
Et stort naturprojekt ved Årslev Engsø nærmer sig nu en realisering. Projektet skal være med til at bringe ørreder og anden fauna tilbage i Lyngbygård Å og Aarhus Å. Onsdag d. 20. august kan du på en bydelsvandring ved Årslev Engsø få en aktuel status på planerne.
I september 2019 besluttede Aarhus Byråd énstemmigt, at der skal etableres et omløb langs den nordlige side af Årslev Engsø.
Den fladbundede Årslev Engsø udgør en næsten uoverstigelig barriere for de unge havørreder, der undervejs bliver spist af fugle, rovfisk eller dør på grund af iltsvind eller forsinkelse på deres vej mod havet.
Omløbet skal gøre det muligt for de små havørreder, de såkaldte smolt, at passere Årslev Engsø på deres vej fra de gydesteder, hvor de er blevet udklækket i Lyngbygaard Å og Aarhus Å, og ud mod Aarhusbugten.
Fisk og fiskeyngel kan dermed undgå at blive spist af fiskehejren og andre fugle. Der skal etableres en kanal med sluser mm fra ”pumpehuset”. Det er et arbejde, der snart påbegyndes.
Projektet blev optaget på kommunens budget med 2 mio. kr. for hvert af årene 2022 og 2023, altså i alt 4 mio. kr. Men der har været mange forhindringer for projektet, der endnu ikke er gået i gang.
Blandt andet har projektet været en tur gennem Fredningsnævnet, der i 2024 gav dispensation, efter at flere lodsejere ellers havde blokeret for gennemførelsen.
Men nu nærmer tiden sig, hvor arbejdet med at etablere omløbet kan gå i gang. Onsdag d. 20. august kan du på en byvandring ved Årslev Engsø høre projektleder Anne Middelbo fra Teknik og Miljø fortælle om planerne.
Som tidligere år står menighedsrådet ved Sdr. Årslev Kirke for bydelsvandringen, der afsluttes med grillede pølser og kartoffelsalat, kaffe og æblekage ved kirken i Årslev.
Miljøscreening og høring
Planen er, at omløbet skal etableres fra Aarhus Å´s nuværende indløb i søen ved Skibby til fugletårnet neden for Årslevgården. Årslev Engsø som vi kender den i dag berøres ikke nævneværdigt af omløbsprojektet.
Desuden ligger det som en del af projektet, at Lyngbygård Å skal genslynges på den nederste del fra Skibbyvej og ned mod engsøen.
Inden arbejdet kan begynde, skal der foretages en såkaldt miljø-screening af eventuelle konsekvenser for dyre- og plantearter, der kræver streng beskyttelse.
Endelig fremlægges projektet til sidst i en høring i henhold til vandløbsloven, hvor alle kan komme med synspunkter.
Bydelsvandring i Årslev onsdag den 20 august kl. 17.00. Efter orienteringen ved Årslev Engsø går turen tilbage til Årslev Kirke, hvor menighedsrådet byder på pølser og kartoffelsalat, kaffe og æblekage. Af hensyn til indkøb af mad er tilmelding nødvendig. Send en mail til niels@holm-nielsen.dk med besked om, hvor mange I kommer.
Læs også:
Genåbning af Aarhus Å langs engsøen skal hjælpe havørreder
Lettelse hos naturvenner: Stort naturprojekt ved Årslev Engsø kan nu alligevel gennemføres
BT
Udgangspunktet for planerne er denne kanal, der blev etableret af Hedeselskabet i begyndelsen af 1960´erne. Den vil blive renset op, og vandet fra Aarhus Å og Lyngbygård Å vil med projektet blive ledt igennem den. Arkivfoto



