Michael Kærgaard Pedersen har spillet sin sidste divisionskamp i den blå Brabrand-trøje. Med den 35-årige mangeårige anførers øjne ser vi tilbage på 11 år spækket med oplevelser. Gennem alle årene har Brabrand IF været brumbassen, der ikke burde kunne flyve – men alligevel gør det.
“Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Kroppen kan godt og hjernen vil også godt, men man skal også vide hvornår tiden er inde. Jeg har altid prioriteret fodbold, og det har nogle konsekvenser. Nu er det tid til andre prioriteringer, og familien kommer før alt andet.”
Vi sidder på en bænk og kigger ud over idrætsanlægget, hvor Michael K. Pedersen har brugt en stor del af sin tid siden 2015. Faktisk er det ikke helt slut endnu. Det vender vi lige tilbage til. Men han kommer sandsynligvis ikke til at spille flere end de 308 kampe, han er noteret for i Brabrand-trøjen.
I forbindelse med hans sidste kamp tidligere i juni blev der talt meget om den 35-årige anførers betydning for, at Brabrand stadig har et hold i 2. divisionshold i fodbold. Men Brabrand IF har også sat sig dybe spor i ham:
“At være en del af holdet herude har helt sikkert været med til at præge mig. Fra at være en ny ung spiller til at skulle tage stadig mere ansvar, være anfører og en af “de gamle” i en del år. År. Det har været en kæmpe udvikling. Jeg tager alt med mig herfra, og det er jeg meget taknemmelig for.”
Han sender en særlig tak til holdets træner gennem de fleste af årene, Tom Søjberg, som inviterede ham ind i truppen:
“Kæmpe cadeau til Tom! Han har gjort mig til den fodboldspiller, jeg er blevet,” siger han – og sender samtidig en stor tak til alle tidligere og nuværende holdkammerater.
Og hvad har så været de største oplevelser gennem 11 år som en del af “brumbassen, der ikke burde kunne flyve”? Ja, oplevelserne står nærmest i kø.
Faktisk kunne det have været slut, allerede før, han første gang trak den blå bluse over hovedet. Han var i juni 2015 lige mødt til træning i Brabrand, mens holdet kæmpede for overlevelsen som divisionshold. Den sidste kamp i Ringkøbing skulle vindes – ellers var det slut.
Men i overtiden scorede Lukas Enevoldsen til 1-0 for Brabrand – og holdet var sikret endnu en sæson i 2. division.
Men så gik det hurtigt fremad med Michael K. Pedersen som en del af holdet. Og allerede i 2017 oplevede han det første store højdepunkt: Oprykningen til landets næstbedste række, 1. division.
“Det er altid specielt at rykke op – og at vi kom i 1. division var virkelig stort. Vi er alle konkurrence-mennesker og ønsker at nå så højt et niveau som muligt. Men her var vi virkelig brombassen i rækken. Det var nogle helt andre budgetter, vi kæmpede imod.”
Oprykningen var i endnu højere grad baseret på det klassiske Brabrand-dna, end vi ser i dag. Det var dødbold på dødbold, hvorefter Brabrand ofte scorede det afgørende mål til sidst på basis af et stort fysisk overtag.
Men ville Brabrand så overhovedet få et ben til jorden i 1. division? Ja, faktisk var holdet uhyre tæt på at klare den. Især i foråret chokerede holdet den danske fodboldverden ved blandt andet at slå Vejle og HB Køge. I den sidste kamp skulle Brabrand vinde i Viborg for at blive i 1. division – men fik kun 3-3 i en vild fodboldkamp.
Alligevel er Michael K. Pedersen stolt over den måde, brumbassen viste sig frem på næsthøjeste hylde i Danmark.
“Vi hjælper hinanden”
Vi spoler frem til 2020, hvor manden bag holdet, Flemming Møller, den sidste træningsaften før sommerferien meldte ud, at han trak sig. Udmeldingen var, at holdet så nok måtte lukke.
“Vi havde 2-3 uger i sommerferien til at få lavet en plan. Det formåede vi, og hele det sammenhold og samarbejde, vi som spillere og træner viste gennem det forløb, var fantastisk. Det er kæmpe stort, at vi lykkedes med det,” siger Michael K. Pedersen.
Og igen trak Michael K. Pedersen et stort læs også uden for banen som direktør for det nystiftede selskab, som spillere og trænere sammen ejede. En helt unik konstruktion i dansk idræt.
Og den samme ånd lever i øvrigt stadig på Engdalsvej, understreger han:
“Den måde, vi går til tingene på, er stadig det samme. Vi hjælper hinanden med de ting, der skal løses. Alle hjælper til. Når der skal hænges nye bander op, gør vi det. Og vi har allesammen hjulpet med at tage mælkebøtter op af bane 1, for at banen skulle være så god som muligt,” siger han.
“Man bidrager med det, man kan. Man er opmærksom på hinanden som medmennesker og som holdkammerater, og man vil sine holdkammerater. Det er den ånd, vi prøver at give videre til de unge spillere.”
