Året 1976 – for præcis 50 år siden – var året, hvor tingene virkelig tog fart for musikjournalisten og tidligere DR-vært Kurt Baagø. I fire kapitler fortæller han om tiden som ung i Brabrand – på vej ud i den store verden. Her får du andet afsnit, hvor du blandt andet kan stifte bekendtskab med værtshuset Tingstedet.
I foråret 1976, for 50 år siden, nærmede studentereksamen sig. Det blev ikke noget forsømt forår, tværtimod. Hvis der var noget, der blev forsømt, var det Katedralskolen, hvor det gjaldt om ikke at komme over 12.5% i sygefravær, “syge”fravær og kun nødtørftigt at læse i læseferien. Alt over dumpekarakter kaldte vi morakkeri.
Hvad der derimod var over det hele, var CV Jørgensens 2. album, T-shirts Terylenebukser og Gummisko,
“Solen skinner men jeg er i skyggen som jeg plejer under en parasol med en sval & kølig bajer”
“Var jeg fuld lige nu ville jeg være ædru, hvis jeg nåede frem til Amsterdam”. Jeg var i Amsterdam et par gange i sommeren 76.
Derom senere.
I Brabrand, hvor jeg boede til leje i et hus med fire et halvt værelse, var der sket det epokegørende, at der var åbnet en bodega, Tingstedet i Hovedgaden, i en nedlagt købmandsbutik på hjørnet af Hovedgaden og Truevej.
Vi kom meget på Tingstedet, raflede om bajere og puttede mønter i jukeboxen, Shu Bi Dua, Nam Nam, “hop op på ryggen af din tøs”, Sebastian, Måske Ku Vi, “Måååske ku vi, finde noget at bruge hinandenS til”, Bamses Venner, John Mogensen…
Eller osse spillede vi billiard, skomager, i baglokalet.
På Tingstedet var vi ikke mange halvstuderende røvere, der læste til studentereksamen. Nok kun mig. Til gengæld kom der på Tingstedet, en hel del af dem tilbage fra folkeskolen, Engdalskolen. Typisk, dem der var gået ud efter 7. klasse, eller arbejdede som arbejdsdrenge og gulvfejere.
Det kunne ikke hindre os i at komme hinanden ved og have det skægt.
En del af Tingstedets stamgæster boede ude på Årslev Skovgård, som dengang var en stor lejekaserne med en 10-20 værelser og et tvivlsomt, men festligt klientel.
En aften kom to af dem op og diskutere hvem, der kunne løbe hurtigst de 2-3 kilometer ud af Silkeborgvej til Årslev.
Hvem der vandt, husker jeg ikke, men de to halsede derudaf, mens vi andre kørte i en bil ved siden af og råbte, hujede og heppede.
Èn af dem fra Årslev Skovgård var Gitte fra Hjallerup, en helt speciel og meget anderledes pige, mere én af gutterne. Gitte kunne drikke som en rigtig voksen mand, som vi sagde, og ryge så, hun blev pilskæv.
Ikke desto mindre var hun skarpere i pæren end os andre.
Gitte og mig tomlede til Amsterdam, da det blev sommer. Derom senere.
På og udenfor Tingstedet introducerede Gitte mig til country, Emmylou Harris – Pieces Of The Sky, If I Could Only Win Your Heart, Coat Of Many Colours – og så M ́s helt vidunderlige fortolkning af Beatles ́ For No One.
Der var osse Ain ́t That Just The Way med Barbi Benton, som BB var blevet berømt for have sunget i et afsnit af McCloud, ham, højt til hest, sheriffen fra Taos, New Mexico.
Jeg kan i dag ikke høre Ain ́t That Just The Way uden at se Gitte for mig. Jeg kan heller ikke høre Hurricane, det dengang nye Bob Dylan-album med Scarlet Rivera på violin og “I ́d like to spend some time in Mocambique..” uden, at Gitte, wherever you are, dukker op på nethinden.
Bowies Station To Station med TVC 15 og balladerne Word On A Wing og Wild Is The Wind. Hold da kæft, hvor den tynde, hvide hertug sang igennem. Stevie Wonders mesterværk, Songs In The Key Of Life var årets undgåelige.
I ledige stunder læste jeg til studentereksamen. Mobbet af, på et tidspunkt, hverandendaglige postkort, eller ølbrikker fra Jugoslavien fra to af de rigtig gode venner, der var taget på interrail.
“Eksamen” havde de moret sig med at skrive på samtlige de postkort.
Vi skulle op i historie, mundtligt.
Om tirsdagen efter 2. pinsedag.
Fredag før pinse var vi, 1-2-3-4-5 i en Morris Mascot, der kørte op i et sommerhus i Hurup, Thy.
To af dem i Mascotten var et par amerikanske flipperpiger, de to førnævnte interrailere havde samlet op nede sydpå. De bestilte Kahlua & Milk på Tingstedet, insisterede på at ryge med chillumklud, var helt fremme på beatet. Jeg havde taget mine historiebøger med i bagsmækken så jeg kunne nå at få læst op.
Da vi kom tilbage fra Hurup lå historiebøgerne, urørte, i Mascottens bagsmæk. Mig afsted ned til ham med hundehuset og hente mine bøger. Han var kørt… over alle bjerge.
Jeg fandt én, der osse skulle op, eller hun havde været oppe, i historie, men på Århus Statsgymnasium, og lånte hendes historiebøger.
Som var nogen andre end dem, vi havde brugt på Katedralskolen.
Hvordan F…., det lykkedes mig at redde et 7-tal hjem ????
Jeg var OK til mundtlig, klasser bedre til skriftlig.
Jeg mindes ikke, prale, blære, skryde, at jeg nogensinde havde fået en lavere karakter end 9. OK, måske et enkelt 8-tal.
Til den endelige afgørende, skriftlige stil, var jeg i topform.
Jeg valgte “frit emne”, det gjorde jeg som regel, og skrev røven ud af bukserne. Vi havde 5 timer til at skrive.
Jeg var ude i solen, inden der var gået 3.
Kørte et first take, rettede komma og stavefejl, vinkede hej-hej til de andre, der sad og svedte over deres stile.
13, fik jeg takseret stilen til.
SÅ højt havde jeg ligegodt aldrig ramt før.
Det gav mig en smule storhedsvanvid. Stilen handlede om noget med uddannelse og et ungt menneskes vej gennem det umenneskelige, kapitalistiske uddannelsessystem.
Tror jeg nok.
Jeg fablede om at rekvirere 13-talsværket og sende den som en kronik til Information.
Dét glemte jeg hurtigt, efter at det ikke spor forsømte forår nåede sin ende og, vi skulle have overrakt vores eksamensbeviser og studenterhuer.
Studenterhue.
Mig???
Jeg fandt en sort Emil fra Lønneberg-kasket i marskandiserbutik, så kunne de andre fede sig med deres hvide huer.
Borgerdyr!
Festes skulle der, det hørte sig til.
Om torsdagen, dagen før den obligatoriske hestevogns-rundtur, vores heste var en turistbus, var jeg på en eller anden måde havnet til “slutsold” på Statsgymnasiet, hvor jeg 4 år tidligere havde taget realen med, og hvor mange af mine venner fra Brabrand gik.
Langt over midnat læssede jeg en 2. G ́er op på bagagebæreren og cyklede gennem den lyse nat fra Hasle ud til den vestlige ende af Brabrand.
Efter 2-3 timers søvn, eller hvad det nu var, ringede vækkeuret….
Free, free at last.
Mandagen efter tog jeg på mediekursus, arrangeret af Socialistisk Kulturfront på Store Restrup Højskole, derfra videre på Roskilde, fra Roskilde videre til Amsterdam.
Livet var godt.
Livet, det virkelig liv, ventede forude.
Derom i 3. afsnit.
Læs også:
