Nysgerrige i hundredevis tog i går søndag gåturen op til Højen 13, hvor RealDania By & Byg havde inviteret til åbent hus i arkitekt Knud Friis´ eget hus. På trods af den silende regn stod folk i en lang kø for at komme ind i huset og opleve de mange fine detaljer i huset. Eksperter i huset stod klar til at svare på spørgsmål om huset og Knud Friis´ tanker og ideer.
I eftermiddag kl. 17.00 inviterer Den Gode Skolegang til informationsmøde i Laden, hvor UU-vejleder Tenna Bak inviterer til dialog med forældre med børn i 9.-10. klasse. Du kan høre om de muligheder, der findes efter afslutningen af 9. og 10. klasse, men også hvilke krav det stiller til barnet og forældrene.
I aften kl. 18.30 tørner Brabrands to jyllandsserie-hold, Brabrand IF og Vatanspor, sammen på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Det gælder vigtige points i jyllandsserie 2.
Der var masser af rundstykker og kager til lørdagens morgenbrunch i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus. Afdelingsbestyrelsen var vært i anledning af Brabrand Boligforenings 76 års fødselsdag. Knap 100 børn og voksne kiggede forbi og fik en snak med naboen hen over et rundstykke og en kop kaffe eller kakao.
Fredag eftermiddag var der optog mod nedrivninger i Gellerupparken. Med start fra Brabrand Boligforening gik optoget rundt i Gellerup forbi de nedrivningstruede blokke, hvor der bor beboere, der har gjort indsigelser, og også forbi de blokke på Dortesvej, der er væltet. Her blev der holdt en lille statustale og holdt et minuts stilhed for de blokke og det liv, der er forsvundet derved.
I forbindelse med optoget mod nedrivninger i fredags holdt borgergruppen Almen Modstand fernisering for det forskønnelsesprojekt, der er foregået i to opgange på Inger Christensens Gade i løbet af de sidste par uger. “Her der de mange grimme afdækningsplader, der har været sat op, hvor nedrivningsfirmaet har hærget opgangene og fjernet alle hoveddørene, blev malet af de glade gavlmalere med god hjælp fra opgangens beboere,” skriver Almen Modstand.