Af MICHELLE FROST
Jonglering, trapez, et-hjulede cykler og akrobatik. Cirkus Tværs giver alle børn og unge i Aarhus Kommune mulighed for at lære cirkusverdenen at kende helt gratis. Engagement og lyst kommer før erfaringer. Cirkus Tværs kan være en fritidsaktivitet, men med øvelse og træning et sted til at blive en sand cirkusartist. Dog er målet, at det er rent og skært sjovt at lave cirkus, og at børn og unge får gode værdier med i bagagen.
På grund af den ofte omtalte corona er Cirkus Tværs lukket, men de smækker dørene op så snart, hverdagslivet vender tilbage. Cirkus Tværs er et socio-kulturelt projekt støttet af Aarhus Kommune. De befinder sig på Gudrunsvej 78 over for City Vest. I dag 33 år senere er de stadig Gellerups internationale cirkus, der har optrådt i forskellige lande som Bulgarien, Palæstina og Tyskland. Medlemskabet er primært henvendt til børn over ti år, men de har også unge fra 14-20 år, der hjælper de yngre med at mestre de forskellige cirkusdiscipliner. Som medlem opbygger børn og unge et netværk med andre cirkusartister, tager del i at skabe forestillinger og optræder nationalt og internationalt.
Bag Cirkus Tværs står cirkusdirektør Søren Stockmar, som selv kommer fra cirkusverdenen og har levet af at være freelancer i mere end 20 år. Siden 2015 har han været cirkusdirektør i Cirkus Tværs og undervist børn og unge i cirkus og dets sociale element.
”Døren står åben. Du kan komme ind fra gaden, og vi spørger ikke nødvendigvis om, du bor i Gellerup eller et andet sted i Aarhus. Cirkus Tværs er et sted, hvor man mødes for at træne til et show eller specifikke discipliner. Det er også en klub/cirkusfamilie, hvor man får et lille netværk”, siger Søren Stockmar.
Mangfoldighed og gode værdier
Cirkus Tværs lærer børnene at have tillid til hinanden, turde stå på hovedet og vigtigst af alt have lov til at begå fejl. Søren Stockmar slår fast, at vejen til succes ikke kommer uden nedture. Han mener, at børn og unge bliver dygtigere af at dumme sig. Det er en del af at lave cirkus og en del af at være menneske.
Størstedelen af fællesskabet i Cirkus Tværs er mellem 10-14 år og kommer fra Gellerup med en overvægt af børn og unge med anden etnisk baggrund. Syrien, Palæstina, Iran og Somalia er nogle af de etniciteter, der udgør Cirkus Tværs’ multikulturelle fællesskab. Et fællesskab, der også går på tværs af sociale skel og religion. Fokus er dermed ikke på børn og unges alder og baggrund, men på deres villen og kunnen i arbejdet med at lave cirkus.
”Vi vil have, at alle hjælper hinanden. Har vi en gruppe mellem 10-16 år, så kan de store smide de små op på skuldrene eller lære dem at jonglere. På samme tid kan det være de små, der er bedre til at lave kolbøtter end nogle af de store, som er startet, så hjælper de hinanden. Så det går blandt andet på tværs af alder her”, fortæller Søren Stockmar med et smil på læben.
Cirkusuniversets værktøjer og redskaber bliver så at sige anvendt til at lære alle børn og unge om gode værdier, som hvordan man samarbejder sammen på tværs af alder. Søren Stockmar fortæller, at deres børn og unge hurtigt forstår i øvningen og træningen af cirkusdisciplinerne, hvordan man behandler og omgås hinanden. Der er ingen, som vil arbejde med en uhjælpsom person, som ikke opfører sig ordentligt, når man selv yder sit for at nå i mål med forestillingen. For eksempel i akrobatik klatrer akrobater på hinanden, og derfor skal der huskes på at vise hensyn og samtidig at fastholde koncentration og udholdenhed. Her hjælper det derfor ikke at skabe sig eller sætte sig over i hjørnet og surmule. Det bliver man kun upopulær af. Søren Stockmar fortæller, at det er ikke som i skolen, hvor de voksne sætter sig ned og snakker med børnene om god opførsel. I Cirkus Tværs lærer de det gennem deres handlinger, hvorigennem de hurtigt forstår, hvordan man er over for hinanden. God opførsel giver altid et godt samarbejde.
På samme tid åbner cirkussets sociale element op for det nære og personlige. Der er plads til dialog om alt muligt. Cirkusdirektøren fortæller:
”Vores hovedformål er at løse konflikter på en ordentlig måde og kunne stole på hinanden. Der er en stor grad af ærlighed hernede. Det kan godt være, at man har lavet noget, som mor og far bliver sure over, men måske trænger man til at læsse af hernede, så kan man det. Så det er meget socialt baseret, men med et seriøst indhold af cirkus. Vi tager cirkus ret alvorligt.”
Cirkus som et alternativ til dannelse og integration
Cirkus Tværs’ særlige fokus på børn er ikke uden grund. Søren Stockmar understreger, at i cirkusverdenen er der mange muligheder for at finde ud af, hvad man er god til. Cirkus er blevet et andet alternativ til at forstå sig selv og sine evner.
”Det kan være, at du ikke passer ind i fodbold-, skak- eller cheerleading klubben, men her kan du bruge forskellige måder at bevæge dig på. Meget af det er leg, hvilket gør, at det måske er nemmere at passe ind her. Det er netop i børne- og ungdomsalderen, at man arbejder på som menneske at definere sig selv”, fortæller cirkusdirektøren.
Han mener også, at det i særdeleshed hjælper børn med andre etniciteter ind i et fællesskab og øger deres lyst til at bidrage og vise, hvad de kan. Cirkus Tværs er et socialt cirkus, og derfor tænker cirkusdirektøren, at hovedparten af Cirkus Tværs’ børn og unge skaber en form for tilknytning til stedet. De prøver kræfter med forskellige roller som ”en jonglør, en klovn, en stærk mand, en der hiver teltet op eller en der tørrer bænke af”. Ifølge ham er det et godt startskud for børn og unge med anden etnisk baggrund til at integrere sig mere i samfundet, da det holder dem væk fra at bevæge sig ud i kriminalitet og giver deres liv indhold og mening. De bliver bemærket og værdsat for deres anderledeshed i Cirkus Tværs. En anderledeshed, som specielt kan ses som en fordel i cirkusverdenen, der er populær netop på grund af dens spænd af forskelligartede discipliner.
”Det er måske ikke helt nok bare at gå i skole og sidde derhjemme, men federe at hænge ud hernede for nogen end ude på gaden. Dem, som får et tæt tilhørsforhold hertil, de har også en tradition for ikke at få mange problemer i deres ungdom. De kommer ikke ud i samme grad af kriminalitet eller misser skolen så meget, og hvis de misser skolen, så kan de spørge om hjælp hernede”, fortæller Søren Stockmar.
På den måde mener han, at cirkusverdenen hjælper med også at nedbryde fordomme og grænser, når folk på tværs af alder, baggrund og noget helt tredje møder hinanden. ”Hvis vi optræder i Fredericia, så er vi egentlig sådan nogle Gellerup-bøller, der kommer, men nej, så oplever de, at det er vi faktisk ikke. Vi er helt almindelige unge mennesker, der bare har det megasjovt med at være dygtige til noget.”