78-årige Morten Laursen er en af Aarhus Kommunes bedste naturplejere. Omkring 50 af hans kvier går hele sommerhalvåret og hygger sig på engene omkring Brabrand Sø. Samtidig sørger de for, at arealerne ikke vokser fuldstændig til i græs, siv og tagrør.
De to kvier løfter hovedet og kigger over mod Morten Laursen på den anden side af hegnet. De kender ham godt – men der er på den anden side ikke den store gensynsglæde.
”De kommer ikke stormende, fordi de ved, at jeg ikke har noget med til dem,” forklarer han.
Han har cyklen med i bilen fra Assedrupgaard mellem Malling og Odder, hvor han bor. Så cykler han rundt ad Brabrandstien og ser til dyrene.
Fem-årige Snehvide, som går på engen ved Døde Å på sydsiden af søen, har en ganske særlig plads i Morten Laursens hjerte, og det er ofte den, der bliver portrætteret i de fotos, han lægger fotos op i Facebook-gruppen Livet i Ådalen.
”Hun er fantastisk som udsætterko. Grunden til at hun er der, er at hun skal fortælle de små, hvor man kan gå. De følger hende jo. Ellers virrer hun lidt med hovedet for at få dem med. Hun bestemmer, hvor de skal græsse.”
Så er der de to ammekøer Mathilde og Clotilde. De er også udsætterkøer, som egentlig skulle ha´ været sendt til slagtehuset. Men de har fået lov til at fortsætte det gode liv på engene ved Brabrand Sø.
”De giver ikke mælk nok til at være i mælkeproduktion. Men her går nogle kalve og patter på dem, og så får de mælk på den facon,” fortæller han.
Kun få af de øvrige kreaturer har navne. Men han kan genkende dem alle sammen.
Han har omkring 70 i alt. De fleste går omkring Brabrand Sø – blandt andet 15 ved Hougårdsvej.
Næsten hver dag er han en tur rundt om søen for at se, om der er strøm i hegnet, og kreaturerne ser ud til at ha´ det godt.
”Jeg synes, det er dejligt. Jeg elsker det. Jeg er jo i forvejen halvt brabrandit, og jeg har stadig en del familie her. Og så møder jeg en masse mennesker undervejs. Folk kender mine kreaturer, og så står vi og snakker lidt.”
”Ingen overskudsforretning”
Vi står på Brabrandstien syd for Brabrand Kirke og kigger ud over engen, hvor nogle få af kreaturerne strækker hals for at få fat i det grønne græs under tråden.
”Det her stykke startede jeg op i samarbejde med menighedsrådet. Senere kom kogræsserforeningen til. De har købt dyrene af mig, og så hjælper de med at holde øje med dem hen over sommeren. Når efteråret kommer, henter jeg dem og kører dem til slagteren.”
Aarhus Kommune vedligeholder indhegningen, mens Morten Laursen selv sørger for resten.
”Det er jo ingen overskudsforretning. Det er derfor, driften af sådan nogle enge her er gået helt af mode. Ingen kødproducenter bruger engdrift mere ligesom i gamle dage. Her er foderet ikke optimeret med protein osv. De går bare og spiser det, de synes smager bedst.”
Og det er de forskellige slags græs, dyrene synes smager bedst. Det er derfor, kreaturerne er så gode til naturpleje, forklarer han.
”De spiser græsserne først, for de er sødest. De forskellige blomster-arter har til gengæld en lidt bitter smag. Det er deres måde at forsvare sig på, at de producerer et svagt giftstof. Så får de lov til at blive stående, til de er blomstret af,” forklarer han.
Men ikke nok med det. Når de så visner, omdannes giftstoffet, og så bliver de spist med stor fornøjelse af kreaturerne – og frøene spredes efterfølgende via afføringen. Hermed er grunden lagt til en øget biodiversitet.
”I år kom kreaturerne en måned senere ud end normalt. Derfor er siv og tagrør og siv blevet temmelig højere nogle steder,” siger han.
Faktisk spiser dyrene også sivene – men de vil helst ha´ de friske skud.
Generelt kan kreaturerne sagtens klare sig, selvom der er fugtigt på engene som i foråret, understreger han.
”De kan sagtens gå rundt overalt, og nogle af dem går også helt ud til kanten af søen. De bestemmer selv hvor langt de vil gå. Deres klove er velegnede til at gå på enge med blød bund. Men de skal ha ´et tørt sted at ligge.”
