
Fredag den 6. november fylder Gustav Krogh 80 år. Efter mange år som købmand i detailhandlen har han nu sin faste mandag i Dagrofa Foodservices Cash & Carry-butik i Aarhus. Den dag glæder han sig til hele ugen.
Gustav Krogh blev ansat i Dagrofa Foodservices Cash & Carry-butik Aarhus i maj 2025 efter, at han i mange år har været købmand i detailhandlen. Fredag den 6. november kan han fejre sin 80 års-fødselsdag.
På Gustavs ugentlig arbejdsdag sørger han blandt andet for, at butikkens parkeringsplads er fejet og fri for skrald. Det er en vigtig opgave, da parkeringspladsen er noget af det første, som de professionelle kunder møder, når de kommer til butikken på Edwin Rahrs Vej 68.
Derudover står Gustav for at holde drikkevareafdelingen pæn og præsentabel, og han hjælper sine kolleger i butikken med både store og små opgaver, når der er behov for det. Fødselaren fortæller selv:
”Jeg elsker at arbejde her. Nu arbejder jeg kun om mandagen, men jeg går hele ugen og glæder mig til, at det bliver mandag, så jeg kan komme på arbejde igen. Selvom jeg snart bliver 80 år, elsker jeg stadig at være en del af holdet og at være på en god arbejdsplads,” siger han og uddyber:
”Mine kolleger betyder rigtig meget for mig, og jeg sætter også stor pris på vores kunder. Jeg elsker at hjælpe dem. Det bedste ved mandag morgen er at møde ind til kollegerne og kunderne, være en del af fællesskabet og stadig kunne bidrage til, at butikken fremstår pæn og præsentabel.”
En kæmpe gevinst for butikken
Kasper Bye Skonning, butikschef i Dagrofa Foodservices Cash & Carry-butik på Edwin Rahrs Vej, er glad for at have Gustav Krogh med på holdet:
”Det er en kæmpe gevinst for butikken at have Gustav med som en del af vores team. Han ved, hvad det kræver at drive en butik, og hvordan en god hverdag fungerer. Han møder ind hver mandag med et smil på læben, og det smitter af på alle omkring ham.”
”Gustav er meget vellidt af både kolleger og kunder, og hans erfaring, hjælpsomhed og positive indstilling er noget, vi sætter stor pris på. Han er et rigtig godt eksempel på, at arbejdsglæde, engagement og lysten til at være en del af fællesskabet ikke har nogen aldersgrænse,” tilføjer Kasper Bye Skonning.
Dagrofa Foodservice er totalleverandør til foodservice-sektoren i Danmark og en del af Dagrofa-koncernen. Virksomheden står stærkt i markedet inden for kantiner og hoteller og leverer til alt fra den lokale café til Michelin-restauranter.
Alle erhvervsdrivende og selvstændige med et CVR-nummer kan handle hos Dagrofa Foodservice Cash & Carry-butikkerne. Butikken i Aarhus har adresse på Edwin Rahrs Vej 68 i Brabrand.



