
Igen denne sommer rykker Aarhus Jazz Festival til Brabrand med flere koncerter. Foreningen Bazarjazz, der i 2023 fik en Danish Music Award for sin indsats i lokalområdet, er klar med sprælske tilbud til både børn og voksne. Blandt andet kan du opleve digteren Peter Laugesen i Gellerup Kirke.
”Med en kæmpe kærlighed til jazz har Bazarjazz gennem flere år skabt unikke og inkluderende koncertoplevelser, hvor mange forskellige mennesker – med jazzen som samlingspunkt – har knyttet bånd på tværs af alder, etnicitet og kulturel baggrund.”
Sådan lød en del af begrundelsen for, at sanger og sangskriver Camilla Dayyani og Bazarjazz i 2023 fik overrakt en Danish Music Awards Jazz for Årets Koncertoplevelse.
Igen denne sommer byder Bazarjazz ind med unikke musikoplevelser. Blandt andet har hun inviteret digteren Peter Laugesen, Brabrand, som i juni modtog Prins Henrik Prisen og et hæderslegat på 300.000 kr. for sin indsats for dansk digtning.
Peter Laugesen optræder tirsdag d. 15. juli kl. 20 i Gellerup Kirke sammen med Camilla Dayyani Kvartet og den internationalt anerkendte trommeslager og perkussionist Paal Nilssen-Love.
Gendigtning af persiske digte
Peter Laugesen har for nylig udgivet en dansk gendigtning af Omar Khayyam digte. Han er en persisk digter, som Camilla Dayyani har beskæftiget sig en del med, og derfor var det oplagt at invitere Peter Laugesen og de nye gendigtninger ind i hendes musik, skriver Aarhus Jazz Festival om koncerten.
“Camilla strækker sig over århundreder og kontinenter, når hun sætter musik til persiske og danske digte. Hun får verdener til at mødes i en samlet helhed, hvor både lyrik og musik klinger nyt og på samme tid velkendt,” skriver festivalen.

Camilla Dayyani optræder som sangerinde og komponist med sit faste hold af eminente medspillere Fredrik Lundin, Artur Tuznik og Thomas Sejthen.
Ved denne koncert inviterer de som nævnt yderligere en prominent gæst ind i Dayyanis musikalske univers, nemlig jazzfestivalens “Artist in residence”, trommeslageren Paal Nilssen-Love.

Jazzede versioner af velkendte børnesange
Men Bazarjazz står også for musikalske oplevelser for børn under Aarhus Jazz Festival. Det sker mandag d. 14. juli kl. 11.00, hvor Camilla Dayyani sammen med Sangskattekisten optræder på Verdenspladsen midt i Gellerup.
“Sangskattekisten sætter gang i børnene og deres voksne med velsvingende musik. De spiller de gode gamle børnesange som “Hjulene på bussen”, “Jeg gik mig over sø og land” og det store hit “Fem små aber”,” skriver jazzfestivalen.
“Alle inddrages med sang, rytmik og bevægelse, så vi i fællesskab får en skøn koncertoplevelse. Børnene kender for det meste både sangene og videoerne fra YouTube, og trioen nyder at omsætte det velkendte til en god og levende musikalsk fællessangsoplevelse.”
Jazztrioen består af de tre garvede musikere, som har indspillet alt musikken til Sangskattekisten. Ud over Camilla Dayyani er det Jens Jefsen og Hans Esbjerg.
Ved koncerten på Verdenspladsen får trioen besøg af Salam Susu, som er fra Syrien og spiller harpe.
“Hun vil medbringe nogle arabiske børnesange og giver et twist på nogle af de velkendte sange, så vi hører dem på begge sprog,” skriver festivalen.
Camilla Dayyani (voc), Hans Esbjerg (p) og Jens Jefsen (b) udgør Sangskattekisten.
Fortryllende saz-melodier
Faktisk er Bazarjazz involveret i yderligere en koncert under Aarhus Jazz Festival, nemlig mandag d. 14. juli kl. 14.00 på Dokk1, hvor Ipek Yolu optræder.
“Ipek Yolu er et fængslende og dynamisk band, der ubesværet væver et eklektisk tæppe af musikalske traditioner fra flere verdenshjørner,” skriver jazzfestivalen.
Også her er der et lokalt islæt: Bandet ledes af Orhan Özgürs fortryllende saz-melodier, mens Olaf Brinchs sound og groove på bassen lægger en solid grund, mens Frederik Bülows synkoperede rytmer på trommerne driver musikken frem. Jon Døssing Bendixens tangenter tilføjer en atmosfærisk rigdom til ensemblets lydlige palet, lyder det om bandet. Læs mere her.