
Hvis nogen tror, at U11-fodbold kun handler om resultater, skulle de have været i Kibæk i weekenden. Her deltog Brabrand IF´s u11 fodbolddrenge i Kibæk Cup. Jesper Vorre, som er en af de voksne omkring holdet, fortæller her om en herlig weekend med fodbold og meget mere.
“Her handlede det mindst lige så meget om skumsvampe, vandkampe, VM-highlights, amerikansk straffesparkskonkurrence, kagebord og de obligatoriske falske prutter, der åbenbart er en fast del af enhver fodboldtur,” skriver Jesper Vorre.
“Nå ja… og så blev der også spillet en masse fodbold.”
I op mod 35 graders varme kæmpede alle 20 Brabrand-drenge imponerende gennem hele weekenden. Der blev løbet, tacklet, jublet og hjulpet på tværs af holdene.
Sportsligt bød weekenden blandt andet på en flot 3. plads i A-rækken, men det er næppe dét, drengene vil tale mest om, når sommerferien er slut.
“De vil nok i stedet huske frisparksmålet. Det, der blev hamret direkte op i hjørnet fra en afstand, hvor alle havde forventet et indlæg. Bolden fløj i nettet i kampens allersidste sekund og sikrede et fortjent point. Og ja… det mål bliver helt sikkert endnu længere væk fra mål, næste gang historien bliver fortalt,” skriver Jesper Vorre.
“De vil også huske spandene med iskolde skumsvampe på sidelinjen. Forsøget på at bade i en sø, som algerne allerede havde overtaget. De sene aftener med grin. Og følelsen af at være afsted sammen med sine bedste fodboldkammerater.
Tak til Kibæk Cup for en fantastisk weekend. Vi kom hjem lidt mere solbrændte, meget mere trætte og med en rygsæk fyldt med historier, der bliver endnu bedre, hver gang de bliver fortalt,” afslutter han.



