Jonglering, trapez, et-hjulede cykler og akrobatik. Cirkus Tværs giver alle børn og unge i Aarhus Kommune mulighed for at lære cirkusverdenen at kende helt gratis. Lokale Fortællinger har i corona-nedlukningens sidste uger besøgt det lille cirkus på Gudrunsvej 78.
Tekst: Michelle Frost
Her kommer engagement og lyst før erfaringer. Cirkus Tværs kan være en fritidsaktivitet, men med øvelse og træning et sted til at blive en sand cirkusartist. Dog er målet, at det er rent og skært sjovt at lave cirkus, og at børn og unge får gode værdier med i bagagen.
Cirkus Tværs er et socio-kulturelt projekt støttet af Aarhus Kommune. I dag, 33 år efter åbningen, er det stadig Gellerups internationale cirkus, der har optrådt i forskellige lande som Bulgarien, Palæstina og Tyskland.
Medlemskabet er primært henvendt til børn fra 10 år, men Cirkus Tværs har også unge fra 14-20 år, der hjælper de yngre med at mestre de forskellige cirkusdiscipliner. Som medlem opbygger børn og unge et netværk med andre cirkusartister, tager del i at skabe forestillinger og optræder nationalt og internationalt.
Bag Cirkus Tværs står cirkusdirektør Søren Stockmar, som selv kommer fra cirkusverdenen og har levet af at være freelancer i mere end 20 år. Siden 2015 har han været cirkusdirektør i Cirkus Tværs og undervist børn og unge i cirkus og dets sociale element.
”Døren står åben. Du kan komme ind fra gaden, og vi spørger ikke nødvendigvis om, du bor i Gellerup eller et andet sted i Aarhus. Cirkus Tværs er et sted, hvor man mødes for at træne til et show eller specifikke discipliner. Det er også en klub/cirkusfamilie, hvor man får et lille netværk”, siger Søren Stockmar.