I løbet af de kommende måneder kan Brabrand få en eldrevet delebil placeret midt i bydelen. Vores Brabrand har indgået et samarbejde med AURA Energi, der er klar til at stå for det praktiske og vil installere ladestandere, hvis interessen er der. Det skal de kommende måneder vise.
Vil du være med til, sammen med andre fra dit lokalområde, at gøre en konkret forskel i arbejdet med den grønne omstilling? Så kan du støtte etableringen af en eldrevet delebil midt i Brabrand.
Ved at støtte den kommende crowdfunding-kampagne får du samtidig mulighed for at køre i elbilen til en lavere pris, end du ellers skulle betale.
Projektet er blevet til på initiativ fra Vores Brabrand. AURA Energi har i forvejen en række delebiler, så det var naturligt at spørge energiselskabet, om tiden ikke var moden til at undersøge, om det kan fungere, at et lokalsamfund som Brabrand deler en elbil.
Efter et par møder med AURA´s innovationsafdeling blev vi enige om at prøve ideen af på selskabets nye crowdfunding-platform.
Som en del af projektet bliver der også opstillet en ladestander ved Brabrandhus, hvor den forhåbentlig kommende delebil også får sit udgangspunkt.
Forsøgsperiode på to år
Mange fortæller, at de ønsker at gøre en konkret forskel i den grønne omstilling. En af mulighederne er at køre i elbil, men for nogle er overgangen til elbil stadig en lidt dyr løsning. Men hvad nu hvis der holder en elbil lige i nærheden af, hvor du bor, som du kan køre i til en konkurrencedygtig pris?
Det er det, eksperimentet her går ud på: Har vi hver især nogle kørselsbehov, hvor det ind i mellem giver mening – miljømæssigt og økonomisk – at køre i en elbil? Så kan vi jo prøve at dele en elbil og i en forsøgsperiode se, hvilke af vores kørselsbehov der godt kan erstattes af en delebil.
Det undersøger vi sammen i foreløbig en periode på to år. AURA Energi har det samme ønske om at være med til at afprøve innovative ideer i det område, energiselskabet dækker. Derfor var innovationschef i AURA, Anders Sahl Hansen, helt med på at prøve ideen af:
”En væsentlig del af AURAs vision er at skabe værdi for vores andelshavere. Vi vil gerne i dialog med og endnu tættere på vores andelshavere og de forskellige lokalsamfund i vores dækningsområde, for at se høre hvordan vi kan skabe værdi lokalt,” siger Anders Sahl Hansen.
”Derfor passer det rigtig godt at bruge AURA´s crowdfunding-platform til netop dette projekt, simpelthen for at teste interessen og markedet,” siger han.
Dit bidrag til den grønne omstilling
Regeringen har meldt ud, at udledningerne af drivhusgasser i Danmark skal reduceres med 70 procent i 2030. Det trækker ud med de konkrete politiske beslutninger, men mange borgere ønsker at komme i gang med konkrete forandringer, der kan bidrage til den grønne omstilling.
Udskiftning eller aflastning af den gamle benzin- eller dieselbil hjemme i carporten med en elbil er en af mulighederne – forudsat naturligvis at strømmen kommer fra vedvarende energi.
Men det kan du få garanti for hos dit lokale elselskab, AURA Energi. For hver kunde, der bestiller grøn strøm, køber AURA Energi oprindelses-certifikater, og det betyder, at den enkelte kunde er med til at drive el-produktionen i en grønnere retning, forklarede AURA-direktør Mette Marie Ostenfeld for nylig i et interview med Vores Brabrand.
Delebilen i Brabrand vil med garanti køre på strøm fra vedvarende energikilder.
Hvorfor crowfunding?
Crowdfunding er efterhånden blevet en almindelig måde at rejse kapital til at skabe nye innovative løsninger. Det betyder, at mange bidrager til at rejse penge til et projekt.
Tidligere gik man rundt fra dør til dør for at samle ind til for eksempel opførelse af en ny idrætshal. I dag foregår den slags indsamlinger enklere via computeren, hvor man hurtigere og enklere kan bidrage.
I dette tilfælde går crowdfundingen ud på at finde ud af, hvor mange familier i Brabrand, som er så konkret interesserede i at anvende en eldrevet delebil, at de på forhånd vil tegne sig for et vist antal køretimer i bilen de kommende to år.
Projektet er et eksempel på social innovation, der både løser et konkret problem og samtidig skaber nye sociale relationer.
Helt konkret ser økonomien således ud: Samlet set skal der findes 263.000,- til projektet. Heraf udgør installationen 95.000,-, som AURA har lovet at finansiere.
