Det er efterhånden blevet en fast tradition, at Karen og Allan Søndergaard inviterer store og små til at gå, løbe og cykle rundt om Brabrand Sø til støtte for syge børn. I år sker det i weekenden d. 17.-18. juni. Gennem årene er der indkørt 578.109 kr. ind til Akut Børnemodtagelse.
”Giv 24 timer til Syge Børn” kalder Karen og Allan Søndergaard arrangementet på Brabrandstien – og det var præcis, hvad Allan Søndergaard gjorde tilbage i 2011, da han var i sadlen i næsten samfulde 24 timer og nåede 612 kilometer på Brabrandstien.
Året efter nåede han hele 637 kilometer – men siden har den 76-årige Allan Søndergaard trappet lidt ned – men har til gengæld givet plads til en masse børn og voksne, som vil motionere lidt, hygge og støtte en god sag.
Deltagerantallet svinger mellem 70 og 100 cykelryttere og motionister samt et antal løbere og gående. Sidste år var der blandt en herlig flok børn, der gik helhjertet ind for sagen, fortæller Allan Søndergaard.
Penge administreres af Akut Børnemodtagelse
Giv 24 Timer til Syge Børn er et velgørenhedscykelløb, hvor der er tegnet en række sponsorer forlods af løbsarrangøren Allan Søndergaard. Eksempelvis har arrangøren Lærerstandens Brandforsikring som hovedsponsor med 10.000 kr.
Sponsoraterne går ubeskåret til Akut Børnemodtagelse på Aarhus Universitetshospital. Desuden tilstræbes det at finde en sponsor, der vil sponsorere det totale kørte km-tal.
Man kan man møde op på alle tidspunkter af døgnet og indskrive sig og tage nogle omgange, og evt. komme igen om søndagen. Der er også plads til socialt samvær og nyde den flotte natur. Brabrand Rostadion er til rådighed med opholdsfaciliteter, køkken, bad og toilet. Her er både start og mål.
Deltagerne skal selv holde regnskab med kørte km, og meddele det, når man slutter, hvor man også får udleveret et diplom. Deltagergebyret er 200 kr. for voksne og 100 kr. for børn, som også går ubeskåret til Akut Børnemodtagelse på Aarhus Universitetshospital.
”Herudover kan alle deltagere tegne egne sponsorer, enten kom-sponsorater eller faste beløb. Bedsteforældre, forældre kan animere deres børn til at støtte børn. Og det omvendte kan også være tilfældet. Måske kan man få sin mekaniker, tømrer, lokalforretning, bank, nabo eller en anden godgørende sjæl til at sponsorere,” foreslår Allan Søndergaard.
”Pengene administreres helt af personalet på Akut Børnemodtagelse. Det er dem, der kender de aktuelle ønsker og behov bedst,” understreger han.
Der er brugt en del penge på udsmykning af væggene. Allerede på skadestuen møder man en venlig mand på den hvide søjle. Følger man vægmalerierne ender man på Akut Børnemodtagelse. Det er et af resultaterne af Giv 24 Timer til Syge Børn.
Der er også brugt penge på indkøb af virtuelle briller, så børns opmærksomhed kan bortlede fra ubehagelige undersøgelser.
Gratis rundstykker og kaffe
Ruten er tydeligt afmærket med skilte hele vejen rundt. Der er naturligvis givet tilladelse af Aarhus Kommune, Politiet og brandvæsenet. Færdselsreglerne skal overholdes og der køres med cykelhjelm. Hvis man vil køre om natten, skal man sørge for kraftige lygter.
Man skal selv sørge for forplejning. Dog er der nogle leverpostejsnitter, frugt og kaffe ved rostadion, ligesom der rundstykker og kager søndag morgen. Begge dele sponsoreret.
”Således er det med alle udgifter. De er velvilligt sponsoreret, så der kun går lidt til administration af mobilebox,” siger han.
Tilmelding kan ske på email-adressen allan46@mail.dk, og betaling på mobilebox 8523AN, eller ved start, hvor der udleveres nummer.
Læs også: