
Grundloven er ikke kun for de voksne. På onsdag d. 3. juni tager en lang række aktører på Kløverskolen i Gellerup forskud på snakken om demokrati og rettigheder med en festival for skolens 0.-3. klasse, lokale børnehavebørn og resten af bydelen.
I en årrække har Århus Forældreorganisation sammen med en række partnere op til Grundlovsdag sat fokus på børns rettigheder. I år sker det bl.a. via en festival med leg, kreativitet og fællesskab på Gellerups nye skole, Kløverskolen.
I et samarbejde med pædagogstudiet på VIA University bliver der en masse sjove og kreative aktiviteter for børnene. Ud over skolens yngste klasser deltager også en række lokale børnehavebørn – og det bliver i det hele taget en festdag, som hele lokalområdet inviteres til at deltage i.
Det fortæller generalsekretær i Århus Forældreorganisation, Mette Bach Larsen.
“Vi vil gerne have, at alle børn i Aarhus ved, at de har rettigheder, og mærker, at deres stemme betyder noget. Børns rettigheder handler jo helt grundlæggende om, at børn skal opleve tryghed, omsorg, fællesskab og blive taget alvorligt. Og vi tror faktisk på, at børn, der kender deres egne rettigheder, også bliver bedre til at passe på hinanden og sige fra over for uretfærdighed. Det er det, vi gerne vil give børnene med gennem festivalen,” siger hun.
“Derfor laver vi den her festival, hvor børnene oplever noget sjovt, samtidig med at de beskæftiger sig med noget vigtigt. Det giver virkelig en god stemning. Det er fantastisk at se, hvor begejstrede, børnene kan blive af at blive lyttet til.”
Centralt i festivalen er de mange aktiviteter og workshops, som 40 pædagog-studerende fra VIA University College står for i løbet af dagen.
De har i forvejen været på besøg for at se skolen og er nu i fuld gangmed at planlægge en række kreative aktiviteter – blandt andet i samarbejde med lokale kunstnere, der også deltager.
Bydelsmødrene i 8220 sørger for maden, og desuden står Århus Musikskole for musikken.
Festivalen bliver også markeret på Børnenes Jord og på Stedet på Øen, hvor dagtilbud, skoler og klubber er inviteret. Det er de også på Kløverskolen, men her er familier og resten af lokalområdet også budt med, understreger Mette Bach Larsen.
“Alle kan komme og kigge og opleve den nye skole. På den måde bliver det en fest for hele området,” siger hun.
Medarrangører er Århus Ungdommens Fællesråd og VIA University College. Desuden er arrangementet bakket op af Århus Lærerforening, BUPL, Børn og unge, Aarhus kommune, Børnekulturhuset, UngiAarhus, FO-Aarhus’ debatpulje, Grundlovsfesten og Nordea Fonden
Onsdag d. 3. juni kl. 10-13: Festival for Børns Rettigheder på Kløverskolen. Karen Blixens Blvd. 59, 8220 Brabrand. Alle er velkomne.



