Ro og fordybelse – med en fantastisk udsigt ud over Langdalen. Et træhus på pæle er blevet en gruppe krigs-veteraners tilflugtssted, når uroen raser i kroppen. Billedkunstner Inge Marie Kristensen står for malerholdet på Veteranhjem Midtjylland, der gennem årene er blevet et stemningsfuldt samlingssted.
”Hvad er det nu, det hedder det punkt? Man kan oversætte det til interessepunktet i et billede. Alle kender det udtryk… Det gyldne snit!”
Snakken går i malerværkstedet med den smukke udsigt over Langdalen. Her kan veteraner, som trænger til fred og ro, fordybe sig i arbejdet med pensel og farver.
”Jeg er kommet her siden november sidste år. Jeg startede ptsd-behandling i september, og så gik der nok en måneds tid, før jeg tog mig sammen til at besøge veteranhjemmet her. Det er noget af det bedste, der er sket for mig. Her er en ro, som jeg ikke finder andre steder,” siger Bjarke, mens et stearinlys blafrer stille i nærheden, og Kate Bush´ lyse stemme kommer ud af højttaleren.
”Jeg ved ikke – det er som om, man ikke er alene med at forsøge at komme igennem det her.”
Som de andre veteraner i malerværkstedet optræder han kun med fornavn. Det sikrer trods alt en vis anonymitet.
Bjarke er en af de mange veteraner, som har været udsendt for Danmark i forskellige af verdens brændpunkter, og som nu, mange år efter, stadig kæmper med følgerne af at have været i krig.
Han var helt tilbage i 1992-93 en del af den danske styrke, der var udsendt under Balkan-krigen. Mange år efter fandt han roen i at male, og han kører hver onsdag fra hjemmet i Silkeborg til Brabrand for at male.
”Det er som en slags mindfulness for mig. Hvis jeg har brug for at komme væk hjemmefra nogle timer, kan jeg godt finde på at ta´ herned nogle timer på andre dage også. Jeg har fået en kode og kan komme og gå som jeg vil.”
Bruger bare fantasien
Han er netop gået i gang med et nyt billede, og sammen med Inge Marie Kristensen, som er frivillig på veteranhjemmet og for en del år siden startede malerholdet, står han og diskuterer placeringen af et hoved, han vil male på mørk baggrund.
Det var her, samtalen kom ind på det gyldne snit.
”Det skal ikke for højt op – men det må nok godt blive løftet lidt… Ja, dér ville jeg placere det,” råder Inge Marie Kristensen.
Bjarke forklarer, at han har tænkt sig at male ansigtet så naturtro, han kan – og vil så lade det fade ud i nogle klare farver. Han kigger ned på skitsen, han lavede for et øjeblik siden.
”Jeg kan godt li´ farver. Og så bruger jeg ellers bare min fantasi.”
”Man kan bare dukke op”
Tre veteraner er mødt op denne onsdag i Udhuset, som veteranhjemmets kreative værksted er blevet døbt. Og så naturligvis Inge Marie Kristensen, som også altid er til stede og selv er i gang med et billede.
”Ligesom de andre nyder jeg den fælles fordybelse. Når vi alle er fuldstændig koncentrerede, er der helt stille, og så breder det sig i én. Jeg elsker det, lige så meget som de andre gør. Man er fuldstændig inde i sit billede, og alle andre tanker og bekymringer er væk,” forklarer hun.
Hun var en af dem, som henvendte sig, da veteranhjemmet forholdsvis hurtigt efter åbningen i 2016 efterlyste frivillige hænder.
”Jeg ville gerne hjælpe. Jeg var ikke så interesseret i at stå i køkkenet, men jeg ville gerne stå for et malehold, som jeg havde gjort det tidligere andre steder.”
Hun er uddannet cand. mag. i engelsk og kunsthistorie ved Aarhus Universitet og er desuden eksamineret kunstterapeut. Hun har selv arbejdet med billedkunst gennem mange år, og efter at hun for nogle år siden havde sagt sit job op, besluttede hun at bruge en del af sin tid på Veteranhjem Midtjylland.
”Jeg stillede mig mig op i kælderen i villaen, hvor der er et dejligt udsyn ud over landskabet. Og så kom nogle af veteranerne forbi og snakkede med mig, mens jeg stod og malede.”
Senere var der basis for at starte et malerhold, og sammen med de kunstinteresserede veteraner rykkede hun ind i Udhuset, da det stod færdigt.
”Man kan bare dukke op – også hvis man bare lige vil kigge ind. For mig er det vigtigste, at de opdager, at det her måske er en mulighed for dem.”
”Vi snakker ikke om traumer og den slags – men om alt, hvad der ellers lige falder os ind. Og så blander jeg mig en gang i mellem i deres arbejde, nogle gange også uden at jeg bliver bedt om det,” siger hun med et smil.
Veteranen Maja nikker. Hun er en af de andre veteraner, som bruger malerholdet som et fristed. Hun kom her en del for nogle år siden, men familien har fyldt meget i en periode.
”Jeg har glædet mig og har også trængt til at komme tilbage. Her har ikke ansvar for nogen. Det er mega-rart. Nogle gange sidder jeg også bare og kigger ud i luften. Man kommer virkelig ned i tempo,” fortæller hun.
”For mig handler det bare om at ha´ hænderne i noget. Det er ikke så vigtigt, præcis hvad det er. Når jeg går i stå, får jeg som regel lidt input af de andre.”
En fantastisk støtte
Også Steffen kæmper stadig med eftervirkningerne af sine oplevelser under Balkankrigen for 30 år siden. Han har siden december boet på et af de fire værelser i Friis & Moltke-villaen, der er indrettet til, at man i en periode kan komme og finde roen i huset.
”Jeg skulle ha´ vidst, at det her sted fandtes for mange år siden. Men nu er jeg her. Jeg oplever, at folk har nogle andre forestillinger om et veteranhjem, og jeg havde bestemt heller ikke selv troet, at det var noget for mig. Men jeg har fundet en fantastisk støtte her og mødt nogle dejlige mennesker,” siger Steffen.
”Det er slet ikke, fordi vi snakker krig og ødelæggelse. Alle har forståelse for, hvordan man har det, og der bliver ikke set skævt til én, hvis man har brug for at trække sig. Så gør man det, og det er fint. Det har hjulpet mig ekstremt meget. Folk burde kende mere til, hvad det her er for et sted.”
For Steffen er Veteranhjem Midtjylland blevet et fristed, hvor han nyder naturen og slapper af. Sammen med de to andre nuværende beboere har han etableret hverdagens rutiner med fælles spisning, kortspil og gåture.
”Og så skal man jo udredes på Skejby, så der er mange ting i hverdagen. Men igen er der en fantastisk hjælp ro at finde her.”
Vi kigger begge to ud over Langdalen gennem det store panorama-vindue. Lige nu ser der roligt ud – men sådan er det bestemt ikke hele tiden, siger Steffen.
”Der render en del råvildt rundt dernede. Det er sjovt at kunne stå op om morgenen, og så kan der gå råvildt rundt ude på marken. Og når man går op i køkkenet og laver kaffe, hopper der en hare rundt på græsplænen. Og så kan man lige gå ned ad vejen, og så er man i Brabrand. Jeg tror, mange bliver overrasket, når de kommer ud og ser, hvad det er for et sted, det her.”
