8220 Brabrand er kendt for at rumme madkulturer fra hele verden – men de klassiske ærke-danske middagsretter vender nu også tilbage med fornyet kraft. Det er Brabrands bistro Den Flyvende Hane, som nu hver onsdag har klassikere som mørbradbøf og fyldte tarteletter på menuen.
Hvis du holder af de gode klassiske tarteletter med rigeligt med høns og asparges, så er chancen der på onsdag d. 26. april, hvor netop denne klassiske danske delikatesse er på menuen hos Den Flyvende Hane på Hovedgaden.
Det er ellers rotisserie-kyllinger og andre fransk-inspirerede retter, der er på menuen i bistroen. Men indehaver Sten Benjaminsen synes, der også skal slås et slag for den gode danske madkultur, og han går selv i køkkenet fra morgenstunden om onsdagen for at forberede dagens menu.
For en uge siden var der rødvinsmarineret svinekam på menuen, og denne onsdag kunne kunderne forlyste sig med mørbradbøf á la creme ”som man fik på Mackenzie Pub”.
Især sidstnævnte blev et rigtigt hit, og det har givet Sten Benjaminsen mod på mere. Den kommende onsdag er der derfor tarteletter i kæmpe-størrelse på programmet.
”Jeg vil godt lave noget af det, folk elsker, men aldrig har tid til at lave,” siger han.
De unge piger, han har ansat, synes det hører fortiden til, så han går selv i køkkenet og koger høns og laver tartelet-fyldet helt fra bunden med masser af fløde og gode råvarer.
Lærte at lave mad af Lone Hindø
Lysten til at lave mad har han med sig helt fra sin skoletid, hvor han og en flok klassekammerater meldte sig til et madlavningsforløb på Nordgårdskolen.
Husholdningslærer – og nuværende byrådsmedlem – Lone Hindø lærte dem at lave en ordentlig sovs, og alt hvad der ellers skulle til.
De nye færdigheder fik han straks brug for derhjemme, hvor hans far arbejdede til halv fem, og der skulle helst mad på bordet ved 17-tiden.
”Når jeg havde været ude og gå med Demokraten (datidens avis, red.) gik jeg hjem og skrællede kartofler og gjorde aftensmaden klar. Jeg har siden da holdt meget af at lave mad,” fortæller han.
Han lover, at der kommer flere af de klassiske danske retter på programmet. Men kun om onsdagen. Resten af ugen fortsætter Den Flyvende Hane med bistroens fransk-inspirerede menukort.
Men onsdag d. 26. april er det tartelet-dag. De fyldte tarteletter koster 69,- stykket, og Sten Benjaminsen lover, at der som minimum er mad nok til én person. Han anbefaler, at man bestiller på forhånd på tlf. 2264 2912 eller på bistroens Facebook-side. Tarteletterne kan afhentes fra kl. 17.00.