
Det går igen fremad for den lille fodboldklub Vatanspor, som i nogle år har levet stille på idrætsanlægget ved Sødalskolen. Osman Eroglu, som tidligere i en årrække var klubbens sportschef, er tilbage og har skabt en stor energi og positiv stemning. På lørdag kan serie 1-holdet rykke op i jyllandsserien.
”Danmarks højst placerede indvandrerklub”, kaldte man i 2017 fodboldklubben Vatanspor, der dengang var få minutter fra at kunne kalde sig divisionshold.
Men det gik ikke for Vatanspor, som i de senere år lige så stille er rutsjet ned gennem rækkerne til serie 1.
Energien og ambitionerne har været der hele tiden. Men der manglede lige det sidste, når de afgørende kampe skulle spilles.
Men nu skal det være. Osman Eroglu, som også var sportschef i de fremgangsrige år for 10-12 år siden, er efter seks års pause fra fodbolden tilbage i rollen som bagmand og indpisker og har givet alle omkring klubben en ekstra energi-indsprøjtning.
“Det har været seks års fravær og savn efter fodbold. Men da jeg så, hvordan det gik nedad for klubben, besluttede jeg at vende tilbage. Da jeg forlod Vatanspor, var holdet i danmarksserien. Nu skal vi op gennem rækkerne igen,” sagde Osman Eroglu i pausen af lørdagens hjemmekamp, hvor Christiansbjerg IF var på besøg.
Det var en kamp, Osman Eroglu selv havde kaldt definerende for sæsonen:
“Dette er ikke bare endnu en kamp. Alt det hårde arbejde, spillerne har lagt for dagen gennem året, kan blive belønnet i dag – men kun hvis vi leverer på banen,” lød det i hans optakt til kampen på Facebook.
Der var lagt op til en afgørende kamp, hvor kun en sejr ville give Vatanspor mulighed for selv at kunne afgøre sin skæbne i sidste spillerunde søndag d. 21. juni kl. 14.30 på idrætsanlægget i Tilst, hvor TST Fodbold er modstanderen.
To mål bragte troen tilbage
Som altid kom Vatanspor stærkt fra start og bragte sig efter bare et minut foran med 1-0 på mål af Mustafa Husseinzada.

Og holdet fortsatte med at skabe store muligheder, men tre kæmpe chancer blev misbrugt. I stedet for en komfortabel 2-0-føring blev kampen pludselig vendt på hovedet.
Mod spil og chancer kom modstanderne foran 2-1, og situationen så pludselig vanskelig ud for Vatanspor. Men holdet øgede tempoet og satte gæsterne under pres.
Og på få minutter inden pausen fik den tidligere Brabrand IF-spiller Alex Khalil udlignet, og Mustafa Husseinzada bragte troen tilbage hos Vatanspor med endnu en scoring. Dermed kunne Vatanspor gå til halvleg med en 3-2-føring.
“Nu går det kun én vej!”
“Det har været vores problem hele foråret. Selvom vi har scoret mange mål, har vi brændt alt for mange chancer,” sagde Osman Eroglu i pausen.
Store dele af første halvleg havde han gået hvileløst rundt bag gæsternes mål, mens han løbende har opdateret stillingen på nettet. Ingen kan være i tvivl om den kolossale energi, han lægger i det her projekt.
“Det har krævet sit, men nu går det kun én vej. Og det er fremad. Målet er i første omgang danmarksserien. Og for mit eget vedkommende skal det helst gå stærkt, for så meget tid har jeg heller ikke. Men nu tager vi et skridt ad gangen,” sagde han, mens spillerne gik på banen til anden halvleg.
Mange nye spillere kom til i vinterpausen. Osman Eroglu lægger ikke skjul på, at han har et stort netværk i fodbold-verdenen. Og mange dygtige fodboldspillere har ladet sig overbevise om hans vision.
“Mange af de her spillere har spillet i 3. division eller på danmarksserie-niveau. Det er efter al sandsynlighed deres top-niveau – men her hos os kan de være med til at bygge et hold op til at nå det samme niveau. Det er et projekt, vi har sat i gang, og hvor de kan blive en del af succes´en,” forklarede Osman Eroglu.
“Jeg har motiveret dem hele vejen igennem. Måske kommer de fra en danmarksserie-klub, men her får de langt mere opbakning til kampene, og der er masser af følgere på Facebook. Antallet stiger for hver dag.”

Integration i praksis
Gennem årene har Vatanspor oparbejdet en stor fanskare. Over 4000 følgere på Facebook er mange på serie-niveau. Kun de færreste har i de seneste år vist sig på det ellers hyggelige stadion ved Sødalskolen. Men nu er de begyndt at dukke op igen.
Selvom regnbygerne lørdag med korte mellemrum piskede hen over fodboldbanen, var der pænt fremmøde.
Både på og udenfor fodboldbanen er det tydeligt, at Vatanspor samler folk med mange forskellige baggrunde.
Klubben startede som en klub for tyrkerne i Aarhus men er nu et symbol på udviklingen i den vestlige del af byen. Holdet har flere danske spillere – og en del andre etniciteter – i startopstillingen, og det samme kendetegner tilskuerpladserne og stemningen omkring grillen foran klubhuset.
Vatanspor er integration i praksis.
“Folk er kommet tilbage, når de kan se, at det går godt. Vi har virkelig stor opbakning. I dag er ingenting, fordi det øser ned. Når resultaterne kommer, bakker folk også op.”
Overbevisende cifre
Selvom holdet var foran ved pausen, var træner Haci Kara langt fra tilfreds med præstationen i de første 45 minutter. Kravet var et helt andet udtryk i den sidste halvdel af kampen.
Og det blev en sand magtdemonstration. Spillet flød, chancerne blev omsat til mål, og modstanderne havde ingen svar på det pres, der blev lagt. I løbet af 20 minutter havde topscorer Mustafa Husseinzada scoret yderligere tre mål oven i de to scoringer i første halvleg.
Gæsterne hang mere og mere med hovederne, mens Vatanspor dominerede og spillede bolden rundt i fine mønstre, bl.a. med anfører Abduljabar Cumar som en dygtig dirigent og brødrene Leorant og Lorik Thaqi som oplæggere til flere af målene.
I det sidste kvarter lykkedes det Egzon Kolici med to mål og Mikkel Bach at cementere sejren. 9-2 lød de overbevisende cifre.
Nu gælder det finalen på søndag i Tilst. En sejr sender Vatanspor tilbage i jyllandsserien. Men det er bare en mellemstation, hvis det står til sportschef Osman Eroglu.




