I weekenden offentliggjorde Grimfest yderligere en stribe navne til festivalen i august. Og flere af dem vækker nok genklang hos mange. Psyched Up Janis var i 90’erne et af de toneangivende danske bands på den alternative rockscene. Men på jubilæums-turnéen i år har de overrrasket mange med deres gnistrende vitale og evigt ungdommelige støjrock. Desuden kan du møde legendariske Laid Back, hvis karriere rækker mere end dobbelt så langt tilbage i tiden som selve Grimfest. Og endelig kommer også ét af de seneste års mest hypede danske live-navne, Afskum.
I aften kl. 19.30 kan du i Skjoldhøj Kirke opleve Skjoldhøj Kirkes Folkekor og gospelkoret Rhythm&Joy, der synger foråret ind til akkompagnement af Pojken Flensborg på klaver, Jacob Venndt på bas/mundharpe og Per Kolling på trommer. Anne Højgaard Ramballe og Hans Dammeyer dirigerer. Der er gratis entré. Læs om koncerten her.
Da Realdania søndag åbnede dørene til arkitekt Knud Friis´ eget hus på Højen 13 i Brabrand, mødte næsten 1100 mennesker op. Blandt dem var Jens Hedegaard fra Egebjergvej, som TV2 Østjylland talte med. Han er fuldstændig fascineret af Knud Friis’ bygninger og bor selv i et hus, der er bygget af Friis & Moltke. Han er gået i gang med at lave en samlet oversigt over alle de Friis & Moltke-projekter, der er her i 8220 Brabrand og har foreløbig en liste på over 50 byggerier. Du kan læse mere her.
Trods massiv regn over Brabrand havde over 1.000 gæster søndag eftermiddag fundet vej til Højen nr. 13 i Brabrand, hvor Realdania By & Byg havde inviteret til åbent hus i villaen, som den kendte Aarhus-arkitekt Knud Friis tegnede i 1958 som sin egen familiebolig. En del havde kendt Knud Friis og hans familie. Flere havde i sin tid været legekammerater med Friis-børnene. Læs Realdanias artikel om dagen her.
I aften kl. 19.30 kan du i Gellerup Kirke opleve en koncert med den talentfulde musiker og sangskriver Jonas H. Petersen og hans band, bedre kendt som Hymns from Nineveh. Det er ikke nødvendigt at købe billet på forhånd. Kirken opererer med en ‘betaling efter eget valg’-model, hvor publikum selv bestemmer, hvad de ønsker at bidrage med. Man foreslår 100 kr., men hver enkelt må betale, hvad man kan. Du kan læse mere om koncerten her.
I aften kl. 17.30 inviterer Folkehuset Brabrand på smagning af øl fra Skagen Bryghus. Øllene præsenteres af Keld Møller Nielsen, og imens kan man nyde fem små retter. Prisen for hele arrangementet er 175 kr. Der har været tilmeldingsfrist.