
Mange af de tidligere udsendte soldater har brug for fristeder, hvor de kan være sig selv og være en del af et fællesskab. På Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej finder de fred og ro – og hos Aarhus Crossfit på havnen i Aarhus kan de mødes til hygge og fysisk aktivitet.
Mads Kjær kan ikke gemme sig i mængden. Den 37-årige kunstner, krigsveteran, veteranforkæmper og far til fire kommer løbende i høj fart ind gennem porten til Aarhus Crossfit. I bar overkrop, svedende, hiver efter vejret.
Det er 16 år siden, han var en del af den danske militære tilstedeværelse i Afghanistan. I dag er han under tilnavnet Krabat en profileret kunstner, som netop har haft sin tredje soloudstilling på Galleriet i Klosterport.
Men han er stadig tidligere soldat og veteran. Oplevelserne i Afghanistan slipper han aldrig af med.
Mads Kjær er en af dem, som i en årrække har brugt Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej som et fristed, hvor han kunne komme og slappe af, når hverdagen blev for broget.
Men hos Aarhus Crossfit har Mads Kjær og de øvrige østjyske veteraner fundet endnu et fristed, hvor de hver tirsdag formiddag kan træne sammen – eller bare hænge ud, få en kop kaffe og blive set og hørt.
“Her kan man komme og træne i et fællesskab, hvor man føler sig accepteret. Her bliver man ikke set skævt på, hvis man nogle dage skalerer træningen lidt ned. Det er faktisk en styrke at kunne sige fra,” lyder det fra Mads Kjær.
Han er selv én af dem, som kan li´ at give den alt, hvad den kan trække til træning. Men han kender også alt til de dage, hvor man knap nok orker at gå ud og møde andre mennesker – samtidig med at man véd, at det er, hvad man trænger allermest til.
Sådan et sted er Aarhus Crossfit blevet for en del af de østjyske veteraner.
Husrum og hjerterum
Det er fire år siden, Mads Kjær tog indehaveren af Aarhus Crossfit, Kåre Vincents Fisker, med ud på veteranhjemmet i Brabrand og præsenterede ideen om at skabe et træningstilbud for veteraner hos Aarhus Crossfit.
Han havde selv oplevet både glæden ved at træne hårdt sammen med andre – og frustrationerne ved at være lukket ud af fællesskabet, når skaderne fra hans udsendelse forhindrede ham i at træne med.
Der var brug for et særligt tilbud.

Kåre Vincents Fisker havde i forvejen erfaringer med, at fysisk træning kan være vejen til et bedre psykisk helbred – blandt andet i forløb for socialt udsatte.
Hos Aarhus Crossfit var der både husrum og hjerterum, og det lykkedes senere at få tilbuddet ind som en del af Danmarks Idræts Forbunds “DIF Safe Zones” for veteraner og politifolk.
“Vi ved godt, hvorfor vi er her”
Mads Kjær er én af dem. Med sine bemærkelsesværdige tatoveringer i ansigtet og det meste af kroppen ligner han én, der kan klare det meste. Men sådan er det bestemt ikke altid. Langtfra.
“Jeg har deltaget på mange almindelige træningshold – og jeg synes, at stemningen her er mere tillidsfuld. Vi ved allesammen godt, hvorfor vi er her. Vi bakker altid hinanden op og hjælper, når der er brug for. Jeg oplever os som en enhed.”
“Det ligger dybt i mange af os, at vi bare skal køre på. Men her bliver vi mindet om, at vi skal huske at lytte til kroppen. Mange af os er jo sygemeldt af en årsag,” forklarer Mads Kjær.
Empati og hensyntagen
Her lærer de, at øvelser sagtens kan skaleres ned: Gøres lidt mere overkommelig. Både instruktører og de andre veteraner minder om, at det ofte er den rigtige løsning.
“Her skal der være plads til at ha´ en dårlig dag. Man gør det, man kan. Når dagsformen ikke er til andet, kommer man måske bare for at få en kop kaffe og fortæller nogle historier. har måske bare bruge for at lave en smule fysisk aktivitet for lige at stimulere de gode steder i hjernen,” siger Kåre Vincents Fisker.
“En af de vigtigste ting er at lære at sige fra. Det er noget, mange først lærer med alderen,” siger han med et smil.
Han betegner sig selv som “spillende træner” på træningsholdet for veteraner og politifolk. Han deltager selv i træningen og er en del af holdet. Samtidig går han og holder lidt øje med, hvad den enkelte har behov for.
Han nyder trænings-samværet med deltagerne, som han oplever som åbne og empatiske med et godt øje til, hvad trænings-kammeraterne har brug for netop denne dag.
“Det er et fællesskab, hvor folk meget hurtigt falder i hak. De ved, hvad folk kommer ind af døren med. De ved, at man måske ikke har sovet ordentligt om natten. Empati og hensyntagen er det, der skinner mest igennem i vores fællesskab. De er meget opmærksomme på hinanden.”
Her kan du læse mere om DIF Safe Zones, der er lokale idrætstilbud for skadede veteraner og politifolk.