Vild sæson
Den efterfølgende sæson var svær for Brabrand. Målet var at komme blandt de seks øverste hold, der ville forblive i 2. division efter omlægning af turnerings-strukturen. Det mål var langt væk, da holdet gik i gang med forårets kampe.
Men den utroligt smalle trup samlede sig – og på sidste spilledag sned holdet sig akkurat ind blandt de seks bedste.
“Det var også en vild sæson. Der var meget få penge at gøre godt med, og holdet var strippet for nærmest alt. Det var os mod alle de andre. Men alligevel klarede vi den. Det var i mine øjne en lige så stor præstation, som da vi rykkede op i 1. division.”
“Vi kan ikke nøjes med 99 procent”
Nedrykningen til 3. division i sommeren 2024 springer vi let hen over. Men sæsonen efter skulle ende med at blive en af kandidaterne til den absolut største oplevelse.
Ikke alene vandt holdet rækken og rykkede tilbage i 2. division. Men efteråret 2024 huskes især for de vilde pokalkampe, hvor holdet først slog Randers FC fra superligaen – og derefter endnu et af dansk fodbolds tophold, FC Nordsjælland.
Og så kom den december-søndag, hvor holdet hjemme i Brabrand tog imod Viborg FF i kvartfinalen. Spillere og trænere havde pumpet vand af banen hele fredag orm lørdag, men alligevel var det en mudderpøl, der ventede.
De 3000 tilskuere var stadion-rekord i Brabrand, og de så Brabrand spille 1-1 mod storfavoritterne.
“Faktisk burde vi have vundet den kamp,” siger han med et smil.
“De tre kampe viste bare, hvad vi var for en størrelse herude i Brabrand. De viste, at vi kan være med blandt de bedste, når vi viser os fra vores bedste side.”
Som bekendt vandt Viborg til sidst – men at i hundredevis af tilhængere tog turen med til Viborg husker han også som en stor oplevelse i sig selv.
“Når vi har den parathed og sejrsvilje og er til stede i alle aktioner på banen, kan vi udligne de naturlige forskelle, der ellers er til fuldtidsprofessionelle hold,” konstaterer han.
“Men vi kan ikke nøjes med at levere en indstilling på 99 procent. Vi skal være der 120 procent for at få noget med derfra.”
Blandt alle de nævnte højdepunkter mangler vi faktisk stadig én – nemlig den netop overståede sæson, hvor Brabrand allerede tre runder før afslutningen var sikker på at kunne blive i rækken.
“Man må ikke undervurdere den præstation vi har leveret især her i foråret. Der er kommet så mange penge i 2. division, at flere klubber nu kan have spillere på fuld tid. Det er en verden til forskel fra de betingelser, vi har her i Brabrand.”
Barn nummer to på vej
Trods det seneste højdepunkt er der ingen tvivl hos Michael K. Pedersen. Tiden er kommet til at stoppe.
“Jeg har egentlig vidst det længe. Min kone Louise har været en kæmpe støtte i, at jeg har kunnet spille fodbold de sidste to år. Men nu hvor vi venter vores andet barn til oktober, er det tid til at prioritere familien.”
Da holdet rykkede ned i 3. division i sommeren 2024, stod parret foran fødslen af deres første barn, datteren Emma. Var tiden kommet til at stoppe?
“Jeg kunne ikke forlade holdet, efter at vi var rykket ned. For min egen skyld, men også for holdets og klubbens skyld, besluttede jeg at tage en tørn mere.”
“Jeg aftalte med min kone, at hvis vi skulle have det til at hænge sammen, skulle jeg ikke træne om mandagen. Jeg selvtrænede i stedet derhjemme, efter at den lille var puttet.”
Derfor fik han den vilde sæson 2024-25 med. Heldigvis rykkede holdet op, men cirkushesten kunne lugte savsmuldet i 2. division og tog en sæson mere.
Han er medejer af virksomheden Liite Guard, og livet som selvstændig kræver mere end 37 timer om ugen. Og nu skal familien have resten af tiden.
Vil fortsat gerne bidrage
Men vil man også efter sommerferien kunne møde Michael K. Pedersen på idrætsanlægget i Brabrand. Han har fået lov til at komme hver tirsdag og træne med.
“Det er jeg utrolig glad for. Jeg kan ikke slippe klubben helt, og jeg håber, jeg stadig kan hjælpe lidt til med at styrke fodboldkulturen i klubben. Jeg skal stadig være den person, jeg er. Når jeg træder ind på banen bøjer jeg ikke af.”
Han bidrager også fortsat udenfor banen som bestyrelsesmedlem i Brabrand Divisions Fodbold ApS.
Derfor vil man fortsat kunne opleve hans kompromisløse indstilling på og udenfor banen i Brabrand.
“Jeg har nogle gange tænkt på, hvordan det er at være holdkammerat med mig. Mange har nok gennem årene tænkt, om ham dér med nummer 12 ikke kunne være lidt mindre insisterende? Men man skal turde være sig selv. Jeg har aldrig bøjet af fra målet om at vinde en fodboldkamp.”
Læs også:
Farvel til Michael K. Pedersen: “Du har altid været en spiller, der gik forrest!
