For andet folketingsvalg i træk stiller Chresten H. Ibsen fra Brabrand op på egen hånd uden at have et parti i ryggen som de andre kandidater. Her fortæller han om sin prioriteringer – og om forhåbningen om at blive valgt til Folketinget.
Det er hektiske dage for familien på Hvedebjergvej, der blandt andet omfatter lille Hannah på et år. Farmand Chresten H. Ibsen stiller for anden gang op til folketingsvalget uden for partierne.
Det betyder, at han må klare det hele selv – inklusive at få sine valgplakater op i lygtepælene i hele Østjylland og finde de nødvendige 150 stillere for overhovedet at få lov til at komme på stemmesedlen.
Det sidste lykkedes i sidste uge efter lidt af en kraftpræstation – og med hjælp fra Rema-købmand Mads Veirup og en masse velvillige Brabrand-beboere.
Han havde, efter at valget var udskrevet, pludselig opdaget, at stillerne alle skal bo i opstillingskredsen, Aarhus V, og det betød ekstra hårdt arbejde for at få formaliteterne på plads. Men på parkeringspladsen foran Rema 1000 gik det pludselig stærkt.
”Det var virkelig fantastisk rørende. Det var nærmest som om, hele Brabrand bare sagde, at uanset hvad så skulle jeg ha´ chancen for at stille op. Pludselig væltede det ind med stillere. Jeg skulle kun bruge 150, men pludselig havde jeg 220,” fortæller han.
Han tog børnene med i bilen og kørte til Aalborg for at aflevere listerne med stillere – og derefter gik hele familien i Aalborg Zoo.
Han fortæller, at selvom han synes, det har været besværligt at skulle ud på gaden og bede folk om at skrive under, har det også været givende at ude og finde de 150 stillere.
”Jeg kan mærke, at rigtig mange går op i demokratiet. Jeg har talt med folk, som sagde, ”Jeg er uenig med dig, men du skal have lov til at stille op”.”
Han understreger, at prioriteringen er klar i valgkampen: Først familie og derefter uddannelse og arbejde – og så politik, hvis der ellers er lidt tid tilbage.
”Hvis jeg har en halv time, tager jeg ud og hænger et par plakater op eller laver lidt politik. Jeg bliver ikke så stresset som andre måske ville blive. Nogle kandidater ser nok kun de lygtepæle, de ikke hænger i. Men man kan ikke være alle steder,” siger Chresten H. Ibsen, som indrømmer, at han glæder sig, til valgkampen er slut.
”Nu må jeg se, hvordan det går. Jeg vil ikke lige gi´ slip på drømmen om at komme i Folketinget.”
Mens de fleste af de andre kandidater har et parti i ryggen, har han valgt at stille op på egen hånd og klare det hele selv, med gode venners hjælp. Alligevel hænger han dog nu i over 200 lygtepæle i Østjylland. Han glæder sig over, at han kunne genbruge plakaterne fra det seneste folketingsvalg, så han ikke behøvede at bruge tid, penge og ressourcer på at trykke nye.
Klogere på hvad der rører sig hos folk
Da han stillede op i 2019, var han blandt de fem kandidater, som matchede flest danskere i DR´s kandidattest. I Østjylland var hele 44.000 borgere mest enig med ham.
”Det var super fedt. Desværre blev det først offentliggjort på valgdagen kl. 12. Men det var da ret lækkert at vide, at jeg står for noget, der interesserer mange mennesker,” siger han.
Hvad får du egentlig ud af at stille op til Folketinget?
”Jeg får det ud af det, at jeg bliver klogere på hvad der rører sig hos folk. Selvom jeg ikke kommer ikke ud til så mange valgmøder, får jeg alligevel mange samtaler med folk, og jeg får en god fornemmelse for, hvad det for vælgerne handler om,” svarer han.
Ved sidste folketingsvalg oplevede han, at nogle mennesker talte om, at det kunne være stemmespild at sætte sit kryds ved ham, men det argument har han ikke hørt nævnt denne gang.
”Jeg fornemmer, at jeg bliver taget mere seriøst denne gang. For 4 år siden skulle jeg hovedsagelig forklare, hvorfor jeg overhovedet stillede op som uafhængig. Denne gang spørger folk mere ind til, hvad min politik er.”
489 stemmer blev det til sidste gang. Men Chresten H. Ibsen fra Hvedebjergvej har på ingen måde opgivet drømmen om at komme i Folketinget, selvom der sandsynligvis skal omkring 20.000 stemmer til.
”Jeg er spændt på det. Jacob Haugaard stillede op syv gange, før han kom ind… Jeg får måske ikke 20.000 stemmer i år, men det er vigtigt for mig at holde fast og vise, at jeg bliver ved. Det håber jeg, at folk kender mig for i andre sammenhænge. Og det tror jeg er noget, der virker. Det er sjældent, at dem der bliver ved, ikke lykkes til sidst.”
Chresten Ibsen skriver løbende om valgkampen på bloggen Chrestens Valg. Her kan du eksempelvis læse om hans politiske prioriteringer. Og her kan du møde ham i en samtale med tidligere folketingsmedlem for Alternativet, Julius Gorm Grantzau.
Læs også: