Jacob Ruby alias Mr.Ruby på Langdalsvej 75 har rygende travlt. Det er blevet almindelig kendt, at han er manden, der kan præsentere det bedste af det bedste, når det gælder lette, friske tyske vine. Han oplever et stigende salg til private, og nu er restauranterne også begyndt at røre på sig.
”Det nærmer sig mere og mere den drøm, jeg havde, da jeg startede i Brabrand.”
Jacob Ruby ser sig omkring i det stemningsfulde loftslokale på Langdalsvej 75, hvor han jævnligt inviterer til smagninger og andre events, hvor vinen er i centrum.
Senest inviterede han til en aften om Rieslings historie, hvor deltagerne kunne opleve den kolossale udvikling, tysk vinproduktion har gennemgået de senere år.
”Tyskland er jo bare blevet hot. Det er vildt nok, hvor hurtigt det er gået. Det er vel bare 10-15 år siden, at det gik op for mig, at der skete noget i Tyskland, der var værd at holde øje med. Det var dér, jeg fik drømmen om en dag at kunne leve af at sælge de nye tyske vine,” fortæller han.
I august 2019 var han klar med virksomheden Mr. Ruby på Langdalsvej. Det har taget lidt tid, og corona-nedlukningen gjorde et ikke lettere at få gang i salget. Især var det helt umuligt at få gang i salget til restaurationsbranchen, der var mere eller mindre lukket ned.
Men nu begynder salget til restauranterne også at flytte sig, fortæller Jacob Ruby:
”Det har været sindssygt svært at få hul på det. Vi er rigtig mange vinimportører i Danmark, og jeg skal også gerne indrømme, at jeg ikke er særlig god til telefonsalg. Men nu begynder der at ske noget – først og fremmest via mund-til-mund og netværk,” siger han.
Fremgangen drives blandt andet af, at tysk vin nu generelt oplever stor interesse. Tyske vine er nu meget mere end sød Riesling, som tidligere var en fordom, mange havde.
Sjove fredage
Desuden viser stadig flere private interesse for Mr. Ruby, og en del kommer kørende ind på pladsen på Langdalsvej, når Mr. Ruby hver fredag kl. 14-17 holder åbent.
”De fredag eftermiddage bliver sjovere og sjovere. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle tidligt hjem om fredagen, men det er blevet både sjove og gode dage rent salgsmæssigt.”
Det er især folk, som har afsøgt vinmarkedet og er lidt nørdede med vin, som dukker op, fortæller han. Mange af dem går op i tysk Pinot Noir og vil gerne både snakke og smage lidt.
Skriver om vin
Da han i 2019 slog dørene op, var det blandt andet med en idé om at satse på vinsmagninger, koncerter og andre events. Han nyder fortsat at invitere til smagninger og fortællinger om vin.
Senest arrangerede han en aften om Rieslings historie, og sidste år fik Barolo den samme tur.
”Jeg oplever ret stor interesse for smagningerne, men der er meget forberedelse i det for mig.”
Også på skrift fortæller han gerne om vin, druer og produktionsmetoder. ”Vin under lup” hedder hans seneste bog, der udkom sidste år. Han har fået en del positiv respons på bogen, og han oplever jævnligt, at folk fortæller, at de har læst den.
Han skriver fortsat en del om vin på bloggen, der også hedder ”Vin under lup”. Her kan du blandt andet læse om baggrunden for de forskellige smagninger, han inviterer til.
Endelig er han stadig meget aktiv omkring den del af DM i Blindsmagning, der afholdes i Aarhus.
”Der er stadig en meget stor interesse for det arrangement. Vi ser især mange unge, som er interesseret i at være med. Det er spændende, at stadig flere har lyst til at forholde sig til, hvad de putter i munden.”
Nødvendigt med flere hænder
Han får en gang om ugen hjælp til pakning af online-ordrer – men det meste af tiden er han alene i virksomheden. Det vil der dog sandsynligvis blive ændret på.
”Drømmen var ikke at sidde her alene, til jeg skal pensioneres. Og hvis den udvikling, der er i gang, fortsætter, skal der flere hænder til. Jeg er begyndt at overveje, hvordan det kan ske,” siger Jacob Ruby.
Han er samtidig godt er klar over, at han er den person, kunderne forventer at komme til at tale med, når de dukker op for at snakke om, smage og købe vin.
Onsdag d. 22. maj er Mr. Ruby vært for et socialt arrangement i Brabrand Erhvervsforening. Her får medlemmerne og deres ansatte mulighed for at smage på og høre om nogle af de tysk vine, han sælger mest af. Der er tilmelding via dette link på erhvervsforeningens hjemmeside.
Læs også:
Jacob Ruby er vinens historiefortæller: Han tager dig i ny bog med i marken og ned i vinkælderen
Det første år med Mr. Ruby blev helt anderledes end forventet
Ny vin-virksomhed på Langdalsvej satser på events og oplevelser