Bankospil er en fast del af underholdningen på Engsøgaard Plejehjem i Brabrand – og intet bankospil uden præmier! Forleden var Rema 1000-købmand Mads Veirup inviteret på besøg og fik overrakt blomster og et flot diplom som tak for at være en trofast præmie-sponsor.
June Seier Jørgensen fra Engsøgaard Plejehjeme er nok den eneste kunde hos Rema 1000 på Stenbækvej, som kan tage, hvad hun har lyst til på hylderne i butikken.
Gennem snart mange år har butikken leveret præmier til de faste bankospil på plejehjemmet, og June Seier Jørgensen sørger for at udvælge små gevinster, der altid vækker begejstring hos beboerne.
”Vi går jo mindst lige så meget op i præmierne som i selve spillet. Det er ligegyldigt, om det bare er en lillebitte ting. Bare det dér med at man har vundet noget,” siger en af de faste bankospillere, Aase Wardinghus.
”Vi griner tit af, at vi kan gå så meget op i det. ”Nej, den dér ta´r du ikke, nu er det min tur til at vinde,” siger vi til hinanden.”
Sammen med en anden beboer, Aase Simonsen, fortalte hun om, hvordan bankospillene på Engsøgaard på magisk vis næsten altid ender med, at alle deltagere forlader fællesrummet med en gevinst.
”Men det går ærligt til! Der er ingen, der snyder,” understregede de begge for Vores Brabrands udsendte.
”Jeg ville meget nødig undvære det!”
Mindst hver 14. dag inviterer June Seier Jørgensen til bankospil – men også oftere hvis tiden lige er til det. Ind i mellem bliver der også tid til at arrangere særlige spil for plejehjemmets demente beboere, som har brug for lidt mere tid til at kunne følge med.
Forleden inviterede plejehjemmet købmand Mads Veirup, Rema 1000 på Stenbækvej, til kaffe på plejehjemmet Engsøgaard. Her blev han hyldet med blomster og et diplom for trofast at levere præmier til bankospillene.
”Det er helt fantastisk, at du bliver ved med at støtte sådan nogle gamle nisser som os, sagde Aase Weidinghus til købmanden med et stort smil. Hun er en af dem, som altid deltager i bankospillet.
”Jeg er med hver eneste gang. Jeg ville meget nødig undvære det,” fortalte hun.
Glade for creme og chokolade
Købmand Mads Veirup var glad for blomsterne og diplomet, der får en hædersplads i personalerummet. Og han lover, at June Seier Jørgensen fortsat vil få adgang til at fiske små præmier frem på butikkens hylder.
”Jeg tror, at June har en bedre fornemmelse for, hvad der er gode præmier, end vi i butikken har. Hun har carte blanche til at vælge de ting, hun mener, der er brug for,” sagde han.
”De fleste er glade for creme eller lidt chokolade. Men nogle gange kan det også være lidt mere specielt, som for eksempel en lille vase eller lysestage,” forklarede hun.
Nogle er mest til de søde sager, men hun noterer også, hvis nogen mangler tandpasta eller shampoo til at vaske håret. Så kan de også være blandt præmierne den følgende uge.
Beboerne giver hver gang 20 kr. hver for at deltage. Pengene bliver senere brugt, blandt andet når børnene fra Engdalskolens fritidsklub kommer på besøg og bl.a. sælger kager til fordel for Børns Vilkår.