
Alle sejl sættes nu til for, at Sødalskolen skal blive en endnu mere attraktiv lokal folkeskole, der i højere grad tilvælges af lokalområdet. Ud over det kommende samarbejde med ESAA Kids er en række større fysiske forandringer på vej. Blandt andet omdannes skolens aula til et endnu mere attraktivt midtpunkt i skoledagen.
Ud over at idræt og bevægelse fra næste skoleår bliver et centralt element i Sødalskolens pædagogik, arbejder skolen også på fornyelse på en række andre fronter.
Blandt andet ligger der en detaljeret plan for en udvikling af skolegården, der i mange år har været et lidt kedeligt og vindblæst opholdsrum for eleverne. Dertil kommer et større indretningsprojekt, der skal skabe nye læringsrum på skolen, der blev opført i 1962 og er tegnet af Friis & Moltke.
Arkitekt Søren Bolding Christiansen fra NERD Architects står for udviklingsarbejdet sammen med Kathrine Iversen, som er projektleder og facilitator i møbelvirksomheden Holmris B8 med fokus på pædagogik og æstetik i læringsmiljøer.
“Vi starter med aulaen, fordi Sødalskolen er med i det nationale forsøg med skolemad, der er i gang. Sammen med NERD architects er vi i gang med at udvikle rummet, så det både kan fungere som ramme om de yngste elevers daglige frokost og kan være samlingspunkt om mange andre aktiviteter,” fortæller Kathrine Iversen.
“Det er en utrolig spændende opgave at være med til at udvikle den her fine Friis & Moltke-skole, så der fortsat vil være en sammenhæng i skolens udtryk.”
Workshops med eleverne
Desuden er Kathrine Iversen, som også er billedkunstner, involveret i et omfattende kunstprojekt, som mange af skolens elever ligeledes bidrager til.
“Vi tager udgangspunkt i det eksisterende markante kunstværk, der findes på skolen og har valgt nogle farver ud, så det passer ind i det samlede udtryk. Eleverne har bidraget med input til, hvad der kendetegner Sødalskolen, og de mange gode ideer kommer til at indgå i kunstværket,” fortæller hun.
Eleverne fra 4. til 8. klasse har desuden deltaget i tre workshops i billedkunst i skoletiden, hvor de sammen med Kathrine og Lone, som er lærer på skolen, har været med til at male bidrag til kunstværket.
Elevernes værker kommer til at indgå i det samlede værk på C-gangen på skolen. Planen er, at kunstværket bliver en integreret del af en kommende udvikling af en af skolens lange hvidmalede gange. Her har eleverne ønsket at etablere et hyggeligt miljø, hvor de kan sidde og hyggesnakke og arbejde i mindre grupper.

Fornyet skolegård
I løbet af efteråret bliver Sødalskolens skolegård ligeledes omdannet og opgraderet betydeligt. Den bliver inddelt i zoner, der på forskellige måder kan understøtte aktiv læring og fællesskab.
I den østlige ende bliver multibanen og basketball genetableret, så de i endnu højere grad kan tiltrække eleverne i løbet af skoledagen. Og midt i det hele er det planen, at Hjerterummet skal inspirere til forskellige former for leg og bevægelse.
Flowzonen og Pauseskoven er andre områder, der inspirerer til andre former for aktivitet og fællesskab.
Konstitueret skoleleder Anne Brøns Kruse glæder sig til at komme i gang med det hele og tror på en positiv effekt af forandringerne:
“I første omgang håber vi bare at opleve en masse glade børn, og at eleverne oplever fællesskabet her på skolen endnu stærkere,” siger hun.
Lige nu afventer skolen en brandteknisk rapport, og at håndværkerne har tid til at gå i gang med arbejdet.
Læs også:
ESAA Kids på Sødalskolen: Ny hverdag med masser af idræt og bevægelse
Sødalskolen skal have ny skoleleder: Anne Katrine Kusk er fratrådt



