
Det var som altid festligt, folkeligt og fornøjeligt, da teaterforeningen Vester Gasværk fredag aften skød en ny forestilling afsted, “Robin Hood – langt ude at skyde”. Men holdet bag forestilligen har denne gang endnu mere at byde på, når det gælder både skuespil, sang og musik.
Kan lokal-teater og revy nogensinde gå af mode? Eller er der noget helt universelt hyggeligt og nærværende ved at møde op i dit lokalområde og opleve resultatet af mange måneders anstrengelser på og omkring de “skrå brædder”, sammen med folk du kender eller i det mindste før har set i Rema?
Spørgsmålet trænger sig på, efter at de gode folk i Vester Gasværk for 34. gang har knoklet det meste af året på at få en forestilling klar og fredag aften spændte ventede på publikums dom.
Der var godt fyldt op på Gasværket til premieren – men alligevel med nogle tomme stole, så det var svært at lade være med at tænke: Hvad laver folk ellers sådan en fredag aften?
Det skal straks siges, at det som altid blev en herlig aften i lokalsamfundet – med alt hvad det har at byde på af den vedvarende lyd af samtaler over bordene før, under og efter forestillingen.
Og under forestillingen var stemningen nærværende og opmærksom, med jævnlige bragende bifald, når detaljer og punchlines blev modtaget og anerkendt samtidigt af hele salen.
Måske har du billet til en af de kommende forestillinger, eller måske kunne du omvendt aldrig drømme om at møde op – men her er lidt om, hvad du i givet fald går glip af:
Vester Gasværk har endnu en gang sat en forestilling op i den lette afdeling, hvor der er mere plads til et godt grin end til den store eftertænksomhed. Det er sjovt hele vejen igennem, og man mærker, at hele holdet selv har haft det fornøjeligt under prøverne.
I forhold til tidligere års forestillinger har instruktør Lisbet Lautrup sammen med de garvede skuespillere sørget for, at “Robin Hood- langt ude at skyde” hele vejen igennem er sammenhængende, velspillet og med både sjove og fine karakterer.

Dertil kommer det musikalske, der også er gået et niveau op: Skuespillerne synger godt, af og til flerstemmigt, og bandet er velspillende. Det sidder kort og godt lige i skabet.
Historien er jo velkendt og tager os tilbage til 1189, hvor Richard Løvehjerte sidder fængslet i Beirut, og hans onde bror hersker i landet.
“Kan Robin af Locksley redde landet – og samtidig vinde Lady Marians kærlighed. Ja, selvfølgelig kan han det … men hvordan,” som det lyder i oplægget til forestillingen.
Undervejs får du masser af sjove kommentarer til den tid vi lever i – lige fra moderne organisations-udvikling til fejlagtige ejendomsvurderinger og statslig fordelingspolitik.
Her får du ingen detaljer. Mød op og oplev det selv!
Der er stadig billetter at få til alle forestillinger. Billetprisen er 120,-. Du finder billetter via linket her.