De resterende 168.000,- er udelukkende forudbetalinger, der viser, at et vist antal Brabrand-beboere er klar til at forpligte sig til at bruge delebilen. Pengene bliver derfor i projektet og finansierer de timer, de pågældende personer senere kører i bilen.
Forhåbentlig vil mange flere end støtterne bruge delebilen, når den først er kommet til Brabrand. Som crowdfunder er du først og fremmest med til at sikre, at det faktisk vil ske.
Dit støttebeløb trækkes først når projektet gennemføres
Dit støttebeløb overføres fra din private konto og indsættes på projektets konto, hvor de står indtil projektet enten kan gå i gang eller må droppes, fordi der ikke var interesse nok for det.
Hvis det ikke lykkes at gennemføre projektet, tilbagebetales pengene til din konto.
Når projektet så går i gang, får du din egen konto i projektet, hvor du løbende kan bruge dit støttebeløb på at køre i elbilen eller oplade en anden elbil ved den nye lade-stander.
AURA har foreslået projektperioden på to år, der er den periode, energiselskabet lover at drive projektet. Hvis det viser sig bæredygtigt, vil det kunne fortsætte også efter projektperioden.
Crowdfundingen af delebilen ved Brabrandhus er netop begyndt, og den løber i tre måneder. Hvis det i den periode ikke lykkes at samle opbakning nok til projektet, kan den eventuelt forlænges.
Din fordel ved at støtte projektet
Ved at støtte etableringen af en eldrevet delebil midt i Brabrand får du ikke kun glæden ved at hjælpe et godt lokalt grønt projekt i gang. Du får også en direkte økonomisk gevinst ud af det.
Normalt er grundprisen for at køre i Auras delebiler 1 krone pr. minut. Men hvis du for eksempel vælger at støtte projektet med 799,-, får du 20 timers kørsel i delebilen og kan derved køre for en minut-pris på 0,67 kr. – altså to tredjedele af normalprisen. Priserne følger AURAs normale pristruktur.
Tilsvarende har du mulighed for at købe opladning ved den nye ladestander for pengene. Her vil du for 1250 kr. få 500 kWh på Auras og Spirii´s ladenetværk, hvilket svarer til cirka 2500 kilometers kørsel.
Sådan kan du støtte
Hvis du vil støtte op om projektet med en delebil og en ladestander centralt i Brabrand, kan du både som privat person og som virksomhed på crowdfunding-platformen skrive dig op og støtte dig til ”belønninger”, f.eks. i form af billige timepakker til eldelebilen eller opladning på ladenetværket.
Når du støtter projektet med et beløb, får du altså fuld valuta for pengene – forstået på den måde, at dit støttebeløb går direkte ind som et antal timers eller dages kørsel i delebilen.
Sådan fungerer det:
Du går ind på denne hjemmeside, hvor du både kan læse mere og se en video om projektet.
Her kan du også se de ”belønninger” – på engelsk ”rewards” – der er lagt ind i projektet. En ”belønning” er et udtryk fra crowdfunding-verdenen, der betyder det, du vælger at få tilbage som modydelse for dit bidrag til projektet.
Din støtte til projektet betyder altså i virkeligheden, at du forkøber en ydelse til en på forhånd aftalt pris. I det konkrete projekt sparer du samtidig penge, når du bruger bilen.
I dette projekt kan du vælge disse belønninger:
- Et antal køretimer i delebilen eller en af AURAs andre delebiler for en bestemt minutpris. Prisen er lavere, jo flere timer du køber
- Et antal opladninger af elbil ved den nye ladestander – eller andre ladestandere i Auras og Spirii´s netværk
- Endelig kan din forening eller virksomhed få logo eller navn på delebilen. En foliering i mellemstørrelse koster 4999,-
Læs mere om de generelle betingelser for Auras delebiler her
Sådan kommer du ud at køre
Elbilen bliver af mærket Renault Zoe R 110, der er en fiks bybil med en rækkevidde på helt op til 385 km uden at udlede så meget som en smule co2. Du skal dog indregne en lavere rækkevidde i koldt vejr. Bilen er med automatgear, som man meget hurtigt bliver glad for.
Du booker og afhenter bilen via appen AURA Delebil, som du henter ned til din telefon. Her kan du også se, hvor meget tid du har tilbage af din booking, og i det hele taget holde øje med, hvad du har tilbage af din forudbetaling.
Det er ganske let at komme i gang. Der ligger letforståelige videoer, der viser, præcis hvordan man gør, så man er lynhurtigt ude at køre. Hvis der bliver behov for det, vil der være mulighed for at få personlig instruktion.
Sammen med AURA Energi vil Vores Brabrand i de kommende måneder flere gange invitere til at prøvekøre delebilen og stille spørgsmål om hele projektet.