En lille gruppe beslutsomme mænds møde på en bænk i Hans Broges Bakker i 1948 skulle få stor betydning for hele bydelens udvikling. Mødet blev afsæt for stiftelsen af Brabrand Boligforening. På søndag d. 28. april kl. 14 indvies Stifternes Bænk til ære for initiativtagerne.
I 2023 kunne lokalområdets store boligforening, Brabrand Boligforening, fejre 75 års jubilæum. I den forbindelse ansøgte Hans Broges Parken, der er Brabrand Boligforenings første afdeling, om penge til bænken, som afdelingen ønskede sat op i anledning af jubilæet.
Nu er bænken færdigproduceret, og afdelingsbestyrelsen inviterer derfor til indvielse og afsløring af Stifternes Bænk. Det sker ved en sammenkomst med masser af kage, kaffe og et glas vin søndag den 28. april kl. 14-17 ved Udsigten 88, hvor bænken får en central plads.
”Indvielsen og afsløring af Stifternes Bænk er en kærkommen mulighed for at fejre vores afdeling, hvor vi de seneste år har været igennem en længere renoveringsperiode,” skriver Hans Broges Parken i en åben invitation til hele Brabrand.
”Derfor vil vi også gerne invitere alle, der har lyst til at se vores nyrenoverede afdeling og selvfølgelig være med til at indvie bænken og det den står for: Sammenhold, solidaritet og fremsynethed.”
Alle er velkomne: Naboer på villavejene, børnehaven på Hans Broges Vej og alle de andre afdelinger i Brabrand Boligforening. Der er kage og kaffe til mindst 100, lover afdelingsbestyrelsen.
”Og kommer der flere, laver vi noget mere kaffe og finder småkagerne frem,” lyder det i invitationen.
”Vi håber, at bænken bliver et samlingspunkt for alle beboere, og en mulighed for alle, der færdes i området, til at slå sig ned og nyde udsigten og tætheden til naturen.”
”Vi håber også, at den nye bænk måske giver anledning til refleksion over, at her mødtes stifterne af boligforeningen for mere end 75 år siden og tænkte på såvel de behov, efterkrigstidens arbejdere havde, samt på kommende generationer.”
Hvem var stifterne?
Den 28-årige arkitekt Knud Blach Petersen arbejdede dengang på C.F. Møllers tegnestue i Århus. Han kendte til boligmanglen, og han var ivrig efter at komme i gang i sin egen tegnestue.
I 1948 kontaktede han den jævnaldrende Niels Schjeldahl for at snakke om lave en boligforening, og arkitekten Knud Blach Petersen var på den måde med til at tage initiativet til Brabrand boligforenings første afdeling.
Niels Schjeldahl var i 1946 blevet gift med sin Aase, og som så mange andre unge par havde de svært ved at finde noget at bo i.
Parret var flyttet ind på Højriisgården, der var blev købt af Brabrand Sogn og indrettet til tre lejligheder, der alle var i dårlig stand. Blandt andet døjede man med løbesod fra en brændeovn, og i vinterhalvåret var der is på soveværelsesvæggene. Lokummet lå i et udhus 50 meter fra hoveddøren.
Niels Schjeldahl gik derefter videre med ideen og kontaktede den unge fabriksejer Ernst Valther Jørgensen, der var en driftig herre, der på dette tidspunkt stod bag etableringen af Jysk Varmekedelfabrik, som lå i Bazar Vests sydvendte bygning.
E.V. Jørgensen var også med på ideen om at stifte en boligforening. Det skulle der 10 mennesker til for at gøre, og det blev Niels Schjeldahls opgave at finde dem.
Foruden Niels Schjeldahl og E.V. Jørgensen var repræsentant Oluf Sørensen et fremtrædende medlem af de stiftende medlemmer. Han blev i øvrigt senere blev direktør i Brabrand Boligforening.
Du kan her i Brabrand Boligforenings medie, Skræppebladet, læse mere om tilblivelsen af boligforeningen – fortalt af Niels Schjeldahl selv.
Indvielse af Stifternes Bænk: Søndag den 28. april kl. 14-17 ved Udsigten 88.