
Aarhus kommune og Brabrand Boligforening vil ikke længere støtte Gellerup Museum. Det betyder, at det er tvivlsomt, om museet kan fortsætte – også selvom boligforeningens afdelingsbestyrelser i Gellerupparken og Toveshøj har lovet at yde økonomisk tilskud.
Du kan stadig få et indblik i Gellerupparkens historie og nyde den fantastiske udsigt fra den lejlighed på sjette sal på Gudrunsvej, der de sidste 10 år har huset Gellerup Museum. Men måske skal du skynde dig, for museets fremtid er truet.
Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune har tidligere via kommunikations-budgettet for Helhedsplanen sikret museet økonomisk ved at betale huslejen.
Men i den kommunikationsplan til tre millioner kroner om året, der netop er godkendt af Landsbyggefonden, er der ikke plads til Gellerup Museum.
”Aarhus Kommune har i øjeblikket i samarbejde med Brabrand Boligforening fokus på at få E&P Huset genetableret som omdrejningspunktet for kommunikation i området. Det ser vi som helt centralt for kommunikationsindsatsen, og det er her, vi vil fokusere vores ressourcer”, siger sektionsleder i Helhedsplan Gellerup, Per Frølund, Aarhus Kommune.
Mangler lidt over 30.000 kr.
Til gengæld har afdelingsbestyrelsen i Brabrand Boligforenings afdeling 4, Gellerupparken, sagt ja til at støtte Gellerup Museum med 50.000,-, oplyser formand Abdinasir Jama. Og også afdeling 5, Toveshøj, vil bidrage med 10.000,-.
Det betyder, at der stadig er et hul på godt 30.000,-, for at museet kan betale huslejen på lidt over 90.000 kr. Det er endnu uvist, om det vil lykkes at finde pengene.
Bestyrelsesmedlem i Gellerup Museum, Helle Hansen, er skuffet over Aarhus Kommunes udmelding, og mener at den er udtryk for manglende interesse for at involvere beboerne i kommunikationsarbejdet.
“Vi oplevede fra starten Helhedsplanen som et fælles projekt, men nu virker det som om, at omverdenen kun må høre kommunens version af historien,” siger hun.