Dagrofa Foodservice på Edwin Rahrs Vej 68 er fødeleverandør til byens restauranter, caféer, pizzarier, forsamlingshuse og kiosker. Virksomheden har de seneste måneder gennemgået en stor renovering og markerer torsdag forandringerne med en genåbningsfest.
Den seneste tid har butikschef Kasper Skonning sammen med sit team knoklet for at modernisere Cash & Carry-butikken på Edwin Rahrs Vej 68.
Dagrofa Foodservice, der på landsplan står bag 30 Cash & Carry-butikker, har iværksat en overordnet plan med titlen ”Fremtidens Cash & Carry”. Den indebærer bl.a., at butikkerne bliver renoveret og fintunet, så det bliver endnu nemmere og inspirerende for Dagrofas kunder at handle i butikkerne.
Butikken i Brabrand er den første, som Dagrofa Foodservice er begyndt at bygge om i tråd med det nye koncept. Det betyder i praksis, at butikken har fået udskiftet samtlige reolsystemer, flere af butikkens vigtige afdelinger er blevet samlet, kundenavigationen er blevet opgraderet, og butikken har generelt fået et mere grossistagtigt look efter udenlandsk inspiration.
På imponerende vis er det lykkedes at give butikken et helt nyt og meget mere indbydende look uden at holde en eneste lukkedag i processen.
Torsdag ”genåbner” Dagrofa Foodservice butikken, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Den røde løber rulles ud, og virksomheden byder på morgenmad, frokost fra foodtrucks, alskens lækre drikkevarer og ikke mindst nogle rigtig skarpe tilbud.
Alle erhvervsdrivende og selvstændige med et CVR-nummer kan handle hos Dagrofa Foodservice, der er totalleverandør til foodservice-sektoren i Danmark og sælger til kantiner, hoteller og restauranter fra den lokale café til Michelin-restauranter.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Dagrofa Foodservice.