
En stribe sure smileys og flere bøder. Det er status på relationen med Fødevarestyrelsen og madstedet Den Flyvende Hane i Hovedgaden. Indehaver Sten Benjaminsen erkender, at situationen er uholdbar og vil rette op på manglerne så snart det er muligt.
“Gå selv ud og kig i køkkenet! Vi holder ikke noget skjult for vores kunder!”
Det siger Sten Benjaminsen, som nu i fire år har drevet Den Flyvende Hane i Hovedgaden. Franskinspirerede kyllingeretter, burgers, sandwiches m.m. er på menuen – af og til suppleret med klassikere som pariserbøf, boef stroganoff og boller i karry.
Sådan ser menuen ud hos Den Flyvende Hane. Men på det seneste har andre lokale medier i Aarhus kunnet melde om problemer for madstedet, der er havnet i en langvarig konflikt med Fødevarestyrelsen.
I følge Sten Benjaminsen begyndte det for et års tid siden. Forinden havde myndighedens smiley vendt mundvigen opad – men så fik “hanen” pludselig en anmærkning ved et uanmeldt besøg.
Han er fritaget for digital post og mener ikke, at han modtog brev med opfølgningen og den nye smiley. Og derfor var den heller ikke i vinduet, da der næste gang var uanmeldt kontrol. Ny sur smiley.
“Den nægtede jeg at hænge op – og så fik jeg anmærkning igen,” fortæller Sten Benjaminsen.
“Nu begyndte de virkelig at gå ned i petitesser, og så begyndte jeg at blive lidt knotten. Den slags er jeg ikke så god til. Jeg er jo ikke den store diplomat. Men det resulterede bare i, at jeg fik en anmærkning mere.”
Føler det som chikane
Ved det næste besøg kunne kontrollanten ikke finde den sure smiley i vinduet, hvor den burde være. Der lå en trøje hen over den. Ny sur smiley.
“Så skulle de jo se, om de kunne finde noget – og så opdagede de et lille spindelvæv ved køleskabet. Jeg havde ellers støvsuget samme dag, men havde ikke set det,” siger Sten Benjaminsen med et sørgmodigt blik i øjnene.

“Så kørte de en finger på overkanten af køleskabet, og der var lidt fedt. Men sådan er det jo. Vi står og steger bacon, og selvom der er udsugning, kommer der let lidt fedt i lokalet.”
Han opfordrer igen til at tage et kig ud i køkkenet.
“Vi har jo grundig rengøring i køkkenet hver dag. Der bliver fejet, støvsuget, og vasket gulv. Og bordene tager vi hele tiden. Køkkenet er jo ikke så stort, og derfor er det endnu mere vigtigt, at der er rent hele tiden,” siger han.
“Jeg bruger 12 køkkenruller om dagen. Der skal bare tørres af hele tiden. Jeg er imod karklude, som jeg føler er en bakteriebombe. Jeg bruger spray og masser af køkkenrulle.”
Han føler at de mange besøg og negative smileys er chikane mod hans forretning. Han erkender dog, at der er brunt på væggen ved grillen, hvor olien springer op fra madlavningen og sætter sig fast.
“Det kan man ikke lige vaske af. Selvom vi også dér gør rent hver dag, er det blevet lysebrunt. Det skal slibes ned og males, og det er vi også på vej til at få gjort.”
Overvejer ikke forbud
De mange kontroverser med Fødevarestyrelsen har også ført flere bøder med sig. Dem har Sten Benjaminsen betalt.

Til Stiften siger fødevarechef Lasse Guldbrandsen, Fødevarestyrelsen, at sanktioner i form af indskærpelser, bøder og politianmeldelser fungerer som et incitament til at leve op til lovgivningen. Dels på grund af den økonomiske byrde og dels på grund af forbrugernes opmærksomhed på, at alt ikke er i orden.
“Der er i udgangspunktet ingen øvre grænse for det antal smileyer, som en virksomhed kan få. I Den Flyvende Hane er alvorsgraden i overtrædelserne ikke stor nok til, at et forbud kan komme på tale,” siger han til avisen.
I følge Stiften har Fødevarestyrelsen også politianmeldt Den Flyvende Hane. Det har Sten Benjaminsen dog ikke hørt noget om.
Han er dog ked af den negative omtale i de to lokale medier:
“Jeg stillede jo op til interview – det kunne jeg jo ha´ ladet være med. Jeg sagde til dem, at jeg håbede, de ville omtale mig på en pæn måde, så vi fortsat kan eksistere. Vi knokler jo løs, og jeg ved, at der er mange mennesker i vores by, som er glade for det vi laver.”
Han fortæller, at artiklerne om sagen kun har ført til få henvendelser fra kunderne.
“Folk hernede ved jo godt, hvordan det er. Vi havde jo ikke eksisteret i fire år, hvis ikke tingene var i orden.”
Den Flyvende Hane holder ferielukket i ugerne 28, 29 og 30.