Tag ikke hunden med i indhegningen
Morten Laursen har lagt mærke til, at der hos en del mennesker er modstand mod indhegninger med kreaturer eller heste. Han noterer sig, at en del mennesker virker bange for dyrene.
”Nogle mennesker oplever, at kreaturerne er aggressive – men de er bare ”kjælle” og vil ha ´noget slik. Til gengæld er det en dum idé at tage en hund med ind i indhegningerne. Hunde er jo i familie med ulven, og kreaturerne har det i generne, at det er dyr, de skal være bange for.”
Overtog familie-landbrug
Det er cirka 15 år siden, han indledte samarbejdet med Aarhus Kommune om afgræsning af engene ved Brabrand Sø. Det startede med engene ved Hougårdsvej, og så er der kommet flere og flere arealer til.
Mange undrer sig over, at han og kreaturerne kommer så langt væk fra. Men hans fars familie er fra Brabrand, og han nyder sine daglige besøg i området.
Hans farfar var i sin tid medlem af sognerådet, mens hans farmor passede telefon-centralen i Brabrand. Morten Laursen selv boede i en villa på Tingstedet med sin familie og passede sin lærer-gerning frem til 1983.
Da døde hans morbror, og han overtog landbruget Assedrupgaard mellem Malling og Odder. Gården har været i familiens eje gennem de sidste 300 år, og han er den 10. i rækken, som nu driver landbruget.
”Jeg var lærer i 25 år og deltidslandmand i 10 af de 25 år. Jeg var halvt lærer og hel landmand. Da jeg så stoppede som lærer, var jeg halvanden landmand,” siger Morten Laursen og sender et af sine skælmske blikke af sted.
”Det er jo noget helt andet end at arbejde fra 8 til 16. Min telefon er åben døgnet rundt, fordi jeg har kreaturer og heste til afgræsning. Og jeg er da blevet ringet op kvart over midnat af Østjyllands Politi, fordi 18 kreaturer var smuttet ud ovre ved Constantinsborg.”
Han fik fat i nogle gode venner, og sammen fik de dyrene til at gå ind i kreaturvognen. Eller dem der nu kunne være. Resten gik bagefter. Når deres venner står inde i vognen, følger de andre med, ved han af erfaring.
”Kvier er nemme at ha´”
Morten Laursen har kun kvier. Hunkalve kaldes kvier, indtil de har fået deres første kalv.
De er kommet i overskud hos en landmand, som arbejder med avl. I avls-sammenhæng er det kun tyrekalve, der tæller – men selvom man på forhånd sorterer sæden grundigt, kommer der også nogle kvier til verden. De får så i stedet et godt liv hos Morten Laursen. Om vinteren i stalden hjemme på Assedrupgaard. Og i sommerhalvåret på engene ved Brabrand Sø.
”Kvier er nemme at ha´. De går bare og hygger sig her i to et halvt år, inden de sendes til slagtning.”
Han køber dem, når de er tre måneder gamle, og når de har lært, hvad et strømførende hegn er, og de har fået lidt kraftfoder, kommer de på græs og lever af, hvad de kan finde på engene. Der er rigeligt at gå og bide i. Der går for eksempel fire unge kalve sammen på en mark tæt ved rostadion.
Diversiteten er blevet større
Han nyder de daglige ture rundt om søen for at se til dyrene. Derfor fortsætter han, selvom de fleste andre 78-årige er begyndt at tage den lidt mere med ro. Det er hyggen, der vejer tungere end økonomien.
”Jeg kan dog ikke li´ røde tal på bundlinjen, så det skal kunne løbe rundt. Men jeg har jo også min folkepension og gården, jeg kan leve af.”
Økonomisk løber det rundt på grund af den tilskudsordning, der findes til de firbenede naturplejere på Natura 2000-områder.
Han oplever, at afgræsningen er med til at skabe endnu bedre betingelser for dyrelivet omkring søen. Der er stadig masser af høj bevoksning, hvor harekillinger, fugleunger, fasan- og agerhønse-kyllinger kan gemme sig. Og samtidig er der de åbne områder, hvor de kan gå ud og tørre sig i solen.
”Jeg oplever, at der de senere år er kommet endnu flere arter – men med et mere jævnt tryk og en større alsidighed end tidligere. Diversiteten er blevet større. At Snehvide og hendes venner er med til at give sådan en biodiversitet, er en stor glæde for mig.”
