholde sig nysgerrig over for kulturer, man ikke kender så godt.
“Vi er alle forskellige, sådan er det bare. Det er vigtigt at gå ind med et åbent sind og ikke være dømmende,” siger de.
Hvad tror I, man lægger mest mærke til, hvis man kommer her med en rent dansk baggrund?
“Jeg tror at måden, maden blive lavet på, og stemningen i køkkenet er meget anderledes, end hvad man kender fra det danske køkken. Der er virkelig stemning på og snak ind over hinanden og “ræk mig lige dét eller dét”. Og man bliver sat i gang med nogle opgaver. Det er ikke noget, man bliver irriteret over, men bare noget man gør for fællesskabet,” svarer Ikra og Farah.
“Det er et fedt koncept, både for de frivillige herude og for os, som er gæster. Vi har virkelig en hyggelig og lærerig dag.”
Hos foreningen Aarhus Afro kan man inden længe fejre, at den internationale madklub i Folkehuset Gellerup har eksisteret i to år. Deltagerne og retterne kommer fra hele verden, men de frivillige havde denne dag somaliske rødder – og derfor var menuen somalisk.
Marian Hayir, som er initiativtager til madklubben, glæder sig over, at Sosu Østjylland kom forbi og tog sig tid til både madlavning og samtaler med værterne.
“Vi er rigtig glade for at vise, hvilke aktiviteter vi har her i folkehuset, og at vi kan give et lille bidrag til, at de nye sosu-assistenter er vant til at begå sig i mange forskellige kulturer,” siger Maryan Hayir.



