Arkitektfirmaet Friis & Moltke har haft enorm betydning for, hvordan Brabrand ser ud i dag. Især arkitekt Knud Friis tegnede fra slutningen af 1950´erne et stort antal parcelhuse i bydelen, hvor han også satte sit præg på en lang række andre byggerier.
”Det var og er hverdagsarkitektur med appel til almindelige mennesker. Vi ville gerne bidrage til at styrke den gamle påstand, at i Danmark kan selv almindelige mennesker bo godt.”
Sådan har arkitekt Knud Friis sagt om sit overordnede syn på den arkitektur, han sammen med sin ven og partner Elmar Moltke fra slutningen af 1950´erne stod for overalt i Danmark. Men særligt i Brabrand har Knud Friis sat sit præg på både énfamiliehuse, skoler, virksomheder og institutioner.
Det var også her, Knud Friis selv boede. Han flyttede til Brabrand, da han som helt ung arkitekt havde fået job på C.F. Møllers Tegnestue i Aarhus og var blevet gift med kæresten Bodil, også kaldet Buller, fra Ringkøbing.
De fandt først en lejlighed i Hans Broges Parken – men Knud og Buller forelskede sig i en grund på Højen i Brabrand Bakker, hvor der dengang ikke var meget bebyggelse. Med et lån hos Knuds mor, der ejede en bladkiosk i Søvangen, købte de grunden for 8000 kr., og Knud Friis tegnede og fik opført huset, der i dag ejes af Realdania.
Knud Friis fik sin studiekammerat Elmar Moltke overtalt til at flytte til Aarhus, hvor han i første omgang fik job hos den lidt ældre arkitekt, Knud Blach Petersen. De to blev via medierne kendt som “enfamilieshus-arkitekterne”.
Nogenlunde samtidig – i slutningen af 1950´erne – blev der bygget 5–6 andre huse på vejen, og i et af dem kom arkitekt David Birnbaum og hans kone Lilian til at bo. De to arkitekter fik gennem årene etableret et tæt samarbejde, og de var i fællesskab eller hver for sig arkitekter på hovedparten af husene på Højen.
Senere byggede også en tredje arkitekt, Knud Blach Petersen, sit eget hus i det bakkede område med skoven lige i nærheden og med en imponerende udsigt mod syd over Brabrand Sø.
Knud Blach Petersen er især kendt for at have tegnet Hans Broges Parken, Søvangen og Gellerupparken, men han havde også gennem årene et tæt samarbejde med Friis & Moltke, især Knud Friis, om flere store lokale projekter.
Det gælder blandt andet Engdalsskolens tilbygning fra 1968.
Fattige børn på Højen
Knud Friis´ børn, Anne og Søren Friis, har i hæftet ”Knud Friis´ eget hus”, udgivet af Realdania Byg i 2012, skrevet om at vokse op i huset på Højen:
”Først i vores voksenliv er det for alvor gået op for os, hvor moderne huset på Højen 13 var og stadig er – for os var det jo bare vores barndomshjem!
Gennem hele opvæksten kom der ganske vist mange interesserede udenlandske arkitekter og arkitektstuderende, der gerne ville se huset, men det hørte ligesom med. Det var spændende for os børn og et tilløbsstykke for de andre unger på vejen, når der eksempelvis kom “delegationer” fra Sovjet, Sydafrika, Finland eller blot en enlig japaner med superavanceret fotoudstyr. Buller tog gæstfrit imod dem alle og viste rundt i hus og have.”
De oplevede et meget funktionelt og robust hus, hvor der ikke var så meget med at skoene skulle tages af, og det var tilladt at stå på rulleskøjter på underetagens stengulv – dog ikke før rulleskøjterne var blevet forsynet med gummihjul.
Alt var dog ikke fuldstændig fryd og gammen for arkitektbørnene fra Højen:
”Flere af vore skolekammerater syntes, at det var synd for os. Familien var jo helt øjensynligt fattig!
Der var rå beton og stengulve i vores nye værelser. Intet tapet og ingen væg til væg tæpper. Værst gik det ud over lillebror Jesper, som for en kortere periode – og til Bullers store bekymring – vægrede sig ved at bringe nye kammerater med hjem, fordi vores hus skreg af mangel på sofaarrangementer i læder, kakkelborde, pyntepuder og ryatæpper!
Men Friis & Moltkes særkende var jo netop anvendelsen af det rå materiale og synlige konstruktioner, den såkaldte “ærlighed”, som understøttede funktionaliteten, og som var med til at skabe karakter og kvalitet i deres bygninger. Knud hadede, når “husene skulle se ud af mere, end de var”.
Forsigtig og puritansk modernisme
Poul Erik Skriver skrev i 1997 bogen “FRIIS & MOLTKE”, hvor han blandt andet fortæller om Knud Friis´ mange opgave ri Brabrand:
“I Brabrand boede folk fra alle sociale lag. Grundpriserne og de billige statslån satte mange i stand til at få eget hus, og nogle af dem blev Knud Friis første klienter,” skriver han.
C.F. Møllers Tegnestue var en arbejdsgiver, der tillod, at man også arbejdede på egne projekter, og fuldmægtig Kornerup i Brabrand blev Knud Friis´ første kunde i Brabrand.
”Bigaards Hus” på Lyngbakkevej, som Vores Brabrand tidligere har skrevet en del om, blandt andet her, fremhæves af Poul Erik Skriver som et af de første eksempler på Knud Friis´ overlegne greb om udformningen af et énfamilieshus.
”De ubrudte hvidmalede teglstensmure er som fritstående skærme, der markerer boligens område, ude som inde, skilt af lette vægge med store glaspartier,” skriver han.
