
René Jensen har tilbragt en stor del af sit liv i Brabrand IF – heraf mange år som træner og bestyrelsesmedlem. Hans oplevelser på sidelinjen har nu ført til udgivelsen af bogen Fodboldforældre. Den handler om voksne der vil det bedste for deres børn men sjældent på samme måde og ofte med meget forskellige midler.
Han startede i Brabrand IF, da han var 6 år – og han har været med til at forme fodboldafdelingen via sit frivillige engagement, blandt andet som omdrejningspunkt for de lavest placerede seniorhold og som initiativtager til julestævnet i Brabrandhallerne.
Og nu kan René Jensen også kalde sig forfatter.
“Jeg synes, processen har været virkelig sjov. Jeg har grinet rigtig meget selv, mens jeg skrev den. Samtidig har det været spændende med de mange samtaler med andre, som også kender til livet omkring fodboldbanen,” fortæller han.
Resultatet er bogen Fodboldforældre. En humoristisk og genkendelig fortælling om livet på sidelinjen. Om dåseøl i solen, forældrechats, der løber løbsk, excel-ark forklædt som overblik – og samtaler der sjældent ender dér hvor de begynder.

Sådan lyder beskrivelsen på bagsiden af bogen, der er blevet til hen over det seneste år:
“Den er fyldt med forældretyper, situationer og replikker, som rammer tættere, end man bryder sig om,” skriver han om bogen, hvor du bl.a. kan møde Villads´ mor, der deler hjemmebag ud, Dannys far, som drikker stribevis af Slots øl og råber ad dommeren – og alle de andre.
“De er selvfølgelig meget karikerede, men bygger alle på de mange forskellige forældretyper, jeg selv har mødt gennem mine mange år i fodboldens verden,” siger René Jensen i telefonen fra Spanien, hvor han nu bor.
“Jeg har forsøgt at skrive en bog med karakterer, som man måske kan genkende. Ingen er bedre eller dårligere end andre. Vi er alle forskelige. Forhåbentlig læser man den med et smil på læben.”
Mange slags forældre
Det er mindst 10 år siden, han på Samsø Festival tilfældigvis faldt i snak med nogen om livet på sidelinjen, og han begyndte gradvist at samle ideer til de forskellige karakterer blandt andet via samtaler med gode venner, som ligeledes har et nært kendskab til de mange forskellige slags forældre, som på hver deres måde vil det bedste for deres børn.
“Det er en kombination af oplevelser, fra jeg selv spillede og fra årene som træner. Men der er selvfølgelig sket meget siden. For eksempel bliver der ikke drukket så mange Slots Øl længere.”
Han blev tidligt i sin fodboldtid skadet og blev i stedet ungdomstræner i forskellige Aarhus-klubber. Senere var han som træner og leder med til at skabe et godt klubmiljø i Brabrand IF. Samlet har han været træner i klubben i op mod 15 år og sad i bestyrelse i ca. 10 år.
I en årrække har han arbejdet hos DBU Jylland i Tilst, hvor han blandt andet har arbejdet med træneruddannelser.
Svært at få bogen udgivet
Mens skriveprocessen var spændende og sjov, har selve udgivelsen af bogen taget lang tid og har været mindre fornøjelig.
“Det har været en hård proces at få den udgivet. Jeg har fået stor forståelse for, at mange har svært ved at tage det sidste skridt og få deres tekster udgivet,” siger han.
Undervejs lå projektet stille et par måneder, mens han så sig omkring efter folk, der kunne hjælpe ham. Det blev til en selvudgivelse under forlaget Offside, og undervejs har han fået hjælp til det visuelle arbejde og korrekturen af folk i sit netværk.
“Det er noget af det, fodbold kan. Især som træner får man jo et kæmpe netværk, og når jeg har manglet hjælp, har jeg fået rigtig god hjælp fra folk, som gennem årene har været spillere eller forældre,” siger han.
Bogen blev udgivet tidligere på året og er foreløbig blevet solgt i et fornuftigt antal, fortæller han. Den er nu ved at blive oversat til engelsk – og måske også senere til spansk.
Via Facebook-siden her kan du få et indtryk af bogen og reaktionerne på den. Du kan køb Fodboldforældre via linket her. Den koster 99,- plus evt. forsendelse.



