
Tirsdag eftermiddag var en gruppe beboere i Brabrand og Åbyhøj samlet for at sætte gang i et lokalt fødevarefællesskab. Det får til huse hos den socialøkonomiske virksomhed Vaskeriet på Louisevej i Brabrand. Hver uge vil virksomheden Sommergrønt aflevere friske grøntsager til fællesskabet.
Andre steder i landet har lokale fødevarefællesskaber tusindvis af medlemmer, der går sammen om at købe bl.a. lokalt producerede, sæsonbestemte, økologiske grøntsager.
Flere steder i Aarhus findes lignende fællesskaber, og nu er en gruppe beboere i Brabrand og Åbyhøj gået sammen om at etablere et fødevarefællesskab i lokalområdet.
En lille initiativgruppe har foråret igennem arbejdet på at skabe rammerne for fællesskabet, blandt andet med inspiration fra et tilsvarende fællesskab i Aarhus Nord – og fra d. 11. juni går det løs.
Hver uge vil det lille gartneri Sommergrønt et par kilometer fra Hadsten levere friske grøntsager til medlemmerne, når man alligevel skal aflevere varer til en række restauranter i Aarhus.
Sommergrønt er drevet af Vigge Sommer, der som “small farmer” kan dyrke det, han har lyst til. Og det giver mening for ham, sagde han i 2023, da FavrskovLIV besøgte ham:

“Det er tåbeligt at have mange produkter. Small Farming er i sig selv tåbeligt. Men det er en udfordring, fordi det er så meget sjovere at have med mange forskellige produkter at gøre. At se dem udvikle sig. Vi er jo hele tiden kreative i forhold til, hvad vi skal lave, og hvordan vi skal lave det. Vi dyrker også noget, som andre også dyrker. Men sjældent på helt samme måde,” sagde han til lokalmediet.
Sammen om fordeling af grøntsagerne
Efter i lang tid at have været på jagt efter et centralt afleveringssted fandt det nye fællesskab ved et tilfælde frem til Vaskeriet på Louisevej, hvor ankerpersonerne Katrine Knudsen og Pia Stabell Hjort straks sagde ja til at huse det nye fællesskab.
Og tirsdag eftermiddag var en række af de kommende medlemmer af fællesskabet samlet hos Vaskeriet for at se på forholdene og diskutere de praktiske rammer.
Vaskeriet stiller en kælder til rådighed, hvor Sommergrønt hver onsdag eftermiddag afleverer en frisk omgang grøntsager: Typisk 6-8 forskellige enheder, for eksempel pastinakker, kartofler, salat, gulerødder, løg og blandede krydderurter. Men indholdet vil naturligvis variere over sæsonen.
Så møder to personer fra fællesskabet op og fordeler grøntsagerne ligeligt, inden de ca. 20 medlemmer senere på dagen smutter forbi og henter deres portion. Via en nøgleboks kan de frit hente grøntsagerne, når det lige passer.
Hvert medlem betaler 130 kr. pr. uge for den faste leverance. Der bestilles 4-8 uger ad gangen – i første omgang kun fire uger frem til sommerferien. Efter ferien fortsætter fællesskabet med en otte-ugers periode.
Der betales på forhånd via MobilePay. De 125 kr går direkte til producenten, mens 5 kr. går til at dække udgift til nøgleboks, gebyr til MobilePay, etc.). Desuden betales i første periode yderligere 20 kr. til diverse etableringsudgifter.
“Da det er et fællesskab, så hjælpes vi ad med opgaverne. Derfor forventes det, at du hjælper med at sortere grøntsagerne min. 1 gang i løbet af hver periode. Det tager ca. 30 min at sortere grøntsagerne i fællesskab med 1-2 andre,” lyder det i oplægget.
I første omgang etableres fødevarefællesskabet som et løst funderet netværk, hvor nogle få initiativtagere som nævnt har taget de første skridt. Kommunikation og koordinering foregår via en Facebook-gruppe.
Foreløbig er der sat en øvre grænse på 20 familier i fællesskabet. Der kan senere udvides med flere deltagere – eller nye fællesskaber – hvis interessen er stor nok.
Der er stadig enkelte ledige pladser i fællesskabet. Send en mail til VoresBrabrand@gmail.com, hvis du er interesseret i at høre mere. Af hensyn til aftalerne med Sommergrønt er der deadline fredag d. 6. juni for deltagelse i de første fire ugers forløb. Du kan også springe på, når leverancerne starter igen efter sommerferien.
Du kan følge Sommergrønt på Instagram via profilen @sommergroent.
