Drømmen blev til virkelighed: Mr. Ruby er i rivende udvikling
Jacob Ruby alias Mr.Ruby på Langdalsvej 75 har rygende travlt. Det er blevet almindelig kendt, at han er manden, der kan præsentere det bedste af det bedste, når det gælder lette, friske tyske vine. Han oplever et stigende salg til private, og nu er restauranterne også begyndt at røre på sig.
I dag, onsdag d. 8. maj
En stuvende fuld Gellerup Kirke havde tirsdag aften en stor oplevelse, da Jonas H. Pedersen alias Hymns From Nineveh optrådte i kirken med sine sange om at søge mening og fordybelse i tilværelsen. Det blev en meget bevægende aften, hvor Jonas H. Pedersen præsenterede en række nye sange om fortvivlelse og mangel på håb, men der var også plads til de mere kendte numre fra albummet Sindets Asyl.
I aften kl. 19.30 kan du i Brabrandhallen høre om planerne om en ombygning og udvidelse af idrætsanlægget på Engdalsvej. Byggeudvalget nedsat af Brabrand IF vil fortælle og vise skitser. Du kan læse mere om oplægget til mødet via dette link. Der er ingen tilmelding til mødet.
I dag kl. 12.30 i Folkehuset Brabrand starter Folkesundhed Aarhus et nyt gruppeforløb om et røg- og nikotinfrit liv. Deltagerne vil mødes en gang om ugen i seks uger. Du kan tilmelde dig på tlf. 4012 4543 eller rygestop@mso.aarhus.dk
En kraftig brand brød tirsdag aften ud i en virksomhed i Stilling, og røgsøjlen fra branden var så kraftig, at den tydeligt kunne ses på himlen fra Brabrand. Omkring kl. 1 i nat havde brandvæsenet fået branden under kontrol, men i morges arbejdede beredskabsfolkene stadig på stedet, skriver Stiften. Foto: Henrik Rude.
I den kommende tid vil Silkeborgvej ad to omgange være spærret ved Herning Motorvejen, meddeler skilte på Silkeborgvej. Første gang er på fredag kl. 01-04 om natten. Vejen spærres igen d. 16.-17. maj kl. 20-05 om natten. Foto: Henrik Andersen.
Endnu en boligblok i Gellerupparken er nu helt nedrevet. Det drejer sig om blok A6, der er den midterste af de tre blokke ved Dortesvej, der alle skal fjernes for at give plads til et nyt boligkvarter. Også A5 er helt nedrevet, mens A7 ud mod Karen Blixens Boulevard står klar og venter på den samme skæbne. De øvrige fire nedrivningsdømte blokke har stadig beboere, som kæmper for at bevare deres boliger.
Tirsdag d. 7. maj
I weekenden offentliggjorde Grimfest yderligere en stribe navne til festivalen i august. Og flere af dem vækker nok genklang hos mange. Psyched Up Janis var i 90’erne et af de toneangivende danske bands på den alternative rockscene. Men på jubilæums-turnéen i år har de overrrasket mange med deres gnistrende vitale og evigt ungdommelige støjrock. Desuden kan du møde legendariske Laid Back, hvis karriere rækker mere end dobbelt så langt tilbage i tiden som selve Grimfest. Og endelig kommer også ét af de seneste års mest hypede danske live-navne, Afskum.
I aften kl. 19.30 kan du i Skjoldhøj Kirke opleve Skjoldhøj Kirkes Folkekor og gospelkoret Rhythm&Joy, der synger foråret ind til akkompagnement af Pojken Flensborg på klaver, Jacob Venndt på bas/mundharpe og Per Kolling på trommer. Anne Højgaard Ramballe og Hans Dammeyer dirigerer. Der er gratis entré. Læs om koncerten her.
Da Realdania søndag åbnede dørene til arkitekt Knud Friis´ eget hus på Højen 13 i Brabrand, mødte næsten 1100 mennesker op. Blandt dem var Jens Hedegaard fra Egebjergvej, som TV2 Østjylland talte med. Han er fuldstændig fascineret af Knud Friis’ bygninger og bor selv i et hus, der er bygget af Friis & Moltke. Han er gået i gang med at lave en samlet oversigt over alle de Friis & Moltke-projekter, der er her i 8220 Brabrand og har foreløbig en liste på over 50 byggerier. Du kan læse mere her.
Trods massiv regn over Brabrand havde over 1.000 gæster søndag eftermiddag fundet vej til Højen nr. 13 i Brabrand, hvor Realdania By & Byg havde inviteret til åbent hus i villaen, som den kendte Aarhus-arkitekt Knud Friis tegnede i 1958 som sin egen familiebolig. En del havde kendt Knud Friis og hans familie. Flere havde i sin tid været legekammerater med Friis-børnene. Læs Realdanias artikel om dagen her.
I aften kl. 19.30 kan du i Gellerup Kirke opleve en koncert med den talentfulde musiker og sangskriver Jonas H. Petersen og hans band, bedre kendt som Hymns from Nineveh. Det er ikke nødvendigt at købe billet på forhånd. Kirken opererer med en ‘betaling efter eget valg’-model, hvor publikum selv bestemmer, hvad de ønsker at bidrage med. Man foreslår 100 kr., men hver enkelt må betale, hvad man kan. Du kan læse mere om koncerten her.
I aften kl. 17.30 inviterer Folkehuset Brabrand på smagning af øl fra Skagen Bryghus. Øllene præsenteres af Keld Møller Nielsen, og imens kan man nyde fem små retter. Prisen for hele arrangementet er 175 kr. Der har været tilmeldingsfrist.
Mandag d. 6. maj
Nysgerrige i hundredevis tog i går søndag gåturen op til Højen 13, hvor RealDania By & Byg havde inviteret til åbent hus i arkitekt Knud Friis´ eget hus. På trods af den silende regn stod folk i en lang kø for at komme ind i huset og opleve de mange fine detaljer i huset. Eksperter i huset stod klar til at svare på spørgsmål om huset og Knud Friis´ tanker og ideer.
I eftermiddag kl. 17.00 inviterer Den Gode Skolegang til informationsmøde i Laden, hvor UU-vejleder Tenna Bak inviterer til dialog med forældre med børn i 9.-10. klasse. Du kan høre om de muligheder, der findes efter afslutningen af 9. og 10. klasse, men også hvilke krav det stiller til barnet og forældrene.
I aften kl. 18.30 tørner Brabrands to jyllandsserie-hold, Brabrand IF og Vatanspor, sammen på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Det gælder vigtige points i jyllandsserie 2.
Der var masser af rundstykker og kager til lørdagens morgenbrunch i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus. Afdelingsbestyrelsen var vært i anledning af Brabrand Boligforenings 76 års fødselsdag. Knap 100 børn og voksne kiggede forbi og fik en snak med naboen hen over et rundstykke og en kop kaffe eller kakao.
Fredag eftermiddag var der optog mod nedrivninger i Gellerupparken. Med start fra Brabrand Boligforening gik optoget rundt i Gellerup forbi de nedrivningstruede blokke, hvor der bor beboere, der har gjort indsigelser, og også forbi de blokke på Dortesvej, der er væltet. Her blev der holdt en lille statustale og holdt et minuts stilhed for de blokke og det liv, der er forsvundet derved.
I forbindelse med optoget mod nedrivninger i fredags holdt borgergruppen Almen Modstand fernisering for det forskønnelsesprojekt, der er foregået i to opgange på Inger Christensens Gade i løbet af de sidste par uger. “Her der de mange grimme afdækningsplader, der har været sat op, hvor nedrivningsfirmaet har hærget opgangene og fjernet alle hoveddørene, blev malet af de glade gavlmalere med god hjælp fra opgangens beboere,” skriver Almen Modstand.
Bliv medlem af Vores Brabrand
Vil du støtte Vores Brabrand med 39,- om måneden – og være med til at sikre udgivelsen af et lokalmedie i 8220 Brabrand? KLIK HER