”De hvide mure, de flade tage og de sorte vindskeder giver huset en grafisk enkelhed af stor styrke. Hustypen var helt fremmed for folk på den egn.”
Det sort-hvide arkitektur-ideal
Blandt Friis & Moltkes kunder var også ressourcestærke folk som for eksempel indehaverne af flaskegasfirmaet Dalsøgas, brødrene Henry og Ove Dalgaard Sørensen.
For Henry Dalgaard Sørensen tegnede Knud Friis villaen på Engdalsvej 18, der senere blev fritidshjem og i dag er SFO. Da villaen stod færdig i 1961, var arkitekturen stærkt omdiskuteret, og en dagbladskritiker kaldte ifølge Poul Erik Skriver villaen for “en fæl muret pengetank”.
”Arkitektonisk var huset en kvalificeret repræsentant for det sort-hvide arkitektur-ideal, som flere af landets unge og begavede arkitekter havde udviklet, inspireret af amerikansk vestkyst-arkitektur og af traditionel japansk arkitektur. Det hvidkalkede eller hvidmalede murværk med tilbageliggende fuger, det sortbejdsede træværk, stolpeværk, karme og vinduesrammer, de sorte sternbrædder, de flade tage, den åbne plan og de store vinduespartier kendes fra andre enfamilieshuse fra den periode,” skriver han i bogen “FRIIS & MOLTKE”.
”Den gode bygherre”
De mange Knud Friis-tegnede huse i Brabrand var med deres enkle konstruktioner og materialer gode, lettilgængelige opgaver for de lokale håndværkere, som han ofte fik et godt og nært forhold til.
”Forholdet til bygherrer og til håndværkere var et andet dengang end i dag. De var samarbejdspartnere i bestræbelserne på at opfylde bygherrens ønsker inden for et realistisk budget. De kunne under dette arbejde blive gode bekendte, undertiden også gode venner. En tilfreds bygherre anbefalede arkitekterne til venner og bekendte, og håndværkerne kom til arkitekterne med nye opgaver,” skriver Poul Erik Skriver.
Også Realdania har i hæftet ”Knud Friis´ eget hus” beskæftiget sig med Knud Friis´ forhold til håndværkerne:
”Processen med at nå frem til den helt rigtige løsning udfordrede Knud. Han elskede det berigende samarbejde med “almindelige mennesker” og at finde frem til de dygtigste håndværkere. Det var i disse tidlige enfamiliehusopgaver, hans livslange begejstring for “den gode bygherre” blev grundlagt,” skriver Anne og Søren Friis i hæftet, der er udgivet af Realdania.
”I de efterfølgende tider med boom inden for readymade parcelhuse, industrialiseret byggeri og totalentreprisernes fremmarch, blev der, til Knuds store fortrydelse, en del længere mellem “den gode bygherre” – et emne, han yndede at debattere ved enhver given lejlighed.”
Tingstedet tidstypisk
For andre bygherrer i Brabrand tegnede Friis & Moltke også såkaldte klyngehuse og kædehuse. Blandt andet danner tre klynger vinkelhuse på Egebjergvej fredfyldte haverum. Vores Brabrand har tidligere omtalt disse byggerier her.
På Lykkenshøj tegnede Friis & Moltke bebyggelsesplanen og en del af bebyggelsen, blandt andet nogle vinkelhuse, der viste at nye arkitekturidealer så småt var på vej.
“De 110-120 kvm, som vi tegnede for almindelige mennesker, postbude, mælkemænd og barberer den gang i 50´erne, har kun bankdirektører råd til i dag,” sagde Knud Friis engang i et foredrag.
1960´ernes økonomiske højkonjunktur medførte en næsten eksplosiv vækst i byggesektoren, og Friis & Moltke fik nu opgaver mange steder i landet. Men Brabrand forblev i flere år en væsentlig arbejdsmark, understreger Poul Erik Skriver.
Blandt andet tegnede Knud Friis også bebyggelsen Tingstedet, der stadig i dag fremhæves som en tidstypisk og klassisk repræsentant for hans arkitektoniske stil.
Enkel og robust stil
Det samme gælder Hotel Tre Ege på Årslev Møllevej, der i dag er herberg drevet af Kirkens Korshær. Murermester og entreprenør Leo Bødker Nielsen var en kvalitetsbevidst bygherre, som skønnede, at der var behov for et kvalitetshotel i fredelige omgivelser og med let adgang fra hovedvejen mellem Silkeborg og Aarhus.
”Tre Ege er arkitektonisk i slægt med enfamilieshusene med de flade tage, det hvide murværk og det sortbejdsede træværk. Denne enkle og lidt robuste stil er også gennemført i interiørerne med klinkelagte gulve i ankomstrum, bar og pejsestue,” skriver Poul Erik Skriver.
Og sådan kunne man blive ved. Brabrandhallen, Sødalskolen, Skjoldhøjkollegiet, Brabrand Sognegård, Skjoldhøj Kirke, Brabrandhus samt over 400 boliger i hele bydelen har Friis & Moltke – og særligt Knud Friis – været arkitekten bag.
En lokal beboer, Jens Hedegaard, som selv bor i et af klyngehusene på Egebjergvej, har samlet en liste med næsten 60 selvstændige projekter eller opgaver. Han håber over tid at kunne samle ”Den komplette oversigt” over Friis & Moltkes byggerier i 8220 Brabrand.
Vores Brabrand har tidligere omtalt dette projekt her og vil i samarbejde med Jens Hedegaard fortsætte række af fortællinger i serien ”Arkitekturens Brabrand”.
Kilder:
Poul Erik Skriver: ”FRIIS & MOLTKE”, Arkitektens Forlag, 1997
Anne og Søren Friis: ”Knud Friis´ eget hus”, Realdania Byg, 2012
