
Sæson efter sæson skaber frivillige rammerne for, at i tusindvis af børn i Brabrand har et aktivt fritidsliv. I Brabrand IF Gymnastik sørger Majbrith Frøsig Christensen og Thomas Jørgensen for, at der er et gymnastikhold til 350 børne-medlemmer. De kunne godt bruge en hjælpende hånd.
“Vi er en stor bydel med mange børn og unge, og det er da bare fedt at være med til at give dem nogle gode stunder sammen!”
Det siger 48-årige Majbrith Frøsig Christensen, som siden 2019 har været en af de bærende kræfter i Brabrand IF Gymnastiks børn- og unge-team. Sammen med få andre erfarne voksne og en stor gruppe unge energifyldte instruktører er hun med til at drive børne-afdelingen med ca. 15 spring- rytme- og dansehold til de 350 medlemmer under 15 år.
At være med til at skabe fællesskaber er det, der driver hende.
Samtidig er det ingen hemmelighed, at både gymnastik-afdelingen og de øvrige afdelinger i BIF ind i mellem slider med at få enderne til at hænge sammen. Derfor gør Brabrand IF Gymnastik her i foråret en ekstra indsats for at finde nogle flere voksne, som vil gøre en ulønnet indsats for foreningen.
Her i februar er arbejdet med at forberede næste sæson gået i gang. Det er en stor og kompleks opgave at finde instruktører og træningstider til de mange hold. Men de to erfarne ledere tager gerne opgaven på sig. Til gengæld kunne de godt bruge nogle flere hænder til at være med til at skabe endnu bedre rammer for både gymnaster og instruktører.
“Jo flere, der vil byde ind, jo lettere og sjovere er det at få det hele til at fungere,” siger hun.

“Thomas og jeg er efterhånden vant til at fået det meste til at lykkes, og vi har ret godt styr på, hvad der sådan overordnet skal ske. Men der er en masse andre opgaver, vi godt kunne bruge noget hjælp til.”
Prøver at nå det hele
Som konkrete eksempler nævner hun, at der et par gange om året er brug for at få set foreningens udstyr efter i sømmene og evt. indkøbt nyt. Og at være med til at sikre, at kontakten med de mange instruktører og hjælpe-instruktører foregår på de rigtige kanaler.
Hun nævner også afdelingens indsats for at tilbyde instruktørerne relevante kurser, og sørge for at de bliver tilmeldt sov. Også her kunne de to koordinatorer godt tænke sig at blive aflastet.
“Lige nu vipper vi på et balance-punkt, hvor vi prøver at nå det hele. Men vi kunne virkelig godt bruge nogle flere, som vil tage forskellige enkelt-opgaver på sig,” siger hun.
“Vi har en fælles opgave at skabe gode rammer for det hele, så instruktørerne kan koncentrere sig om deres hold. Det er virkelig fedt, at vi har så stor en afdeling, og vi har også hold med ventelister. Vi kan ikke lade være med at tænke på, at måske kunne vi have rekrutteret en springtræner mere, hvis vi havde haft overskuddet. Vi vil helst ikke sige nej til nogen.”
Hun understreger, at det ikke er sådan, at der går en masse tid med møder. Der er i gymnastikafdelingen en kultur med stor tradition for tillid og uddelegering.
Brug for ny inspiration
Majbrith Frøsig Christensen er vokset op i Trige, hvor der som i Brabrand er en stærk forenings-tradition. Så hun var selv aktiv instruktør som 13-årig og lod sig vælge til bestyrelsen som helt ung.
“Foreningslivet har altid betydet meget for mig. Jeg oplever, at jeg får mere tilbage, end jeg giver,” siger hun.
I Brabrand blev hun aktiv i gymnastikafdelingen i 2019. På det tidspunkt havde foreningen ingen danseafdeling, og det mente hun, at den burde have. I dag tilbyder Brabrand IF Gymnastik fire dansehold til børn i forskellige aldre – fra de yngste All Starz i 0.-2. klasse til Snipers for 7.-9. klasse.
Hun er selv med-instruktør på Step It Up for 5.-6. klasse.
“Jeg nyder at komme ned og gi´ min egen danseglæde videre til de unge piger, der hver uge står klar i gymnastisksalen på Sødalskolen. Det er fantastisk at se, hvordan de udvikler sig og at opleve dem gå på gulvet til en opvisning, engagerede i at vise det, de kan.”
Hun nævner DGI´s forårsopvisning d. 9. marts og foreningens egen opvisning i Brabrandhallen d. 5. april som herlige dage for hele holdet.
“Og så har jeg lysten til at bidrage til, at alle holdene skal ha´ nogle ordentlige rammer. Og ja, der er mange opgaver. Jeg har Thomas at dele det med, men vi har også brug for ny inspiration fra andre, så vi kan gøre det endnu bedre.”
Hun har kontakten til Sødalskolen, tjekker op på om redskaberne er i orden, sørger for at der bliver købt en ny hængelås til skabet. Alle de små ting der kan være i løbet af sæsonen.
Majbrith Frøsig Christensen håber, at hun og Thomas Jørgensen i Team Børn og Unge allerede her i foråret vil få opbakning fra et par stykker mere, som har den samme lyst til at skabe gode rammer for både instruktørerne og de 350 unge medlemmer.
Tag kontakt til Majbrith og Thomas på email bifgym.bu@gmail.com, hvis du er interesseret i at give en hånd med. Skriv også gerne til samme mailadresse, hvis du er interesseret i at blive instruktør i foreningen.